Nyhed

Tidligere UB40-medlem Astro er død

GAFFA.dk – alt om musik

Musikeren kæmpede i over 30 år for at gøre reggaemusik mere populært

Terence ”Astro” Wilson, der fra 1978 til 2013 var medlem af det engelske reggaeband UB40, er død efter kort tids sygdom, skriver Rolling Stone. Musikeren blev 64 år gammel.

Den tidligere forsanger i UB40, Ali Campbell, som turnerede med Astro i årene efter, at begge havde forladt gruppen, tweetede i går:


– Vi er helt ødelagte og fuldstændig hjerteknuste over at skulle fortælle jer, at vores elskede Astro i dag er gået bort efter meget kort tids sygdom. Verden bliver aldrig den samme uden ham.

Campbell efterspurgte desuden respekt for familiens privatliv i den svære tid. Også det nuværende UB40 line-up delte deres tanker på Twitter:


– Vi har her til aften hørt den triste nyhed om, at eksmedlemmet af UB40, Terence Wilson, bedre kendt som Astro, er gået bort efter kort tids sygdom. Vores oprigtige medfølelse går ud til hans familie.

LÆS OGSÅ: UB40-sanger taler ud om dramatisk Brett Kavanaugh-episode

UB40 blev dannet i 1978, og Wilson sluttede sig kort tid efter til gruppen i rollen som ”toaster”, hvor han leverede spoken word og rapvokal til bandets reggaemusik. Kunstneren gør sig især bemærket på hitsangen ”Red, Red Wine” fra 1983, der oprindeligt er udført af Neil Diamond.


Astro bidrog desuden med backingvokal på alle atten UB40-albums fra deres debut i 1980, Singing Off, til Getting Over the Storm fra 2013, hvor han forlod gruppen. Bandets line-up var stabilt i 29 år, indtil forsanger Ali Campbell forlod gruppen i 2008.

I et interview med Reggaeville fra 2014 udtalte Astro, at han i mere end 30 år havde været på en mission for at gøre reggaemusik mere populært blandt den brede befolkning.

Astros død fandt sted blot fire måneder efter, at UB40’s saxofonist, komponist og sangskriver Brian Travers døde den 22. august, da han tabte kampen mod kræft. Travers blev 62 år gammel.

ANNONCE