GAFFA.dk – alt om musik
GAFFA holder videopremiere på ny musikvideo fra den århusianske duo Jærv
Grønt landskab. Grøn græsplæne. Grønne blade på træerne. Et syn, der i efterårets mørke føles langt væk. Men i den nye musikvideo til ”Okay Okay” er det lige præcis det syn, du møder. Det grønne og lette landskab passer til sangens lette toner, og alt føles helt okay. GAFFA holder videopremiere på den danske duo Jærvs nye musikvideo til sangen ”Okay Okay”. Se den nedenfor.
Nummert ”Okay Okay” er at finde på duoens seneste dobbeltalbum, der ikke har mange måneder på bagen. Med titlen Skud begejstrede Jærv GAFFAs anmelder, der gav albummet fem stjerner ud af seks, og følgende bemærkning med på vejen:
”… Jeg har lyst til at lytte igen og igen – ikke kun fordi teksterne og melodierne er velskrevne, men ikke mindst fordi produktionerne netop giver dig følelsen af at være barn i et fremmed hus, hvor du utålmodigt og helt overgearet ikke kan vente med at udforske ethvert nyt rum. Kompromisløshed og modet til at skabe noget nyt er primus motor på JÆRVs ambitiøse og mangefacetterede dobbeltalbum – der uden tvivl er deres bedste udgivelse til dato.”
Dobbeltalbummet blev til under coronapandemien. Det skulle egentlig have været en ep med fem sange, men med mere tid på hånden ønskede den ene halvdel af duoen, Mathias Pedersen Smidt, at Jærv skulle lave et dobbeltalbum. Det var den anden halvdel af duoen Amanda Glindvad med på. Det har de fortalt i et stort interview til GAFFA tilbage i oktober. Du kan læse hele interviewet her, hvor Jærv blandt andet fortæller om, hvordan guitarspil tidligere har været udelukket i Jærv-regi, men nu har fundet sin vej ind på dobbeltalbummet Skud.
Se herunder den flotte musikvideo til ”Okay Okay”: