Nyhed

John Cale fylder 80

GAFFA.dk – alt om musik

Legenden runder et skarpt hjørne i dag

De fleste mere eller mindre prominente rockmusikeres historie holder sig til en nogenlunde forudsigelig formel, som i store træk handler om utilpassede ungdomsår, opdagelsen af rockmusikkens forløsende kraft (og funktionalitet i forhold til at komme i kontakt med det modsatte køn) og så videre. John Cale er, også i denne henseende, en undtagelse fra reglen – og det samme kan man sådan set kalde hele hans tres år lange karriere.

Cale blev født som søn af en skolelærer og en minearbejder i Wales i '42, men viste tidligt musikalsk talent. Hans første hovedinstrument blev bratschen, som han siden tog med sig ind i rockmusikken og bandet The Velvet Underground, som sikrede ham en plads i rockhistorien. I første omgang var der dog lagt op til en klassisk karriere, idet Cale blev indskrevet på Goldsmith College i London. Avantgarde-scenen omkring folk som John Cage tiltrak imidlertid den unge Cale, som samtidig øjnede muligheder for eksperimenter og nybrud inden for den nye, amerikanske rockmusiks primale formsprog. Det samme gjorde den jævnaldrende Brooklyn-dreng Lou Reed, som var droppet ud af universitetet, da Cale flyttede til New York, og deres veje krydsedes i '65.

Uforudsigelig solokarriere

Resten er, som det hedder, historie, og hvis første kapitel blev lp'en "The Velvet Underground & Nico", som udkom i '67, efter at popkunstneren Andy  Warhol havde taget bandet under vingerne. Han forsynede bandet med et bemærkelsesværdigt blikfang i form af den tyske model Nico, som med sin mørke stemme og tykke tyske accent siden skulle skabe sin egen usædvanlige musikalske karriere. I øvrigt ofte med hjælp fra Cale, som ved siden af solokarrieren har fungeret som producer på andre kunsteres plader, herunder Nicos "The Marble Index" fra '69 og Patti Smiths debutalbum "Horses" fra '75.

Meget forenklet kan man sige, at mens Reed besad det ubestridelige sangskrivningstalent i The Velvet Underground, var det Cale som konstant kæmpede for af skubbe grænserne og udvide eksperimenterne. En modsætning som også bidrog til bruddet mellem de to allerede året efter debuten, hævdede Cale, da denne signatur tog en snak med ham forud for hans skandinaviske koncerter i efteråret 2011. Cale nåede at sætte stort aftryk på The Velvet Undergrounds anden plade, "White Light/White Heat, inden han forlod gruppen og indledte en solokarriere med den overraskende lettilgængelige, men ikke synderligt succesfulde "Vintage Violence" fra 1970.

Aldrig uinteressant

Rødderne i klassisk og avantgarde fornægtede sig ikke på opfølgerne "Church of Anthrax" og "The Academy in Peril", men lige meget hjalp det, og det var først med mesterstykket "Paris 1919" fra '73, at solosuccessen for alvor indfandt sig. 

Siden er fulgt en lang række plader, heriblandt karrierehøjdepunkter som "Slow Dazzle" (1975) og livealbummet "Sabotage Live" (1979). Cales seneste album er "M:Fans" fra 2016, et album, der indeholder nye versioner af sangene fra 1982-albummet "Music for a New Society" samt soundtracket til filmen "Paul Sanchez is Back" fra 2018. I 2020 udgav han en ny single, "Lazy Day".

John Cale turnerede frem til corona-nedlukningen i marts 2020 og er atter på tour til sommer i Tyskland og England.

LÆS OGSÅ: PORTRÆT: Lou Reed og John Cale – fra den fløjlsbeklædte undergrund

Hør John Cales seneste single, "Lazy Day" fra 2020:

<
div class="social-container">
ANNONCE