x
Thomas Dybdahl: Store Vega, København

Thomas Dybdahl, Store Vega, København

Thomas Dybdahl: Store Vega, København

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Jeg aner ikke, hvordan og hvornår traditionen er opstået, men den lever. Og det skyldes ganske givet, at den igen og igen består i et lykkeligt møde.

Hver år op til jul vender den norske singer-songwriter, Thomas Dybdahl, som en anden julemand tilbage til Store Vega, og der er udsolgt hver gang. Også i år. Han er helt åbenlyst elsket. Og kærligheden er helt åbenlyst gengældt: Han elsker Store Vega og det danske publikum.

Men spørgsmålet for denne anmelder er først og fremmest, hvorfor Thomas Dybdahl er elsket. Det enkle svar er, at han er en eminent sangskriver med en helt usædvanligt udviklet sans for det lyriske i både teksten og kompositionen. Men det er ikke kun det. Det er også af afgørende betydning, at han er en teknisk dygtig vokalist og instrumentalist med en varm stemme, man har lyst til tage ophold i og en instrumenthåndtering, man har lyst til at dvæle ved.

At han omgiver sig med nogle af Norges dygtigste musikere, blandt andre jazztrompetisten Mathias Eick, skader selvfølgelig heller ikke. For sammen med ham og de øvrige sidemen skaber Thomas Dybdahl et fascinerende, mange-facetteret univers, der forsvarer såvel det enkle som det storladne.

Og dét fungerer altså – for nordmanden og for det danske publikum, som også elsker hans attitude på scenen: Dén er et miks af nobel fremtoning og ukrukket optræden, stor rutine og samtidig spilleglæde. Han er prof, en af os, nede på jorden og dog festklædt og i førersædet. Til og med en fin repræsentant for nordisk integration: Han taler norsk og bliver forstået. Selv nyder han helt åbenlyst, at det danske publikum lytter og hylder. Han er selv åbenlyst glad for mødet.

Det er dét, alt det, der gør traditionen på Store Vega lykkelig.

Igen i år år dykkede han ned i sækken og hentede "ny-klassikere" som Cecilia, A Love Story og One Day You'll Dance For Me, New York City op af mørket. Igen i år blev de og alle andre numre fremført noget nær formfuldendt af frontfiguren og hans orkester – med en forrygende sound af guitar, slideguitar, bas, trommer, keys og Hammond.

Men toppen af poppen var altså alligevel, når Mathias Eick indfandt sig på scenen og udvidede lydbilledet med sit sublime trompetspil. Det i indie-folk-pop sammenhænge lidt atypiske instrument gav Thomas Dybdahls sange og musik nye dimensioner, ny luft. Numre som Maury The Pawn, Something Real og Stay Home blev af Mathias Eick revitaliseret i en grad, så man kunne ønske sig numrene foreviget på en live-optagelse – til glædelig aflytning mellem de årlige juleshows.

Juleshowet i Store Vega fredag aften fik en særlig afslutning: En julemand i rødt og hvidt kom ind på scenen efter første ekstra nummer, bemægtigede sig mikrofonen og sang White Christmas som for at overbevise aftenens hovedperson om, at julen stod for døren. Umiddelbart efter sang og spillede Thomas Dybdahl og hans orkester Have Yourself A Merry Little Christmas – i den bedste, mest drævende version, jeg til dato har hørt.

Og det alt imens "sne" blev udløst fra oven og fint dalede ned over publikum. Versioneringen viste i den grad, at Thomas Dybdahl har sans for amerikansk folk. Hans version af juleklassikeren var ikke bare fuldt på højde med Bob Dylans version af selvsamme nummer. Det var bedre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA