x
Hårdtslående hitparade i overdådige visuelle rammer

Muse, Forum

Hårdtslående hitparade i overdådige visuelle rammer

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

”You’re in for a fucking treat!” Sådan lød det fra det charmerende stjerneskud Jack Garratt under hans sprudlende opvarmningstjans. Og den fremadstormende enmandshær fik ret – det var en oplevelse ud over det sædvanlige.

Muse er en massivt sammentømret musikalsk enhed, men her til aften havde de også medbragt de tunge skyts rent visuelt, så vi fik både droner, hologrammer, rumskibe over publikum, konfetti og et gennemgående imponerende storskærmssystem. Og så er scenen et kapitel for sig – den ligner noget fra Star Trek og fylder næsten mere end publikum i udsolgte Forum.

Åh ja, Forum… Den kvælende varme og de mildest talt ugunstige lydforhold gør deres bedste for at tage fornøjelsen ud af de indledende numre – blandt andet tonsende ”Psycho” fremstår mudret og uskarp, og det er en gåde, hvorfor man bliver ved med at insistere på at afholde koncerter der. Få nu bare bygget den der multiarena færdig i Ørestaden eller få kunstnerne til Herning. Nå, nok om det. Når man har vænnet ørerne til, at lyden bliver kastet frem og tilbage, kan man begynde at koncentrere sig om at nyde den mageløse musiceren, der udspiller sig på scenen.

Vi får en storslået og episk start med lysende drone-kugler svævende rundt i rummet til tonerne af det salmeklingende titelnummer fra det seneste udspil, før de brølende guitarer tager over, og bandet veksler mellem det stift kontrollerede og det frådende rockmonster i ”Psycho” og ”Reapers”, før vi får en gang hårdtslående vuggevise med vidunderlige ”Bliss”.

Den ”Radio Ga Ga”-klingende single ”Dead Inside” ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal synes om, men den vinder absolut en del i aftenens live-fremførelse. Et flygel dukker op i den ene ende af den i øvrigt ganske geniale scenekonstruktion – lige meget hvor man står, er man ikke langt fra vores hovedpersoner – og forsvinder ned i gulvet igen, mens Matt stadig sidder ved det.

Vi får ”The 2nd Law: Isolated System” med trommeslager Dom som omdrejningspunkt på den roterende midterscene, før ”The Handler” lander tungt som en armbolt, og hologram-hænder får det til at se ud, som som Matt og Chris styres som marionetter. Det går klart igennem og er lige dele symfonisk og brutalt, så det er en fryd.

”Supermassive Black Hole” sender atter dronerne – og publikums hænder­ – i vejret, og det flammende solsystem i den cirkulære storskærm tager ikke ligefrem noget fra stemningen. Overskuddet er til at tage og føle på, og i stedet for de lange monologer fra scenekanten, lader drengene instrumenterne tale.

”Starlight” byder på fællessang, og Muses forsøg på minimalisme a la Princes ”Kiss” rammer helt rent – særligt det kælne guitarstykke får gåsehuden til at melde sig, før en sveddryppende og slidstærk trio i form af fanfavoritterne ”Stockholm Syndrome”, ”Time Is Running Out” og ”Uprising” leder op til det storslåede højdepunkt fra ”Drones”, postapokalyptiske ”The Globalist”, hvor et enormt rumskib pludselig svæver over publikum.

”Mercy” har en melodi som sirupstyk heroin – og noget nær lige så vanedannende. Der er ikke så meget pis med at gå ud for at komme ind til ekstranumre, i steder får vi med et klædeligt nik til Morricone ”Knights Of Cydonia” at gå hjem på. Linjen ”How can we win when fools can be kings” synes skræmmende aktuel, men heldigvis har vi musikken.

Og jo, selvfølgelig kunne man da godt lige have klaret en ”Plug In Baby”, en ”Hysteria” eller en ”Thoughts Of A Dying Atheist” på sætlisten, men man kan nu engang ikke få det hele, og det understreger sådan set bare, hvor værdifuld en sangskat, bandet er ved at opbygge, og med aftenens koncert har de vist, at de både musikalsk og visuelt kan levere et show, der er i en klasse for sig. I, der skal af sted i morgen: glæd jer! Og til jer andre: der er stadig ledige billetter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA