x
Solid tredjedag på Copenhagen Psych Fest

Papir, De Underjordiske, Flowers Must Die, Cph Psych Fest, Christiania

Solid tredjedag på Copenhagen Psych Fest

Anmeldt af Andreas Sorgenfrei | GAFFA

Psych festens tredje runde vidnede om et talstærkt fremmøde omkring samtlige af festivallens scener, og en tiltagende god stemning blandt det voksende publikum.

 

Papir * * * *  

Aftenens første koncert i Den Grå Hal blev sikkert fremført af den københavnske instrumentale trio Papir, der med sine lange stemningsopbyggende numre konstant balancerede på grænsen mellem post-rock og det mere psykedeliske. 

Trioen spillede fremragende sammen, og de medbragte visuals tilførte musikken en ekstra dimension, som gav virkelig god mening, særligt omkring det timelange sæts episke afslutningsnummer. 

Nicklas Sørensen er en virkelig dygtig guitarist, med kompositorisk flair for at skabe helhed og fremdrift i dynamikken omkring sættets mange langstrakte numre. I det hele taget var der ikke en finger at sætte på nogen af bandmedlemmernes præstationer, og koncerten blev en lovende start på den aften, hvor Copenhagen Psych Fest for alvor gik i gang.

 

De Underjordiske * * * * * (billedet)

Aftenens andet indslag på scenen i Den Grå Hal var den nordjyske gruppe De Underjordiske, som tog publikum med på triumftog igennem en koncert, der langsomt intensiveredes og ramte klimaks på rette sted.

Med et stilsikkert greb om både genre og sangskrivning og en tilstedeværelse på scenen, der vidner om efterhånden talrige koncerter på samvittigheden, beviste nordjyderne, at de er og bliver et fantastisk velspillende orkester, der udfylder en særlig plads på den danske psych-scene lige nu.

I kraft af sit gennemførte look og sin særlige måde at bevæge sig på fremstod Peter Kure, som en karismatisk frontfigur, der sendte tanker i retning af både Jim Morrison såvel som Danmarks egen Eik Skaløe.

En coverversion af Gnags’ ”De Vilde Kaniner” midtvejs i sættet var måske et lidt vovet valg, med risiko for at dele vandene blandt det talstærke publikum. For denne anmelder var coverudgaven ærligt talt ikke et højdepunkt for koncerten, om end man samtidig må have respekt for bandets evne til at gøre en klassiker til deres egen, hvilket de gjorde med overbevisning.

Sikkert herfra blev vi ført videre mod afslutningen, og en gåsehudsfremkaldende udgave af ”Vi Kommer Nu”, hvor det var tydeligt, at alle bandmedlemmer var helt enige om at slippe tøjlerne.

Det forblev fortsat vovet med smagsprøven på det nye nummer ”Piskesmæld”, som bidrog flot til koncertens afsluttende klimaks, der endte i et inferno af støj under orkesterets faste afslutter ”Med Næb og Kløer”.

Et på alle måder glædeligt gensyn med De Underjordiske.

 

Flowers Must Die * * *

Ovre på Byens Lys var både sal og scenegulv godt pakket, da det syv mand høje svenske band Flowers Must Die syrede ud over solide grooves, der helt afgjort swingede og gjorde indtryk, men aldrig for alvor førte til den store eksplosion.

Det var, mildt sagt en vanskelig opgave for lydmanden at hive alle elementer frem i den mur af lyd, som den svenske septet havde bragt med sig over Øresund. Ja, med den begrænsede sceneplads og et lydanlæg, der ville gøre sig bedre med en mindre opsætning, var det ganske enkelt ikke muligt at yde retfærdighed til orkesterets bredspektrede pallet af talentfulde musikere, der på skift indtog leadroller i bedste jam-session-stil.

Der var, med andre ord, kul på fra start til slut under samtlige af sættets to-akkorders-rejser ud i det grænsesøgende og improviserende. Bandets to guitarister fyldte begge godt i lydbilledet og havde konstante løb kørende imellem sig, for ikke at tale om de resterende fem medlemmer hvoraf Lisa Ekelund udmærkede sig med et vanvittigt godt tag på sin theremin samt elektrisk violin og udsvævende korsang. Violinen led desværre en grum skæbne og gik tabt i det jævnt mudrede lydbillede, der gjorde koncerten til en lidt tvetydig oplevelse.

Det var en gåde, hvorfor bandet, som normalt kun er seks, havde valgt at medbringe et syvende medlem til lejligheden, der gav den på trompet uden egentlig at skille sig nævneværdigt ud på noget tidspunkt.

Det var unægteligt svært ikke at gøre sammenligninger mellem aftenens første koncertoplevelse i Den Grå Hal. Men hvor et band som Papir, der opererer efter en lignende skabelon, udmærker sig ved at have hver deres afgørende rolle, uden ekstra fyld, blev det for Flowers Must Die for meget et miskmask af for meget lyd på en gang til, at koncerten hævede sig over den jævne præstation og blev rigtig interessant.

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA