x
For enden af den perfekte cirkel

A Perfect Circle, NorthSide, Green Stage

For enden af den perfekte cirkel

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Jeg overhører en fyr sige til sin kammerat, at han er bange for, at A Perfect Circle skuffer. Det er Eminem-syndromet, der har bredt sig. Folk er bange for, Maynard James Keenan og Billy Howerdel laver en Wu-Tang Clan og ender langt fra det højdepunkt, Eat the Elephant har lagt op til. Maynard James Keenan er en af de typer, ingen har helt styr på. Måske til tider ikke engang Billy Howerdel, der udgør Tool-frontmandens højre hånd i A Perfect Circle. Alle metalhovederne er mødt op for at opleve fænomenet, der ikke har stået på dansk jord siden Midtfyns Festival ved årtusindskiftet. Der er ikke mange af dem, og det gør heller ikke så meget. A Perfect Circle møder op for at skille fårene fra bukkene. For at flække publikum i to og fortære de rester, der er tilbage.

På scenen står Maynard James Keenan. Han står i midten af det hele – som midtpunktet i prog-nostalgien og som cirkusdirektøren, der har kørt sine medbragte skyts i position til at meje alle dem, der ikke er her for musikken, bagover. De industrielle toner banker af sted fra scenen, imens ”Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums” bevæger sig mod en støjende og altomsluttende kulmination. Maynard James Keenan er tilbagetrukket, et par meter bag sit band, men alligevel som den overlegne skikkelse, han igennem årene har cementeret sig som. Stemmen bevæger sig langsomt ind. Han er malet sort om øjnene, og parykken hviler på skuldrene af det orange jakkesæt, der er lige dele manisk og outreret.

Der mangler intet. A Perfect Circle udgør definitionen på supergruppen. De er personificeringen af det ord, for alt, de gør på scenen, bliver perfekt forløst. Igennem sættets opbygning bevæger A Perfect Circle sig mod kulminationen, imens Maynard James Keenan og Billy Howerdels stemmer mødes i gåsehudsfremkaldende harmonier. Hvert instrument er fremtrædende, som havde A Perfect Circle brugt hele dagen på at få det til at lyde perfekt. De atmosfæriske toner under ”Disillusioned” komplementerer det grusomme på ”Thomas”, imens Maynard James Keenan dirigerer bandets udfoldelser på scenen. Der siges ikke meget, men det gør ingenting, for de politiske budskaber, der præger Eat the Elephant, formidles igennem musikken. Guitarerne skærer som en kniv i huden, imens bassen banker ind i mellemgulvet. Skønheden møder sin destruktion, som socialrealismen mødes af døden. Hårene på armene rejser sig. Den musikalske eksplosion vokser, imens der sendes tanker og dedikationer af sted til Malcolm Young og Chris Cornell over David Bowie og Anthony Bourdain.

På NorthSide fremhæves forskellene. Forskellene i musikken og dem, der lytter til den. Hvordan perfektionen kan have flere ansigter. Hvordan den kan være pakket ind i støj og destruktion.

 

Sætliste:

Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums

Hourglass

The Hollow

Weak and Powerless

Rose

Disillusioned

The Contrarian

Thomas

The Package

So Long, and Thanks for All the Fish

TalkTalk

The Doomes

Dog Eat Dog

The Outsider


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA