x
Berusende indsats i en smuk aftenkulisse

The National, NorthSide, Blue Stage

Berusende indsats i en smuk aftenkulisse

Anmeldt af Lise Sastakauskas | GAFFA

Mens det lette skydække smelter sammen i lilla og orange nuancer, tæller et ur tiden minutterne, til The National går på Blue Stage. Imens er NorthSides forventningsfulde gæster på plads i området fra scenen og til de bagerste øer, hvor man kan få tanket væskedepoterne op med lidt af hvert. På skærmen, der fungerer som et vindue ind til backstage-området, ser vi pludselig indierock-kvintetten komme gående – og så står de her på scenen til et stort publikumsbifald.

Uden introduktion starter The National ud med ensomme “Nobody Else Will Be There”, hvor det eneste, jeg hører fra publikum, for en gangs skyld ikke er snak, men en stille summen af fællessang. Sådan fortsætter stemningen, der snart krydres med taktfaste bifald til de karismatiske guitar-riffs under “The System Only Dreams In Total Darkness”.

Smukt sceneshow, herligt publikum

Herefter får orkestrets respektive instrumenter lov til at restituere under “Walk It Back”, inden The National sætter gang i det industrielle beat til “Guilty Party”. Alt imens kommer blæseinstrumenterne  diskret til syne i lydbilledet, mens skyerne vest for Blue Stage klædes i endnu mere glødende nuancer. På den måde fungerer den åbne himmel som en passende kulisse til aftenens hovedpersoner, hvis sceneshow trækker på et bredt farvespektrum.

“Bloodbuzz Ohio” vækker endnu engang stor publikumsbegejstring, der stiger yderligere til “I Need My Girl”. Nogen har tårer i øjnene, mens andre vugger drømmende til det melankolske indie-hit. Og at der undervejs er bøvl med, at mikrofonerne går i højtalerne, er no big deal for de trofaste danske fans.

Det går ned

Med “Day I Die” hiver The National os ud af den sørgmodige atmosfære fra “I Need My Girl” og fyrer op for de dansable rytmer. Som mange af de fremmødte får snøret danseskoene stramt, begynder gelænderet, jeg læner min arm op ad for at tage noter, at ryste – og undertegnende må holde tungen lige i munden. Herefter kommer et tempomæssigt pusterum, men pusten får jeg dog ikke helt, da jeg for en stund opsluges af de farverige visuals.

Det er heller ikke meget pusterum, Berninger tager sig. Under “Graceless” får han ekstra lang ledningssnor til at aflægge det stående publikum et visit. Noget, der bringer ekstase til den forreste del af publikum, og når jeg tænker på størrelsen af den ivrige menneskemængde, må jeg simpelthen lægge mig fladt ned for Berningers modige gimmick.

Endnu engang træder blæserne i karakter på “Fake Empire”, hvilket fungerer som en forfriskende variation – og som et absolut originalt indslag. Men herfra begynder det at gå ned ad bakke for The National.

Fra minus til plus

Næste skridt er en smagsprøve på et nyt nummer, hvor Berninger & co. lejlighedsvis kløjes i den endnu ufærdige tekst. Publikum griner lidt af det, og som sådan har det ikke den store effekt på stemningen, men undertegnendes skepsis vækkes. Et eller andet sted virker det useriøst at troppe uforberedt op som hovednavn på en af de største festivaler i Danmark. Omvendt viser The National også stor tillid til sit danske publikum ved at turde fremlægge ufærdigt materiale.

Men når Berninger så tror, de skal spille “I Need My Girl” igen (for undertegnende havde det egentlig ikke været et problem, for jeg elsker nummeret!) og samtidig lyder fuld under “Mr. November” begynder seancen at minde om kejserens nye klæder. Berninger indrømmer dog selv, han måske ikke er helt appelsinfri – men gennemfører dog “Terrible Love” upåklageligt.

The National kommer heldigvis stærkt igen under koncertens sidste nummer, “About Today”, der efterlader undertegnede med en kæmpe klump i halsen og tårer løbende ud af øjenkrogen (thank God for vandfast mascara!).

Den svære finale

Efter en koncert, der har ramt de fleste punkter i følelsesregisteret, må jeg indrømme, at det er uhyre svært at komme med en bedømmelse, der både tilgodeser de trofaste fans og undertegnedes opgave at forholde sig kritisk. Men jeg vil gøre mit bedste:

The Nationals momentvise nedtur under koncertens sidste tredjedel kan desværre ikke overses, og det må koste en stjerne. Det er dog ikke sidste gang, jeg skal opleve The National, for langt hen ad vejen formåede den amerikanske indierock-gruppe at forløse de fleste forventninger til NorthSide-koncerten – og derfor lander aftenens præstation på fem små stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA