x
Black Star brændte tiden, men brændte ikke igennem til publikum

Black Star, Roskilde Festival, Arena

Black Star brændte tiden, men brændte ikke igennem til publikum

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

To stjerner blev sat til at spille klokken to på musikkens anden dag, og det havde sat sit præg på fremmødet og det mentale overskud under Arenas teltdug, torsdag eftermiddag. Til trods for at det danske oldschool hiphoppublikum har haft fornøjelsen af at opleve d’herrer Talib Kweli og Yasiin Bey (også kendt som Mos Def) med jævne mellemrum, har gruppen ikke været forbi Danmark i seks år. Derfor må det formodes, at en senere plads i programmet havde affødt et større fremmøde til duoen, som blot har udgivet ét fællesalbum: det legendariske “Mos Def & Talib Kweli Are Black Star” fra 2002. Foruden det klassiske album som Black Star er det dog to meget velkendte og respekterede rappere, der begge er kendt for politisk og afrocentrisk poesi i et unikt tekstunivers.

Torsdagens show var stop nummer to af fire i Europa, og til tonerne af fellow New York MCs Wu Tang og Mobb Deep krydsede uret 14:00, mens duften af hashish lå latent i luften. Folk var spændte, men trætte, så det var noget af en skuffelse, da vi fra scenen fik meddelt, at vi den første halve time af showet ville blive underholdt af gruppens dj. Det var ikke fordi hans evner eller valg af musik fejlede noget – okay, hans version af Kanye Wests “Flashing Lights” var clean, hvilket virkede noget mærkeligt – men udskydelsen fik taget toppen af den opbyggede stemning, og der skulle pludselig kæmpes yderligere med trætte ben og tunge øjenlåg.

I det mindste var det to garvede MCs, der stod overfor opgaven om at få liv i publikum. Talib Kweli troppede således ind på scenen iført sin klassiske New York Yankees cap, mens Yasiin Bey – foruden tanktop og matchende shorts – havde anlagt en slags håndholdt, vintage mikrofon. Denne fik undertiden hans vokal til at drukne på indledningsnummeret “You Already Knew”. Nummeret blev fulgt op med det klassiske Slick Rick-gæstede undergrundshit “Auditorium”, fra Defs “The Eclectic”. På Auditorium lod dj’en sågar Rick The Rulers vers fortsætte, og selvom den praksis ofte kan være satset og fjerne fokus, fungerede det fint – mest fordi Slick Rick lægger så fedt et vers på nummeret.

Generelt bliver der lavet lange versioner af flere af de første numre, noget der muligvis blev gjort for at kompensere for et mindre bagkatalog. Dog blev det tungere skyts snart rullet ud, og kvaliteten steg. Først fik vi “Supreme Supreme” fra Talib Kwelis 2005 Mixtape “Right About Now”, efterfulgt af en Tour de Force udi nogle af de bedste numre, duoen har fra deres fællesplade. Den stærke og velskrevne albumåbner “Astronomy” fik selskab af “Respiration” (dog uden Commons del på playback). Herefter steppede Kweli og Bey det hele op, da de spillede undergrundshittet “Definition” i en slags medley med den remixede lillebror “Re:definition”, fra samme plade. Der var ingen tvivl om, at det her var en af dem, folk var kommet for at høre.

Men. Selv på trods af dette ændrede det ikke på, at der var en mærkelig flad stemning i teltet. Fra scenen forsøgte fortrinsvis Mos Def at tale gang i publikum, danse, kaste med rosenblade på scenegulvet omkring sig og yde de vokalpræstationer vi ved, han har i sig. Det lykkedes bare ikke særlig godt. Tydeligt blev det – foruden de sekvenser hvor duoen med varierende held forsøgte at få folk til at “throw your hands in the air” – da Bey mod slutningen af koncerten ville have folk til at putte deres lightere i vejret, og mindre end halvdelen af det 3/4-fyldte Arena gjorde det.

Og det er egentlig noget af en skam, for med et senere spilletidspunkt (som ikke skyldes en uannonceret forsinkelse…), kunne en del af det engagement, som manglede fra scenen såvel som publikum have været intakt. Numre som eksempelvis “Casa Bey”, “Move Somethin’” og naturligvis sjæleren “Brown Skin Lady” som vi fik til allersidst ville nemlig uden tvivl pynte på langt de fleste sætlister. Det virkede dog lidt som om, at vi aldrig kom ud over den dårlige start, og derfor blev det aldrig rigtig den store undergrunds-homecoming, som man kunne have håbet på, selvom potentialet til den bestemt var der.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA