x
Ingen inkontinens hos trussetyven

Tom Jones, Smukfest, Bøgescenerne

Ingen inkontinens hos trussetyven

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er tidligt på dagen for et hovednavn, da Tom Jones går på scenen klokken 13.30. Publikum er dog stået op og mødt frem i stort antal, for man ved jo ikke, hvor mange gange man får chancen igen, når manden er 78 år. Der er dog intet, der tyder på, at den walisiske legende er på vej på pension, modsat jævnaldrende kolleger som Elton John og Paul Simon. Han har ikke meldt noget ud om det, og hvorfor skulle han også det, fristes man til at tænke, for han er i topform. Han er grå i toppen (det er man jo i den alder), men stemmen har stadig alle nuancer i fuldt flor, og med et stort og velspillende band i ryggen tager Jones os med på en rejse gennem en karriere, der har eksisteret i mere end fem årtier. Kun overgået af hans ægteskab, der, som han fortæller, varede i 59 år, indtil hans kone døde for to år siden. Måske er det opskriften på et langt liv i showbiz?

En stor del af Jones’ sange er covernumre, men han har med sin potente røst gjort dem til sine egne, og vi kommer vidt omkring. Fra John Lee Hookers indledende blues ”Burning Hell” med den, alderen taget i betragtning, tankevækkende linje ”Where will I go when I die?” over Leonard Cohens ”Tower of Song” – med også meget passende linjer som ”I was born like this, I had no choice / I was born with the gift of a golden voice” – og Randy Newmans humoristiske ”Mama Told Me Not to Come” og ”You Can Leave Your Hat On” til Princes udødelige ”Kiss”. Og så er der hans egne klassikere som ”Sex Bomb”, ”Delilah”, ”What’s New Pussycat”, ”It’s Not Unsual”, og ”If I Only Knew”, for nu blot at nævne nogle. ”Sex Bomb” er i øvrigt omarrangeret med et stille første vers og spilles derfra som swing. Jeg foretrækker den disko-påvirkede original, men den er stadig god, og Cohens ”Tower of Song” fungerer også fint som lavmælt ballade med den akustiske guitar i fokus, mens ”Delilah” og ”What’s New Pussycat” er skønne med trækharmonika.

Det trækker yderligere op, at Jones som nævnt har medbragt et stærkt orkester på i alt ni personer: To guitarister, keyboardspiller, organist/harmonikaspiller, bassist, trommeslager og tre blæsere på trompet, tenorsaxofon og skiftevis trombone og tuba. Det er ikke tit, man ser en tuba på scenen på Smukfest, men den er der og kan blandt høres trutte dybt og æggende på blandt andet ”What’s New Pussycat”. Jeg ser ingen trusser blive kastet op mod scenen, som det ellers ofte sker ved hans koncerter, men det er der kolleger, der gør, så jeg er åbenbart uopmærksom. Til gengæld er der nogle begejstrede fans, der vifter med bh’er.

Jones ser selv ud til at nyde seancen, om end hans kommentarer mellem sangene efterhånden bliver reduceret til spørgsmålet ”Oh yeah?” efterfulgt af publikums klare konklusion: ”Oh yeah!” Da koncerten er slut, får vi dog en bandpræsentation, hvor Jones blandt andet fortæller, at han har arbejdet sammen med trommeslageren Gary Wallis i mange år, og han håber at kunne fortsætte dette ”i mange, mange år”. Og hvorfor skulle han ikke også det? Han er jo alt andet end færdig at dømme efter denne kraftpræstation.

 

Sætliste:

Burning Hell

Run On

Mama Told Me Not to Come

Sex Bomb

Take My Love (I Want to Give It All to You)

Cry to Me

Delilah

Soul of a Man

Tower of Song

What’s New, Pussycat?

It’s Not Unusual

You Can Leave Your Hat On

If I Only Knew

I Wish You Would

Kiss

Strange Things Happen Every Day

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA