x
Beirut: Gallipoli

Beirut
Gallipoli

ANMELDELSE: Endelig tilbage på toppen

GAFFA

Album / 4AD
Udgivelse D. 01.02.2019
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Amerikanske Zach Condon, der med sit Beirut-projekt i 2006 og '07 velsignede verden med mesterværkerne Gulag Orkestar og The Flying Club Cup, har ikke siden formået at matche denne tidlige magi. Nu er han dog mere end nogensinde ved at være der, for med Gallipoli genfinder Condon stemningen og grundtonen fra sine største år, hvor kreativiteten ingen ende kendte. Virkemidlerne er også igen de samme – numrene er atter komponeret ved Farfisa-orglet, og igen får trompeter og tromboner lov at fylde majestætisk.

Igen er den Balkan-inspirerede melankoli i højsædet, og igen maler musikken pittoreske billeder fra fjerne, tillokkende egne – igen planter Condons evigt vandrende væsen en umættelig rejselyst i lytteren. En betydelig percussion-del sikrer et rigt og raffineret udtryk, der giver de oftest uimodståelige melodier en væsentlig tyngde og danner den perfekte bund for Condons betagende stemme. Det længselsfulde titelnummer, den svimlende "Varieties of Exile" og "Landslide" med den så flotte fremdrift hører til samlingens fineste perler.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA