x
Stadig Mr. Sex Bomb

Tom Jones, Tivoli, Plænen

Stadig Mr. Sex Bomb

Anmeldt af Christian Koed | GAFFA

I vores smukke verden har vi mange fantastiske ting. Toms Guldkarameller smager fantastisk, men de hiver plumper ud og sidder fast i tænderne. TomTom-GPS'er var uundværlige engang, men skal konstant opdateres, og smartphones har nærmest erstattet dem.

Bridget Jones skrev nogle spændende dagbøger, som toppede i Skandinavien, men ved tredje filmatisering floppede i USA. Peter Jones er en succesfuld forretningsmand fra England med masser af millioner, men uden en tone i livet.

Der findes mange Tom'er og mange Jones’er... Men kun én Tom Jones!

Han er Guldkaramellen, der smager efter mere, han har vist vejen til millioner af musikelskeres hjerter uden problemer med manglende opdateringer. Hans mere end 40 musikalske dagbøger har aldrig floppet, og han har gudskelov stadig masser af rene toner i livet.

Sir Tom Jones er med andre ord stadig Mr. Sex Bomb! Fredagsslikket, som denne aften i Tivoli bestod af cirka 80 kg Toms Festival, gav os et musikalsk sukkerrush, der kun kan klassificeres som stærkt vanedannende.

Lydtæppet er flot vævet sammen af musikerne, som med hver deres farve giver den perfekte følelse af soul på de bonede gulve i Onkel Toms Hytte.

I hans hytte er det tydeligt, at der er plads til alle aldre, både de inkarnerede fans fra dengang, Mylle vendte plader i Eldorado, til den nye generation af nysgerrige studenter og førstegangsboligejere, der tør droppe P3’s Uundgåelige og byde den gamle charmør ind i deres streaming-hjem.

Klokken 22.00 stiger spændingen forventningsfuldt blandt de omkring 30.000 fremmødte denne smukke sommeraften, guitaren begynder at brumme, resten af bandet smelter langsomt sammen med strengeinstrumentet, og ind på scenen ankommer ridderen fra Wales, Mr. Coolness himself.

Åbningsnummeret “Burning Hell” tager fat i os med svedige hænder, Tom Jones er varm og fyrig, og med en forførende vilje forkæler han vores øregange med ordene: “Somebody please tell me, where will I go?” Og vores tanker samles om et svar: “Vi går din vej!”

Nummeret er et af mange covers, han har taget med til os, og er at finde på pladen Praise and Blame fra 2010. Herefter følger endnu et nummer fra den anmelderroste plade, nemlig sangen “Run On”. Det swinger og er forførende, men rent og uskyldigt, og samtid en smule naughty.... Whats NOT to like?!

Albummet Praise and Blame bygger på en masse gospel-covers og blev af anmeldere kaldt en genfødsel af Tom Jones, som dermed går mere væk fra poppens verden og tilbage til gospel og soul. Hans versioner af de gamle sange sammenlignes med navne som Johnny Cash og Elvis Presley. Og sidstnævnte sammenligning er ikke nyt. I hans unge dage i sluttresserne og starten af halvfjerdserne stod han ofte bag scenen i Las Vegas og sang gospelsange med Elvis. Og når de så havde lagt hver deres scene ned i spillebyen, var der nærmest også kun to navne, der hver aften blev skreget af tusindvis af fans: Elvis og Mr. Jones.

Det skete også, at de delte sange imellem sig og i høj grad inspirerede hinanden. Og nummeret “Run On” var et af de numre, de holdt allermest af at synge sammen på hotelværelset.

Læderbukserne er (efter krav fra sønnen, som også er hans manager) erstattet af stramtsiddende jeans og en blazer, håret er (igen krav fra sønnen) forblevet gråt, men hans måde at bære bukserne og jakken på får James Bond til at virke en smule sjusket. Han er 79 år og stadig HOT!

Tom Jones favner alverdens musikalske afkroge i sin musik. Således er der heldigvis også blevet plads i aftenens program til endnu et hit fra førnævnte Praise and Blame-album, nemlig det raffinerede blandingsnummer “Did Trouble Me”. Et blandingsnummer, fordi det varierer mellem en dyb og følelsesladet stemning, som sad vi på en irsk varmestue, og et lækkert country touch, som var vi på en range i Texas.

For fire år siden kom albummet Long Lost Suitcase, hvilket er det tredje album med produceren Ethan Johns ved roret. Denne aften havde vores helt på scenen valgt at synge coveret “Raise a Ruckus,” og folk løsnede lidt mere op og rockede godt med. Dette, sammen med de andre flotte numre fra albummet, vidner om en aldrende herre, der er blevet mindre Las Vegas-storladen og mere rå og ærlig. Og poppen er, som i de to foregående album, skiftet ud med en god blanding af blues, country, soul og masser af gospel.

Men lad mig understrege: Poppen og Tom Jones er også en fantastisk cocktail!

I 1999 lavede han popalbummet Reload, som er smækfyldt med gode pophits og flotte duetter.

Randy Newman-sangen “Mama Told Me Not to Come”, oprindeligt fra 1967, indspillede han dengang med sine musikalske brødre Stereophonics fra Wales, og nummeret nåede at ramme fjerdepladsen på UK charts året efter.

Det handler om drengen, der til trods for moderens advarsler ofte tager til de vilde fester. Fester med sprut, damer og (forhåbentlig) Tom Jones-skiver i cd-afspileren.

Og cirka 23 minutter inde i koncerten kommer så et af de helt store fra pladen, nemlig “Sex Bomb”, som blev til i et samarbejde med den tyske dj og producer Mousse T.

Han starter “Sex Bomb” med at synge første vers og omkvæd på en langsom og kælende måde, og der lyder efterhånden flere og flere af de velkendte skrig og suk fra hans mange fans. Han holder den ene hånd op, som en dirigent, der efter “TURN ME ON”-sætningen lader hånden falde som et frækt anslag til en efterfølgende swingversion af nummeret.

Om man foretrækker denne eller den 20 år gamle popversion, det er der sikkert delte meninger om. Men den gamle pussycat swinger perfekt og overlegent, så det bliver et ja-tak herfra.

Tom Jones og hans fem brillante musikervenner har meget andet end gospel og soul i blodet.

Pludselig tager de os med tilbage til de glade 50'ere, først med et et lækkert rock’n’roll-bluescover af Little Willie Johns “Take My Love”, hurtigt efterfulgt af Boogie Woogie-cover af Chuck Berry’s “Little Queenie”.

Og som vi med begejstring dykker længere ned i fredagsgodterne, finder vi søreme også os selv synge med på hittet “Cry to Me” fra Dirty Dancing.

Igen leverer Tom det følsomt og forførende.

Efter fortjent bifald sætter den dygtige keyboardspiller sig nu frem på scenen med harmonikaen, og “Delilah” finder vej i en forfinet og meget dansevenlig calypso-version.

Fans har i årtier været forkælet med fuld fart over feltet, når den yngre Tom indtog alverdens scener. For tre dage siden spillede han en stor koncert i Tel Aviv, så manden er stadig en berejst verdensstjerne. Men aftenens koncert var af den mere langsomme og dybe af slagsen. Og det gør absolut intet, for energien og intensiteten er der stadig.

Af de mere stille numre bør “Soul of a Man” fremhæves. Den er eftertænksom og er samtidig en magtdemonstration på hans stadigt brandvarme barytonstemme .

Efter nummeret afgiver han et af mange ulveagtige hyl, som leder os dybere ind i hans mangfoldige sjæl med Leonard Cohen-coveret: “Tower of Song”. Han leverer det meste af hymnen med lukkede øjne og synger igen klokkerent!

Som optakt til landeplagen “I'll Never Fall in Love Again” fortæller han os om livet som Voice UK-dommer og det pudsige møde med en ung deltager, hvis far engang skrev denne sang til Tom. Ak ja, det er en lille og forunderlig verden, vi lever i.

Han demonstrerer gang på gang, at hvor den noget yngre Madonna med sin kluntede optræden ved Eurovision Song Contest for nylig nok skulle have trukket pensionskortet for længst, så er han stadig cool, ren i stemmen og ejer scenen og sit publikum.

Således får han enkelte blandt publikum til at vifte med røde trusser til “You Can Leave Your Hat On”, og diskobraget “If I Only Knew” vælter alle omkuld på plænen. Manden er en ældre herre, men dette nummer gør ham pludselig 25 år yngre og mere kæk end nogensinde.

Og kækheden fortsætter i særligt et af de TRE ekstranumre.

Hvem husker ikke badekarsscenen i Pretty Woman, hvor søde Julia Roberts fik os alle i knæ med sit kælne bud på den klassiske Prince-sang “Kiss”. Her kl 23.30 bliver jeg omvendt atter engang og sværger nu igen evigt troskab til Toms forførende “Think I better dance now” og de stadigt velfungerende hofte-moves. "Kiss" var måske det største højdepunkt på plænen, og jeg begynder efterhånden at løbe tør for passende surperlativer...

Et sidste ord fra det smukke Tivoli skal falde på hans gåsehudsfremkaldende version af “What a Wonderful World”.

Folk er mætte, har lige fortæret et stykke historie i verdensklasse, og så føles det virkelig som at være i en vidunderlig verden lige nu.

Han slutter af med ordene: “Jeg elsker at være her, og I ringer bare, så kommer vi igen. Vi elsker det her sted”.

30 minutter senere, i en af togets kupéer, er flere af hans fans samlet ved siden af mig, og de forsikrer mig om, at det havde været magisk og intimt og absolut ikke sidste gang, de skulle opleve legenden. Koncerten var skruet ned i tempo, men i en mere og mere hektisk hverdag, så var det måske ligefrem befriende at nyde historieturen i slow-down tempo.

Kære GAFFA-læsere, jeg kan på det varmeste anbefale Sir Tom Jones. Han er en levende legende, synger stadig som en drøm og er still going strong.

Fredag er blevet til lørdag, min Toms Festival er tømt, men mit hjerte er fyldt med kærlighed til dette musikalske geni, Sir Tom Jones.

Må han “Run on for a long time”…


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA