Et skud poplykke lige midt i solar plexus

Alphabeat, Scandinavian Congress Center, Aarhus

Et skud poplykke lige midt i solar plexus

Anmeldt af Josephine Andersen | GAFFA

Ét band, seks mennesker og en pokkers lang pause. Den danske pop-sekstet Alphabeat valgte i 2013 at trække band-stikket og for en stund lægge tambourinen på hylden. Luften var gået af den festballon, som Troels, Rasmus, Stine og Anders x tre i fællesskab havde pustet op over en årrække. Heldigvis har the fantastic six igen fået vejret, og de har fundet sammen i en velkendt eksplosion af smittende, glade popsange og et nyt album med titlen Don’t Know What’s Cool Anymore.

Genforeningen fejres med to arenakoncerter, som er et helt nyt format for de ellers garvede musikere, men som må siges at være et helt passende sted til aftenens koncert. På slaget 21.00 begynder publikums taktfaste klap at give genlyd, og få sekunder efter bliver lyset slukket, så koncerten kan begynde.

For nylig udgav DR en mini-dokumentarserie om bandet fra Silkeborg, og det er små lydbidder fra seriens trailer, der fungerer som underlægning til bandets entré, inden de kaster sig ud i at spille seneste single fra den nye plade, ”Sing a Song”, der på tre minutter gennemgår Alphabeats musikalske færd fra ukendt gymnasieband til arenaspillende popstjerner. Og det er i sandhed sidstnævnte, der har fundet vej til scenen i Aarhus Congres Center.

Gensidig gensynsglæde

Selvom det ikke er mange måneder siden, at Alphabeat spillede Danmark tynd som en del af Grøn-karavanen, er det alligevel første gang i flere år, at de for alvor står på egne koncert-ben på dansk grund. Det tager dem dog ikke mange minutter at finde fodfæste på den aarhusianske scene, og hvad der end måtte have været af nerver og baskende sommerfugle i maven, virker de til at forsvinde som dug fra solen i det øjeblik, musikken begynder at spille.

Alphabeat er kommet for at holde en fest, og publikum er i den grad også kommet for at feste med. Den gensidige gensynsglæde er stor, og forbindelsen mellem de seks på scenen og de flere tusinde i salen er elektrisk. Med numre som ”Boyfriend” i UK-version, ”Vacation” og det klassiske Alphabeat-livenummer ”Touch Me Touching You” er festballonen igen pustet op, og det er ikke kun Anders SG og Stine Bramsen, der holder publikum i et fast greb. Rasmus, Anders R, Troels og i særdeleshed Anders B gør også deres for at bidrage til festen til trods for deres mere fastlåste positioner.

Men selv gode fester kan bruge en sjæler, og efter at have kørt høj puls og instrumenter på max volumen trækker alle seks medlemmer frem forrest på scenen til et mindre akustisk setup – et nyt tiltag i Alphabeat-regi. Her spiller de nummeret ”I’d Rather Die”, der egentlig er en ret deprimerende sang om jordens tilstand pakket ind i en let popmelodi, inden de fortsætter over i kæmpehittet ”10.000 Nights of Thunder”. Alphabeat er ikke just synonym med akustiske kompositioner, men det klæder virkelig musikken at skrælle nogle lag af, og for en ganske erfaren Alphabeatkoncertgænger er det fedt at opleve, at den ellers vante live-skabelon også kan skæres til og strammes op og give stampublikummet en ny musikalsk og anderledes oplevelse.

”So we made computer music, people were like: what’s up with that?”

45 minutter er gået, da scenen går i sort, og størstedelen af bandet forlader scenen. Herefter tænder et laserlys, der i takt til Rasmus’ tangentspil danner grønne mønstre på bagvæggen, inden frontpersonerne igen vender tilbage iført nye, blanke, blå outfits. ”Er I klar til at tage med på disko?” spørger Anders SG retorisk, inden den nedbarberede klaverintro til ”Always Up With You” brager ud og trækker publikum med tilbage til Alphabeat a la Londons elektroniske lyd.

Efter at gruppen har splittet scenen til atomer og smidt med nogle tambouriner, banker computermusikkens diametrale modsætning på i form af det lokale gospelkor Joyful Voices, der skal assistere gruppen på et par at numrene fra den nye plade. Et fint input, hvor man dog med fordel kunne have mikset lyden lidt mere op, så man bedre kunne høre koret.

Herefter går turen fra country tilbage til klubben, hvor der bliver maxet helt ud på partyknapperne og kørt i stilling til den store finale. ”The Spell” får lov at afslutte aftenens sæt, inden de obligatoriske ekstranumre, og mens den mest mobile del af bandet stormer rundt på scenen med instrumenter og ledninger hængende efter sig, skråler publikum med på teksterne og lukker koncerten ned med samme brag, som den startede med.

Hver Alphabeatkoncert er en energiudladning ud over det sædvanlige, og i løbet af knap 90 minutter kommer bandet rundt om samtlige numre fra det nye album plus en masse hits fra bagkataloget. Der var sparet lidt på sangene fra Express Non-Stop-albummet, men ellers er der ikke meget at sætte en finger på. Højt humør, brede smil, konfetti i håret og ømme dansefødder. En aften med Alphabeat er et skud af poplykke lige midt i solar plexus.

Anmeldelsen af opvarmningen Patina følger nedenfor

Sætliste

Sing a Song

Back of My Bike

Boyfriend (UK version)

I Don’t Know What’s Cool Anymore

Vacation

Fantastic 6

Goldmine

Touch Me Touching You

I’d Rather Die

10.000 Nights of Thunder

Always Up With You

Heat Wave

Sometimes

The Answer

DJ

The Spell

Ekstranumre:

Now You Know (første vers)

Fascination

Shadows

PATINA **** (se galleri fra koncerten her)

Før aftenens hovednavn gik på scenen, stod den fynske indiepoptrio PATINA for opvarmning af det feststemte publikum. Bandet var et af tre, der tidligere i år vandt Karrierekanon 2019, og med det diplom i rygsækken er de klar til at bryde igennem på den danske musikscene.

I PATINA tager de begrebet samspil til et helt nyt niveau. Her skiftes bandets tre medlemmer nemlig til at stå i front, mens de to øvrige spiller trommer og perkussion. En rotationsteknik, man nærmest kun ser magen til på en volleybane. Ud over bandets tre originale medlemmer, Gregers, Mads og Søren, har de også fire dygtige herrer med til at fuldende lydbilledet på instrumentalsiden.

Med dansetrin som Alphabeats Anders SG og en intensitet som Niels Brandt fra Minds of 99 møder PATINA publikum i et ventetidsvakuum og suger dem til sig med deres velkomponerede, dansksprogede tracks. Det er kantet, det er lyrisk, og det er dragende på en lidt intimiderende måde, som kalder på mere end den håndfuld sange, de når igennem på deres 25 minutter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA