x
John Cale: Train, Århus

John Cale, Train, Århus

John Cale: Train, Århus

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

Noget tyder på, at den aldrende og legendariske John Cale har fået sin anden ungdom. Med et kuld af nye unge musikere besteg han scenen som en anden drengerøv på det godt halvfyldte Train og plantede en gang beskidt rock'n'roll lige i synet på det dedikerede publikum. Overraskende åbnede Cale koncerten med 40-års jubilaren, Velvet Undergrounds udødelige Venus In Furs. Cales bratsch skar som syl gennem salen og efterlod hypnotiske dønninger med en lidt skrattende lyd, der senere blev tilpasset til noget nær det perfekte.

Hovedvægten af aftenens materiale var lagt på det fremragende Black Acetate fra i fjor, et album, der har ført Cale tilbage i vital front som en af rockens enere. Noget, som hans gamle bandkollega, sure Lou kunne lære lidt af. Men inden da skulle vi lige have en infernalsk udgave af Helen Of Troy, hvor guitarist Dustin Boyer brillerede med nogle spiralagtige guitarvignetter, mens de elektroniske inputs gav Velvet-klassikeren Femme Fatale nyt liv.

Herefter sprang fitness-fanatikeren Cale til keyboardet og slog tonerne an til den elektroniske Hush, som med sine repeterende rytmeanslag gav trommeslager Michael Moore (ja, det hedder han!) lov til at lufte sine bastante trommehug. På Outta The Bag var Cale tilbage på den elektriske spade, og sammenspillet mellem ham og Dustin Boyer flød tungt og veldrejet.

Aftenens to ballader, de semiakustiske Set Me Free og Cable Houge, blev spillet med følsom akkuratesse, hvor Cale fik vist, at hans let nasale stemme besidder en inderlighed, hvor ordet nærvær får en ny betydning.

Herefter var det slut med intim hygge, og resten af koncerten udviklede sig til et sand inferno af sprudlende tung garagerock. Guts, Jumbo og Sold Motel blev leveret med en spilleglæde og et oplagt band, der forstod at følge mesteren til mindste detalje. Cale-klassikeren Pablo Picasso blev omtransformeret til noget nær heavyrock. De store guitar-rifforamaer blev kørt tonstungt ud over scenekanten. Hos John Cale er der ikke noget, der hedder begrænsninger, kun muligheder. Dem fik han vist en del af den varme sommeraften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA