x
Cher og Christina Aguilera: Burlesque

Cher og Christina Aguilera
Burlesque

Cher og Christina Aguilera: Burlesque

GAFFA

Film /
Udgivelse D. 25.12.2010
Anmeldt af
Maria Therese Seefeldt Stæhr

Historien er kendt: ung pige med trivielt liv i provinsen drømmer om det frie, glamourøse liv i storbyen. Siger op på den lokale bar, rejser til Hollywood med sine uanede mængder af talent. Finder drømmeklubben, starter som bartender – ender som showets stjerne. Og så er de obligatoriske kærlighedsintriger ikke engang talt med.

Alt andet end en musical
"Burlesque" er ingen undtagelse. Det umiddelbart dragende ved denne film er derfor hovedrolleindehaverne – divaerne Cher og Christina Aguilera. Chers rolle er den almoderlige og strenge leder af klubben Burlesque, hvor pigerne er letpåklædte, musikken swinger og de lumre undertoner er til at tage og føle på. Aguilera spiller den unge Ali, som ved første øjekast drages af Tess' (Chers) klub.

Desværre viser det sig meget hurtigt at blive en skuffelse. Midt i blandingen mellem Coyote Ugly og Moulin Rouge strander "Burlesque" på en kedelig, tør plet i intetheden. Der hvor man ville ønske at replikkerne ikke var med, og at sangene var længere. Der hvor de manglende filmiske effekter er afløst af underlig klipning og sløret filter.

Skuespil? Nej tak. Syng!
Når historien ikke har mere at byde på end den har, så bliver skuespillet nødt til at bære den hjem – og det er hverken Aguilera eller Cher i stand til. Hvor gerne man end vil det. Det tåkrummende skuespil giver lyst til at give op og slukke, og især den første halvdel af filmen er tung. Men så sætter de musikken ind. Ali entrerer scenen, og så sker der noget. Endelig!

For lige så lidt som de to divaer kan bære skuespillet hjem, lige så stærke er de, når de er i deres rette element. Når Aguilera danser og synger, så lever hun. Der er hun i sandhed hjemme, og det er en udsøgt fornøjelse at se og høre på. Chers to sange er ligeledes det bedste hun præsterer i filmen, og efter at have ærgret sig over, at det ikke er en reel musical, men en uheldig musikfilm, er det stående spørgsmål: hvorfor blev de ikke bare ved en række musikvideoer?

Musikken giver filmen tiltrængt energi

Soundtracket vinder nemlig ved gennemlytninger. Det er kort og varieret, men alligevel inden for genren. Det er swing og showmusik tilsat et par ballader – præcis som det skal være på en klub, der lever af at parodiere livet gennem den forførende dans og de pirrende dansemus. Men hvor soundtracket vinder ved gentagelse er det desværre det modsatte for ophavet – filmen er et fejlskud. Og det er også det mønster der synes at tegne sig, hvis man kigger på filmens forskellige nomineringer pt.

Det virker som om Cher og Aguilera trængte til en runde pr, og selvom rygtet siger, at dårlig pr er bedre end ingen pr, så er det alligevel en underlig følelse der sidder i kroppen, efter filmen er færdig. Er det Chers forsøg på et comeback? Og skal Aguilera absolut give sig i kast med skuespil? Der er ingen tvivl om, at det er et sjovt match at sætte disse to sangere op over for hinanden. Det kunne også være interessant at høre dem fortolke hinandens sange eller på anden måde samarbejde. Så meget giver filmen da én med hjem. Det er bare en skam, at det handler om det der ikke er, i stedet for det der reelt er.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA