x

Fatboy Slim
Big Beach Boutique 5 - The Cinema Dance Party, Cinemateket

Fatboy Slim: Big Beach Boutique 5 - The Cinema Dance Party, Cinemateket

GAFFA

Film /
Udgivelse D. 31.08.2012
Anmeldt af
Simon Nathanael

De famøse strandfester i Fatboy Slims hjemby, Brighton, har tiltrukket sig enorm opmærksomhed siden 2002. Strandfesten, som går under navnet "Big Beach Boutique", blev eksporteret til bl.a. Brasilien og tiltrak her over 360.000 mennesker. Den femte fest i Big Beach-rækken er netop blevet afholdt, men har nu skiftet lokation til Brightons nybyggede Amex Stadium, hvor to dages dance-fest med Fatboy Slim bag styrpinden blev optaget på video. Idéen var at sende koncerten på samme dag i biografsale verden over for at skabe stadion-fest version 2.0: the cinema dance party. Mens det siger sig selv, at en udskiftning af frisk (hav)luft med tør aircondition-atmosfære aldrig vil give den samme følelse som at være der, var det egentlige spørgsmål, om det overhovedet ville være muligt at formidle et regulært rave via et lærred til en flok siddende basnørder.

Hyperventilerende hits

Kameraerne flyver rundt blandt storsmilende, solbrilleklædte briter med rowdy attitude. På podiet står Fatboy Slim, alias Norman Cook, og danser i Hawaii-skjorte og bare tæer bag sin dj-pult. Neon-farvede projektioner kastes mod publikum fra tre enorme skærme bag ham, mens hyperventilerende versioner af Basement Jaxx' "Where's Your Head At", 2Pacs "California Love" og Cee Lo Greens "Fuck You" svøbes i bulderet fra skrigende synthesizere og evigt pumpende bundfrekvenser fra Cooks egne produktioner. Tracks og hooklines mixes ind og ud af hinanden i et hæsblæsende tempo og matches med visuals, der dog tangerer et overforbrug af begreberne "party", "bitch" og "put your hands up", som et utal af gange staves i store blokbogstaver på skærmene uden nogen form for kontekstuel reference.

Vis det uden at sige det

Fatboy Slim mixer godt, men skyder efter laveste fællesnævner. For der er rigtignok party på plakaten, men den gode gamle formidlings-parole, "show it, don't say it", kunne have bragt festen ind i biografsalen via følelsesmæssige skildringer af at være til stede frem for den tavse observatør i fugleperspektiv – specielt når den primære målgruppe sidder i en blød stol og spiser popcorn (og, indrømmet, drikker gin-tonics). Hvad var vores rolle? De dance-fester, jeg har været til, har i hvert fald haft minimum ét lag mere end bare bas og bitch; knap så meget "say it" og lidt mere "show it".

Tyskerfod par excellence

Musikken fortsætter i samme gear koncerten igennem, og den umiddelbare optur over den hårdtpumpende tyskerfod par excellence, en enkelt topløs dansepige og paraden af omkvæds-linjer fra 90'erne, dør hurtigt ud. Tag bassen ud, sæt bassen ind og krydr med sporadiske støjflader a la dampventil og "Intergalatic Planetary"-agtige hooks er helt sikkert en mulig opskrift på at hive et stadion op af stolen, men desværre ikke biografgængeren op af sædet. Filmens bedste egenskab består i visningen af Norman Cook som en medsyngende, evigt ansigtsskærende, danseglad, ædru og teknisk dygtig entertainer, hvis produkt desværre ikke spillede op til sit musikalske potentiale.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA