x
Simple Minds: Train, Aarhus

Simple Minds, Train, Aarhus

Simple Minds: Train, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Jim Kerr ligner mere din flinke, lidt generte nabo end en rockstjerne. Men når først musikken spiller, er han i dén grad til stede. Det ene øjeblik svinger han mikrofonen som en lasso, klapper med hænderne over hovedet eller peger ud mod publikum.

Det næste øjeblik sætter skotten sig zen-agtigt på hug og spejder ud over publikum, mens han skygger med hånden for det rampelys, der især skinnede på bandet i firserne.

Dengang gik Simple Minds fra new wave til bredere pensler og fyldte det ene stadion efter det andet. Nu fylder bandet klubber som Train, og det fungerede glimrende tirsdag aften.

Det blev en aften med masser af nerve og nærvær, som det skotske fodboldlandshold på en god dag hjemme i Glasgow. Med Jim Kerr og guitaristen Charlie Burchill i storform, efter alle de år. Og med store hits og et par overraskelser i ærmet.

Akustisk guitar og vampede kvinder

Det seneste album har ikke den blærede titel "Big Music" for ingenting, for skotterne kører på den høje klinge. Dog ikke på "American" og "Home" som overrumplede os med tre akustiske guitarer, helt modsat den sædvanlige store lyd.

Overrumplet blev vi også af to talentfulde og vampede sangerinder, Sarah Brown og Catherine A.D. som var både iøre- og iøjnefaldende. De fik masser af plads til at stråle, og vi kommer til at høre meget mere til dem begge.

Kerr og Burchill er gruppens eneste oprindelige medlemmer, og det seneste store hit ligger et par årtier tilbage. Men de nye sange og de nye medlemmer går problemfrit hånd i hånd med de gamle. Især "Honest Town" fik publikum med i samme grad som de store hits. 

En ny gylden drøm

Men det var først og fremmest klassikerne, der trak stikket hjem. Først en drømmende "New Gold Dream (81-82-83-84)". Siden en tordnende "Waterfront", pophittet "(Don't You) Forget About Me" med flere muskler end normalt og "Someone Somewhere, In Summertime", smuk som dengang.

Tirsdag aften var de vitale og skinnende, som var de skrevet i går. Der var engang, hvor Simple Minds fyldte fodboldstadions og af anmeldere blev stemplet som et "fattigmands-U2".

Men Simple Minds er (tilbage) på sporet, mens det engang så mesterlige U2's trabant er kørt i grøften. 

Tilbage til fremtiden

Sidst bandet var på Train, fik vi fem sange fra hver af de fem første album, hvilket udelod en stribe af de største hits. Det var en fornøjelse. Og Jim Kerr har i interviews erkendt, at bandet i 90'erne mistede gnisten, men fandt lys for enden af tunnelen ved at vende rundt og turnere med sine ældste sange.

Gnisten er der nu. Efter en fin udgave af The Doors' "Riders On A Storm" lukkede festen med "Alive And Kicking", og det er en præcis beskrivelse af Simple Minds anno 2015.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA