x
The Wombats: Posten, Odense

The Wombats, Posten, Odense

The Wombats: Posten, Odense

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

The Wombats er indierockere, danserockere og festrockere, og det lykkedes dem at rocke Posten i Odense i en sådan grad, at det halve kunne være nok. Matthew Murphy, Dan Haggis og Tord Øverland Knudsen havde medbragt en ordentlig håndfuld af numre fra albummet Glitterbug, der kommer lige om hjørnet i starten af april. For at understøtte de nye satsninger i det elektroniske og i det poppede, havde wombatterne også en lige så ordentlig håndfuld af de gode gamle medrivende indiepunk-melodier.

Det hele begyndte med singlen fra 2013 "Your Body Is a Weapon", der havde lige den energi, der er passende for et godt åbningsnummer. Det blev dog klart fra begyndelsen, at Murphys vokal ikke helt kunne ramme det niveau, som musikken indbød til. Med "Jump Into the Fog" blev det tydeligt, at salen var fyldt med rigtige Wombats-fans, der måske helst havde set og hørt bandet spille de go'e gamle. Allerede ved tredje nummer var trioens leg med instrumenter så veludført, at Murphys haltende vokal blev glemt i en mur af støj fulgt af stroboskoplys og en majestætisk fremførsel af "Moving to New York".

Herfra blev udtrykket noget ujævnt som resultat af alle de nye sange, der flere gange stod i klodset kontrast til nogle af de mere organiske sange fra debutalbummet og This Modern Glitch. Nyere numre som "Greek Tragedy" og især "Be Your Shadow" lød næsten, som var de fra et andet band. "Be Your Shadow" både i tekst og musik var lige nøjagtig så poppet, som The Wombats kunne tillade sig og mere til, når man tænker på, at den i sættet kom lige efter "Party in a Forest (Where's Laura?)", der ikke ligefrem emmede af synth.

Fra New York til Tokyo

Sidste del af det relativt korte sæt hævede niveauet for en allerede glimrende koncert ved blandt andet at demonstrere, at Glitterbug-albummet har mere at byde på end forudsigelige elektroniske tilføjelser. Sangen "The English Summer" var et højdepunkt som "Moving to New York" ved at lade sang og musik mødes nær perfekt i vild dansabel godhed. Efter den massive energiudladning, der fik en varm modtagelse fra koncertgængerne, var det passende med wombatternes svar på en sjæler i "Litte Miss Pipedream". Her blev det for alvor tydeligt, at den norsk fødte trommeslager Tord Øverland Knudsen ikke bare kune betvinge en mundharmonika, men formentlig også bar en stor del af koncertens success på sine skuldre.

Som intro til "Kill the Director" fik vi nogle intervaller af hastige akkorder med pauserne fyldt ud af publikums tilråb og Haggis' og Murhpys tørre, men vittigt improviserede spyt i mikrofonen. Det blev klart, at bandet kendte deres stærke kort i live-sammenhæng og udnyttede det med oppustede introer. Fra "Kill the Director" stak festen af, og energien truede med at ødelægge den velspillede musik under det forhåbentligt kommende hit "Give Me A Try" og den velkendte "Tokyo (Vampires & Wolves)". Festen ville ingen ende tage, så bandet fandt hurtig tilbage til instrumenterne for at spille "Emoticons".

Der var en stemning af enestående live-oplevelse på Posten, og forsanger Matthew Murphys allerede tyngdekraftstrodsende hår lod til at sitre endnu mere nu som et amerikansk flag på månens overflade. Det var måske, fordi bandet havde besluttet sig for at opfylde et publikumsønske om at spille "My First Wedding", en sang som trioen eftertrykkeligt ikke havde spillet i noget nær to år. Efter den glædelige og iøvrigt vellykkede overraskelse og en uundgåelig "Let's Dance to Joy Division" fik koncerten sig et nøk op til 11 med bandet i musikalsk anarki og et riff forløst af skrål a la Blurs "Song 2". The Wombats har virkelig mestret den selvironiske dansevenlige tilgang til rockmusik.        

 

Opvarmning: Johann ****

Til aftenens opvarmningskoncert var Johanns band forhindret i at deltage, så vi fik kun Johann selv med guitar og trommeslager Emil Timmermann med korsang og tambourin. Heldigvis havde Johann også taget sin formidable sangstemme med og på sange som titelnummeret fra debutpladen Ruffled Feathers og "Believer"kunne sangeren virkelig brillere. Indimellem kunne man høre lidt Art Garfunkel, men for det meste var britpop-inspirationen tydelig. Der var bare for meget snak for en opvarmningskoncert, for meget udlovning af øl til en publikummer, der kunne gætte det ene eller det andet og for meget fortælling som opvarmning til et feststemt publikum. I sidste ende vil Johann kunne levere en helt sublim live-oplevelse, hvis han fik tiden og muligvis også hele bandet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA