Koncertaktuelle Muse: Teknologi har gjort os til dræbermaskiner

Koncertaktuelle Muse: Teknologi har gjort os til dræbermaskiner

I anledning af de to Muse-koncerter i Forum 8. og 9. juni (der er i skrivende stund få billetter til begge koncerter på Ticketmaster.dk) bringer vi her GAFFAs store interview med Muse fra juni 2015, da de udgav deres hidtil seneste album, "Drones":

Chefideolog Matt Bellamy har nok aldrig sigtet højere og mere ambitiøst end på aktuelle Drones. En nutidig dystopi af et koncept-album, hvor teknologien er blevet frygtindgydende selvkørende og individet reduceret til hjernevasket dræberrobot. Håbet ligger i at appellere til personlig empati og ud fra den individuelle erkendelsesproces stimulere til kollektiv handling og forandring.

Det fysiske scenarie står i skærende kontrast til indholdet af samtalen. Bellamy er ikke just lalleglad optimist i forhold til klodens videre færd, men ikke desto mindre en utroligt rar og lynende skarp fyr. Trods de ildevarslende ord er smilene store.

Trods ærkebritisk status og natur brændte Bellamy varm på den amerikanske skuespiller Kate Hudson. Sammen fik de tre og et halvt år og en søn, men før jul var det officielt slut med de to, men Bellamys kærlighed til Los Angeles er tilsyneladende intakt. Vi befinder os udendørs på et luksushotel ved Santa Monica ved siden af poolen. Samme sted som GAFFA også har fået vendt Muse og verdensherredømmet med trommeslager Dom en halv time før. Blændende solskin, smukt og roligt – sådan cirka 100 meter fra Stillehavet, som der er frit udsyn til.

 

Teknologiens programmerede dæmoni

Drones er mega-ambitiøst, vi taler jo Muse, og der er ikke på nogen måde skruet ned for hanerne. En dystopi, en personlig rejse ind i fremmedgørelsens jernklør. Teknologiens ubegribelige styrke og dynamik, som selve motoren i menneskets fremmedgørelse. Uddannede dræbermaskiner på alle fronter; islamister, kristne ekstremister, skruppel- og samvittighedsløse forretningsmænd, militærmaskiner, fortsæt selv listen. I Bellamys optik pre-indstillet til at dræbe, systematisk frataget empati. Effektive til perfektion, men uden egentlig at vide – i hvert fald føle og mærke – hvad der er deres sag. Hovedpersonen på Drones gennemgår et vanvittigt, mareridtsagtigt forløb, og albummet ender med titelnummeret. Drones, her i skikkelse af kirkelig vokalmusik, en spirituel, religiøs hymne, hvor ordene kredser om det ansigtsløse, der er programmet til at dræbe, destruere. Droner, der uden håndgribelig menneskelig handling og beslutning potentielt kan destruere kloden og alt liv på samme.

 

Mere spade

Musikalsk er der skruet op for guitaren. Trods klassisk Muse-sansebombardement er kernen bas, guitar og trommer, rigeligt bygget ud med alt godt fra musikhistorien. Den britiske paradekomponist Elgar, og som så ofte med Muse ren Freddie Mercury og Queen tilsat verdensrevolution. Robert "Mutt" Lange er for første gang i mange år hevet ud af sit musikalske eksil i Schweiz. Når man har produceret album som Highway to Hell, Back in Blackog Come On Over med Shania Twain, er det ikke ligefrem lommesmerter, man lider af. Så der skal udfordringer og innovationer til, for at det trækker.

 

Al tings forgængelighed

På sidste album 2nd Law brugte Bellamy den anden termodynamiske lov om altings forgængelighed som ramme. Altså uanset hvad vi gør, hvad vi bygger, skaber, så vil det uomgængeligt forsvinde og forgå. Vi ophører med at eksistere. Bellamy udlagde det på følgende vis for GAFFA i 2012.

– Albummets titel refererer til den anden termodynamiske lov. En trist lov, der forudsiger, at universet er i færd med at uddø. Jeg har altid været interesseret i at finde sandheden bag nogle af de problemer, vi har. Både individuelt som mennesker og på verdensplan i det hele taget. Og det virker som om, de videnskabelige love går imod os. Vi mennesker og evolutionen i det hele taget kæmper imod denne uundgåelige konsekvens. Ganske anarkistisk og ret interessant. Du kan sige, at hele albummet kredser om denne kamp. Kampen mod denne uomgængelige konsekvens.

Et album med stærk vægt på bank- og finanssektorens store ansvar for finanskrisen og deraf følgende globale krise, konflikter og ustabilitet.

 Det, der fik mig særligt interesseret i dette emne, var, at jeg ønskede at skrive noget omkring den globale økonomiske situation, som har udspillet sig de seneste par år, hvilket en sang som The 2nd Law: Unsustainable handler om. Den handler om naturens lovmæssigheder, og om at hver gang, der hersker en situation, hvor økonomien er baseret på uendelig vækst, er den dømt til at fejle. Når jeg ser nyheder, synes jeg altid, det er paradoksalt, at fokus er besat omkring vækst, og så snart det ikke er tilfældet, er der tale om depression.

– Det er efter min mening et dybt vildledende paradigme. Jeg mener, at det vi i verden i dag burde hylde er bæredygtighed – ikke vækst. Sangen Animals, der også kredser om den økonomiske situation, fik mig til at sætte mig ind i problematikker omkring forholdet mellem befolkning, energi-afhængighed og begrænsende ressourcer, hvilket fik mig til at læse om "den anden lov".

 

Ånden fra JFK

Drones er i den forstand en naturlig forlængelse. Udsynet er ikke blevet mindre dystert, men nærmere perspektiveret i forhold til de mange håndgribelige krige og konflikter i verden, der har eskaleret de senere år, og som i Bellamys optik ikke mindst udspringer af en art moralsk, ideologisk forfald, forårsaget af systematisk vildledning. Blandt andet illustreret i forhold til et længere tale-sample fra John F. Kennedy, da Cuba-krisen var millimeter fra at kickstarte Tredje Verdenskrig.

– Det er en meddelelse fra JFK til den amerikanske presse fra de tidligere koldkrigs-dage, 1961-62, rettet mod kommunismens angivelige farer. Klippet er helt og aldeles uredigeret, og det, som jeg synes er interessant, er, at ordene virker meget relevante i dag. I talen nævner han hverken Sovjetunionen eller kommunismen, han opremser bare alle de farer, som truer med at overtage vores individuelle frihed. Det er en tale i forhold til at forsvare de amerikanske idealer og værdier. Hvad der så foregår i praksis, er en helt anden snak, men de grundlæggende idéer kan jeg tilslutte mig. Menneskerettigheder er altid noget, som skal forsvares og styrkes, og jeg synes, det er mærkeligt at leve i en tid, hvor mennesker til en vis grad har mistet deres individualitet og frihed, særligt i det sidste årti. Det er et af de grundlæggende budskaber på Drones.

Hvordan vil du begrunde det?

– Vi lever i en tid, hvor virksomheder og selskaber er ekstremt store og stærke. Ofte stærkere end regeringer og lande.

Som i Sydamerika?

– Ja, præcis, det er bare et af mange områder. Det er næsten som om, det er den samme situation, som USA stod over med Sovjet-kommunismen, nu er det forretningsverdenen og banksystemet, som er blevet et bureaukratisk monster. En størrelse, der er utrolig magtfuld og har enorm indflydelse på almindelige menneskers liv, herunder ikke at passe ordentligt på kloden. Hovedpersonen på albummet er en person, der mister håbet og giver op over for sig selv, og når du giver op over for dig selv, er det meget let for at andre at få indflydelse og endda kontrol over dig.

 

Fra finanskrise til hjernevask

Omkring 2nd law, var det primært finanskrisen, du adresserede. Denne gang hedder pladen Drones, og interessant nok ender pladen på en art kristen vokal kirkemusik, en slags salme. Skal det ses i forhold til de enorme konflikter, verden oplever i religionens navn i dag. Islamisk stat, kristne ekstremister. Er det sådan, du ser kernen i den globale udvikling over de seneste tre år, illustreret ved at gå fra The2nd Law 2012 til Drones 2015.

– Jeg vil sige, at når mennesker er udsat for forskellige former for traumer, bliver de meget modtagelige over for mange ting. Og det er et grundlæggende tema på pladen. Det er en overhængende fare for, at andre tager kontrol over dit liv, i takt med at du selv mister den. Her kommer hjernevask ind i billedet. Det kan være regeringspropaganda, det kan være religion. Jeg mener, vi lever i en tidsalder, hvor folk taber sig selv, taber sig selv til noget andet eller til andres ideologi. Det kan ses fra et religiøst synspunkt, eller et virksomhedsmæssigt, militærstrategisk eller via tv-propaganda.

Hvad er dit budskab så?

– I denne sammenhæng er det vigtigheden af at fastholde kontrollen over dit eget liv, styrke uafhængig tænkning, det er utrolig vigtigt i dag, da der er så mange forskellige instanser, som målrettet forsøger at tage kontrollen over dig.

 

Hvem dræber hvem – og hvorfor?

Hvis du ser på islamister og andre religiøse fanatikere, og den måde de bruger religion på i dag. Hvilken fare ser du, de udgør globalt?

– Det skræmmende er, at du her i Vesten for eksempel har amerikanske marinesoldater, hvor deres hjerner og sind fra en meget tidlig alder er trænet til at dræbe for en sag, de ikke nødvendigvis forstår. Og det samme sker med religiøse fanatikere. Her er unge mænd indfanget på et tidligt tidspunkt, hvor de er meget nemme at påvirke. Begge parter bliver fyldt med information om, hvordan de dræber hinanden, og trænet til samme. Og det gør de så. 

Hvad kan man så gøre?

– Der er grundlæggende to måder. Du kan enten forsøge at bekæmpe regeringer og religiøse ledere, eller du kan forsøge at få folk til at vågne op. Sige til mennesker: "Du behøver ikke at leve på denne måde. Vær sikker på, at det, du gør er af din egen frie vilje, og at det er din egen tankegang."

Så Drones er form for wake up call?

– Ja, ja, helt sikkert, og adresseret til alle mennesker. Det kan være til en som er fanget i Scientology, det kan være en som bundet til en ekstrem religiøs gruppe, eller personer i militæret, som begynder at tvivle på, hvad der sker. Der, hvor revolution eller forandring kan ske i min optik, er steder, hvor folk begynder at gå fra at agere som robotter til at tænke selvstændigt og sige: "det her vil jeg ikke længere".

 

Aktiv handling

Visse former for kunst har givet navn til begreber, som er blevet nærmest politiske begreber. At noget er "kafkask", indikerer formålsløs bureaukrati, taget fra Franz Kafkas Processen fra 1925, og "Big Brother" fra George Orwels 1984 er blevet et begreb, der nærmest er synonymt med overvågningssamfundet. Meget rockmusik har været stærkt holdningspræget og har opfordret direkte til aktivisme. Men over tid virker det som om at rockmusikere holder sig fra at anvise forslag til ændringer, til aktivisme.

Måske et spøgelse fra 70'erne, hvor meget musik blev så dogmatisk og agiterende, at det var lige før, der lå indmeldelsesblanketter til specifikke politiske partier i pladernes indercovers. Dengang det var let at skelne mellem de gode og onde. Måske af frygt for at ende som den form for anakronisme har tendensen nærmere været, at kunstnerne har anvist et metaforisk billede på en tilstand snarere end at anvise løsninger og handlingsmodeller. Men Matt Bellamy har større ambitioner end "bare" at tegne et billede.

– Jeg har læst en hel del om hjernevaskmetoder, hvordan man øver stærk indflydelse på andre mennesker, og et grundlæggende princip for, at dette skal lykkes, er forbindelsen til menneskers følelser. Hvis du giver folk en masse informationer, er det langtfra sikkert, de tager det til sig, du skal i kontakt med deres følelser. Musik har altid øvet stor indflydelse på mig, fordi det forankrer sig i følelser. Så svaret på dit spørgsmål er ja. Og jeg prøver at gøre det gennem en emotionel rejse, hvor folk føler noget ved rejsens slutning. Jeg håber at bidrage til en form for styrke og uafhængighed og en tanke for individer om, at de kan ændre ting, hvis de vil.

Hvad er i den sammenhæng forskellen på kunst og politik?

– Kunst har en styrke, fordi det kan få dig til at føle noget, og følelsen kan lede dig til at gøre noget. Det er noget andet end en rationelt opbygget politisk dagsorden.

 

Konceptalbummet før og nu

Der er mange klassiske konceptalbum i rockhistorien, hvor nogle af sværvægterne er The Whos Tommy, Genesis' The Lamb Lies Down On Broadway og Pink Floyds The Wall. Alle fra 70'erne. Et tilbagevendende tema er fremmedgørelse og undertrykkelse. Det samme rumsterer hos Muse i 2015, men hvad er forskellen, hvis man sammenligner Drones med The Wall, der udkom i 1979, i forhold til tidsalderen, konditionerne og udfordringerne. Der er gået 36 år.

– For mig er den primære forskel, at nogle af de mørke kræfter, vi slås mod i dag, stammer direkte fra teknologisk vækst. Teknologien er blevet en form for psykotisk nøgle, der er umulig at kæmpe imod, da der ikke er noget bag den. Tanken om en uafhængig dræbermaskine er blevet meget virkelig.

Droner?

– Ja, droner. Vi er ved at lave en transformation ind til krigsførelse, hvor robotter dræber på baggrund af programmer, ikke menneskelig kontrol. Det kan føre til situationer, hvor vi kan blive dræbt ved uheld, og hvor der er ikke er nogen, vi kan anklage eller beskylde, da det ikke nødvendigvis udspringer af direkte menneskelig handling. De mørke kræfter bag bureaukrati og kontrol bliver forvandlet til teknologi, og det bliver endnu mere skræmmende. Vi kan komme til et punkt, hvor det er umuligt at stoppe. Teknologi er ved at nå et styrkeposition, hvor menneskelig humanisme er blevet udkonkurreretI denne proces bliver menneskelig empati og føleles udvisket på grund af sin ineffektivitet. Jeg ser dette som en reel fare.

– Vi føler alle, at Nazi-Tysklands umenneskelighed er ubegribelig, når vi læser om det og ser gamle filmklip. Og vi stiller spørgsmålet: "Hvordan kunne så mange mennesker agere uden nogen form for menneskelige følelser?" Jeg oplever, at krigsførelse i dag følger den samme rejse, hvor en lang række mennesker tager imod ordrer. Bag ved denne ordre er der ofte en robot, hvor handlinger kan føre til, at et menneske, en familie, en større gruppe, ved et uheld bliver dræbt. Og dette i situationer hvor ingen tager ansvar, hvor folk siger "jeg fulgte bare mine ordrer".

– Den sondring, "vi følger bare ordrer", var det mest skræmmende ved Nazi-Tyskland, og jeg oplever, at vi er i en tilsvarende periode i dag. Så tilbage til spørgsmålet; forskellen er teknologi. Og at denne teknologi giver mennesker redskaber til at gøre ting, som skader andre enormt. For eksempel på det finansielle marked. Du kan foretage ekstreme bevægelser, som er hurtige, effektive og indflydelsesrige og uden menneskelig interaktion. I mange tilfælde er der ingen form for overvejelser overhovedet fra for eksempel firmaer eller karteller over, hvilke konsekvenser disse handlinger kan have for andre mennesker. Det at mennesker mister deres jobs i tusindtal er blevet normen, det er accepteret.

 

Empati er systematisk udvisket

Du mener, at teknologisk udvikling grundlæggende har ændret på vores livsbetingelser og interaktionen mellem mennesker. Her taler vi om grundlæggende forandringer. Du taler om, at empatien er under pres, kan du præcisere det?

– Empati er systematisk blevet udvisket i det 20. århundrede. Får du en pistol i hånden, og siger nogen til dig, at du skal dræbe en person, er din natur ikke at gøre det, men finde en anden løsning. Men hvis jeg giver dig en knap at trykke på, som vil udløse en potentielt dødelig effekt på den anden side af verden, er det meget lettere for dig at gøre det. Din empati er blevet fjernet og distanceret gennem robotter. Så teknologi er en måde, der gør det lettere for folk at agere på mere psykotisk vis. Så i dag er det meget let at agere som en psykopat i business, i krig. Du kan gå på internettet og opkøbe aktier, hvis du har penge nok, som vil ødelægge andres liv, og du kan gøre det i krig. På den måde opfordrer teknologi til psykopatisk adfærd, hvor følelser ansporer til en anden adfærd.

 

Klassiske dyder og toner

Alle disse tanker er illustreret musikalsk. På The Globalist, som nærmest lyder som Muses svar på Bohemian Rhapsody, bliver der eksperimenteret med klassiske variationer. Er det Pomp and Cirumstance du leger lidt med der?

– Du har helt ret – og så alligevel ikke. Det er den samme komponist, Edward Elgar, og det er fra et stykke kaldet Nimrod – Enigma Variations (1898-99, red.) . Mellem dig og mig – nej, det kan jeg ikke rigtigt sige – men oprindeligt ville jeg kalde sangen The British Empire – som symbolet på skabelsen og ødelæggelsen af et kongedømme, en civilisation.

Det er lidt interessant, for kigger du på Elgars musik, bliver den i store dele af verden, som i USA og England, brugt til High School Graduation og lignende. Lidt på samme måde som We Are The Champions bliver spillet, når en sportsklub vinder en pokal. Jeg tænkte, at du måske, bevidst, havde adresseret den til de nyuddannede, altså den næste generation af beslutningstagere, magthavere?

– Ja, noget i den stil, helt sikkert. Jeg valgte den, fordi det britiske kongerige nok har en stor del af skylden for mange af verdens problemer i dag, på grund af den ideologi og det tankegods, der ligger bag den form for imperialisme.

Muse har meget ofte taget livtag med klassisk musik. Hvad er det, den verden kan bidrage med, i forhold til rockmusik i dag?

– Klassisk musik har altid været lidt af en mystisk genre for mig. Jeg har altid haft relativt let ved musik, men mine forældre satte mig aldrig i klassisk træning, så jeg lærte mig musik helt frit. Det første, jeg blev eksponeret for, var blues og rock, men i mine teenageår opdagede jeg klassisk musik, og for mig var det som noget fra en anden verden. Det var noget på et andet niveau af emotionel kapacitet, og rent intellektuelt oplevede jeg det som helt vanvittigt og noget langt ud over min egen rækkevidde. Så det har altid interesseret mig, og da vi startede med Muse, var jeg fascineret af tanken om at inkorporere elementer fra den verden i vores musik.

På samme måde har det filmiske spor fulgt Muse, nu hvor vi er i Los Angeles…

– Filmmusik har også altid inspireret mig, ikke mindst en komponist som Ennio Morricone. Og går jeg længere tilbage, vil jeg fremhæve en klassisk komponist som Franz Liszt og for klaveret Rachmaninov. Det, som vi er mest inspireret af, er overgangen fra det romantiske til det moderne før og efter år 1900. For mig er perioden et peak i den fysiske ende af menneskelig ydeevene. I dag foregår det mere bagved computeren. Jeg er interesseret i den periode, da det var sidste gang, den menneskelige krop var essentiel.

På et personligt plan. Du adresser ekstremt dystre strukturer og problemer i verden, og her sidder vi i de mest luksuriøse omgivelser i L.A. Umiddelbart en kontrast?

– Haha, ja. Men jeg vil gerne adressere måder og muligheder, man kan gøre ting anderledes på. Schweiz er for eksempel imponerende i forhold til at give plads til mere regionalt autonomi og mindre centralisering. Jeg kunne bo der, men L.A. er lidt mere sjov, du ved.

 

Robert "Mutt" Lange"

Robert "Mutt" Lange er ikke kun en af den moderne musikhistories mest legendariske producere, men også en af dem, som har tjent flest penge på de album, han har stået bag. AC/DC fandt ham dengang, de var en flok halvpopulære, fordrukne drengerøve, der turnerede uafladeligt rundt, hvor som helst, og som oftest fandt ud af, at de var bankerot, når de kom hjem. Det ændrede relationen med Mutt Lange radikalt på, og det for begge parter. Lange havde haft en pæn, lille succes med Bob Geldorf og hans Boomtown Rats. AC/DC var egentlig i gang med at indspille med Eddie Kramer, der i sin tid havde en god aktie i Jimi Hendrix' succes. Vi taler 78-79, men Bon Scott og Angus Young ville det anderledes. Under påskud af "fridag" gik de i studiet med Lange, kemien var øjeblikkelig. Det kom der Highway to Hell, Back in Black og For Those About to Rock ud af i løbet af de næste tre-fire år.

Back in Black er, på flere lister, kåret som det næstbedst sælgende album i musikhistorien. Senere solgte de album, han producerede for Def Leppard i afsindige mængder, og Shania Twains Come on Over fra 1997 klæbede sig til de amerikanske hitlister i årevis. Andre kunder i butikken tæller Tina Turner, Foreigner, The Cars, Bryan Adams og The Corrs. Siden han arbejdede med Nickelback i 2008 har den interviewsky kapacitet ikke været til at drive ud af den landlige idyl i Schweiz. Det er nu lykkedes for Muse. Trommeslager Dominic "Dom" Howard fortæller om, hvad denne fætter egentlig er for en fyr.

– Han laver ikke meget; et band eller en artist hvert tiende år, så vi er meget glade for, at vi fik ham ud af Schweiz for en tid og til Vancouver, hvor vi indspillede. Han er meget "hands on" og meget detaljeret. Han er nok den mest musikalske producer, vi nogensinde har arbejdet med. Stor viden om kompositioner, om instrumenter og instrumentering. Han forstår melodi, arrangement og hele spektret. Han kom med input til dele og arrangementer løbende, og så tog vi det op og optog det.

Fik han jer til at arbejde?

– Ja, det kan man roligt sige. Han kan godt lide at få os til at spille meget, det bliver let til 30 takes af en sang. Matt kunne laver 35 forskellige versioner af en guitar-solo. Det er som om, han vil afsøge hvilken som helst tænkelig del af hvert element, for derefter at kunne sætte det hele sammen, som han hører det. Han er meget dedikeret og lidt af en excentriker, der ikke vil udelukke nogen muligheder på forhånd. Han kom til studiet klokken otte hver morgen som den første, og blev der til klokken to om natten. Jeg ved ikke, om han overhovedet fik tid til at komme tilbage til sit hotel. Han er typen, der involverer sig meget dybt.

 

 

Starten og udvalgt bagkatalog

Trods kæmpe, ekstravagante, spektakulære stadion-shows er Muse forblevet en trio, og her taler vi om et venskab, et musikalsk partnerskab, der går langt tilbage. Alle tre er skolekammerater fra lille Teignmouth i Devon, England. Og faktisk var det Dom, der var chefen i starten. Matt var oprindeligt til audition i hans band.

– Ja, det var vel mit band, ha, ha, hvis du vil kalde det det. Jeg sparkede vores guitarist ud, da han ikke havde den fornødne dedikation. Jeg kendte til Matt fra skolen og vidste, han kunne nogle, stærke musikalske ting. Jeg havde hørt ham spille nogle fede klaver-ting på skolen, og jeg vidste, at han var guitarist i et rigtigt dårligt band, så jeg tog fat i ham og spurgte, om ikke han ville prøve at spille med os i stedet. Jeg syntes, vi var meget sejere.

Og helt vildt, du har ikke sparket ham ud endnu.

– Nej, han er der stadig, ha, ha. Men vi klikkede hurtigt, var ambitiøse, øvede hele tiden, begyndte at skrive vores egne ting. Resten af drengene i bandet forsvandt, og så fandt vi Chris, der havde den samme dedikation. Men du kan sige, at vi var meget heldige, for der var ikke nogen andre. Vi kom fra en lille, bitte by, ikke ligefrem London eller L.A., hvor man kan vælge og vrage. Det var bare os tre.

Det, at bandet er grundlagt på baggrund af venskab af folk fra en lille by, betyder det, at I har en længere levetid, end hvis Ï for eksempel havde mødtes i et musikermiljø i en storby?

– Ja, det er helt sikkert. Vi kender hinanden helt grundlæggende godt. Vi taler 21 år i 2015, det betyder, at uanset hvor meget succes eller det modsatte, du måtte have ude i verden, kan vi altid finde tilbage til den samme reference. Vi var og er grundliggende nogle unge drenge fra den samme lille by, det kan vi altid gå tilbage til. Og de bånd binder os stærkt sammen.

Jeg ved at Chris har seks børn med sin kone og har haft et heftigt alkoholmisbrug, men da jeg snakkede med ham for lidt over to år siden, sagde han, at han havde det meget bedre, og gav udtryk for, at I andre to havde været der og støttet ham. Det er sympatisk, at I giver plads, men jeg går ud fra, at alle skal være tændt og på hele tiden, nu hvor det musikalske univers er så ambitiøst, selvom Matt er hovedkomponist?

– Ja, det kan du sige, Mest af alt tror jeg, det er noget, der kommer automatisk, når vi begynder at spille sammen. Vi kender hinanden så godt, så vi bare ved, hvad vi skal spille. Selvfølgelig har vi vores konflikter og sammenstød, men vi er gode til at fastholde det samme mål, selvom vi kan have forskellige veje at nå det på hver især.

 

Om bagkataloget:

Showbiz (1999)

– Vi var unge, hvad lavede vi egentlig? Titelmelodien var en af de første "proggy" sange, vi kom ind i, hvor resten af sangene var mere single-orienterede. Den sang gjorde, at vi følte, vi havde mere dybde og kunne nogle andre ting. En sang, vi stadig godt kunne finde på at spille i dag.

Absolution (2003)

– Vi ændrede os drastisk fra første til andet album, og Absolution var på en måde det endelige produkt i forhold til os som rockband. Det er her, hvor vi har nogle af vores mest heavy ting, for eksempel en sang som Stockholm Syndrome.

Black Holes and Revelations (2006)

– Vi blev mere filmiske på den plade. Knights of Cyndonia lød som soundtrack til en film, hvor hensigten var, at den skulle fungere som et stort maleri, som var det en film. Det samme med et spor som Hoodoo.

The Restistance (2009)

– Uprising er nok vores mest succesfulde nummer nogensinde, som også var stort i ord og lyd. Det var første gang, vi prøvede at producere selv. Vi oplevede en verden af frihed og følelsen af, at vi kunne gøre hvad vi ville. Vi fandt ud af, at vi godt kunne gøre det hele selv, men det har været rigtig fint at få andre på banen senere – som Mutt Lange nu – så vi ikke reproducerer os selv, men får andres synspunkter og ekspertise inkluderet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA