Cornell-interview fra 2016: You never know about Chris

Cornell-interview fra 2016: You never know about Chris

Vi mindes netop afdøde Chris Cornell med dette interview fra 2016

Chris Cornell er ikke gået soft, men har med årene vist, at han kan andet og mere end at brøle igennem og gi' folk guitar-tinnitus. GAFFA mødte det garderhøje grunge-ikon til en snak, der gik i dybden på flere niveauer.

Hej Chris, det er fjerde gang jeg interviewer dig. Første gang var i Seattle i 1999 i forbindelse med dit første soloalbum 'Euphoria Morning', hvor Allain Johannes (Queens of the Stone Age m.m., red.) filmede det hele. Så mødte jeg dig på Audioslaves anden koncert i Europa, (hvor Chris med slet skjult ironi, simulerede gråd og ordene 'oh, It's so sad, I'm so sorry for you' da jeg viste ham det nye GAFFA med Thom Yorke på forsiden) og så i L.A. i forbindelse med noget Audioslave-promotion.

⁃ Ja, ok, jeg ved ikke helt om det var der, men jeg kan huske noget om, at jeg var lidt mærkelig dengang i L.A.

Ja, du kom og gik (faktisk deltog han i ca 2 ud af 30 minutter). Det var sammen med Tim Commerford (Audioslave/Rage Against The Machine bassist, red.) Jeg spurgte Tim, hvad du skulle, og Tim sagde, sådan lidt resignerende 'You never know about Chris'. Det er blevet lidt af en talemåde her på redaktionen (her taler vi også om ikke så få aflyste interviews, red.), men på den gode måde.

- Ha, ha, det er godt.

Så har vi fælles venner i Pearl Jam. Jeg har set dem 22 gange og kan blandt huske et slags garden party på Maui, Hawaii i 1998, hvor blandt du og Susan Silver (eks-kone og Soundgarden og Alice in Chains manager, red.) og Neil og Peggy Young var der.

- Ja, det er rigtigt (Chris smiler).

Jeg har skrevet en bog om Pearl Jam, hvor meget handler om ulykken på Roskilde Festival, samme dag som du blev far for første gang – er det rigtigt, var det samme dag? Ja, Eddie har fortalt mig det. Han fik det at vide lige inden han gik på scenen og var helt glad på dine og Susans vegne.

⁃ Hmm, ok ... (Den tæt på to meter høje, åleslanke 51-årige herre, uden et gråt hår i den klassiske manke, sidder eftertænksom i DR Byens sofa et øjeblik og ser ud som om tankerne flyver tilbage, red.)

Higher Truth i Koncerthuset

Og i aften spiller du solo med en cellist i Koncerthuset. Hvordan er det at udleve din akustiske side?

- "Higher Truth" (det aktuelle album, red.) er lavet ud fra idéen om at lave noget, der er sin egen åndende ting, frem for udelukkende at lave et akustisk greatest hits-sæt. Jeg ville gerne ha' nogle nye sange også på tapetet. Albummet er skrevet som noget, der eksisterer i levende akustiske omgivelser, uden den tunge side, generelt. Og der er stor forskel på at spille en sang akustisk, som oprindeligt var skrevet heavy og så en, hvor udgangspunket er akustisk.

Det lyder som om, du har søgt den bluesy/rootsy-side på mange af de gamle Soundgarden- og Audioslave-sange, du spiller akustisk?

- Hold fast i det, du siger der. Det gælder om at huske, hvad der er som får sangene til at virke akustisk. For eksempel Outshined (Soundgarden-klassiker, red.). Da jeg begyndte at tænke på den som en bluessang og satte den ned i tempo, knækkede jeg koden til at få den til at fungere. Lige i øjeblikket er jeg lidt i gang med den samme proces med 4th of July (tung klassiker fra "Superunknown", red.), men guitaren er stemt helt ned i C, og der er en helt oktav mellem vers og b-stykket, men jeg arbejder på at få den til at fungere, uden at gøre det til en helt anden sang.


Bagkatalog

Du har et enormt bagkatalog at vælge fra, det må være fedt?

⁃ Ja, der er mulighed for meget mere diversitet. Det startede meget efter mit andet soloalbum Carry On fra 2007. Jeg havde et band med, men følte at hver eneste koncertaften kunne være helt forskellig fra hinanden. Jeg bemærkede, at publikums reaktioner var oppe hele tiden, og den udvikling har ført til det jeg laver nu.

Herefter spørger Chris ret indgående til, om det er muligt at lave denne form for koncert i Operaen, som jeg, efter at have set Steffen Brandt og Tina Dickow få dage tidligere, kun kan bifalde. 

- Det er fordi, at stederne er meget vigtige i forhold til de her koncerter. Jeg gider ikke føle mig som en fyr, der spiller guitar i en bar, men vil hellere give en form for teatermusikalsk oplevelse.


Bob Dylan

Udover Soundgarden, Audioslave, Temple of the Dog og solomateriale har du fortolket mange andre, og har blandt andet Dylan fast på programmet i øjeblikket.

⁃ Jeg spiller The Times They Are a-Changing, men har ændret ordene lidt. Den er skrevet i 1964, samme år som jeg er født, og det var den Dylan-sang, jeg kunne li', da jeg var 5-6 år gammel. Jeg er katolsk opdraget, og jeg kan huske at sidde foran nonner med folkguitarer som spillede Blowin' in the wind, hvilket fik mig til at hade folkmusik. Dengang kendte jeg ikke forskel på Bob Dylan og John Denver. Og når du, som mig, voksede op i Seattle i 70erne, gik du efter guitarrock, jeg hadede folk-musik. Det var først i 1990, på en Soundgarden-tur, hvor der var larmende aggressiv musik over alt omkring mig, at jeg forstod, hvor fantastisk Dylan var og er. Jeg købte en greatest hits-cd, og jeg elskede, hvad jeg hørte. Og hører du hans allerførste plade fra '62, er han aggressiv i guitar- og mundharmonikaspillet og i sin vokal. Han var ikke som Woody Guthrie, han må ha' chokeret folk dengang.


The Beatles og Eddie

Du spiller "Imagine" hver aften i øjeblikket, det samme har Pearl Jam gjort på deres sidste turné i Sydamerika.

⁃ Beatles var mit første favorit-rockband, men jeg anede ikke, om det var John, Paul eller George der sang, eller hvem der havde skrevet hvilke numre. Som punk-teenager syntes jeg, at John & Yoko nøgne i sengen var noget hippie-bullshit. Jeg kan huske, at jeg skændtes med Eddie (Vedder, red.) om min afvisning af de ting omkring Beatles og Lennon, og han blev virkelig gal på mig. I dag kan jeg se, at han var mere moden end mig som ung mand, han forstod helheden bedre, det har taget mig længere tid at modnes.

- Min måde at fortolke Imagine på ændrer sig hver aften, og forleden gik det op for mig, hvor komplet sangen er. Der er kun tre vers, og ordene behandler aspekter som nationalisme og grådighed. Det lyder ikke som en sang, der har taget seks måneder at lave, men som et lynnedslag af klarhed fra et geni. Som noget, der ligger ud over, hvad du kan lære. Måske fordi jeg har tre børn i dag og rejser rundt og oplever verdens konflikter på tæt hold, oplever jeg den mere relevant end nogensinde, med massakren i Bruxelles og lignende begivenheder friske i erindringen.

Flyvende eksploderende folkevogne

⁃ Da vi var børn, var det kold krig eller atombomber, der fyldte os med angst. Jeg havde en drøm som lille dreng, som jeg stadig husker meget tydeligt. Kan du huske Disneyfilmene om folkevognen "Herbie the Lovebug" (blandt andet "Herbie i højeste gear", red.). Vi boede på en gård ved siden af skolegården. I min drøm hørte jeg disse eksplosioner, og jeg løb ind på min storesøsters soveværelse og hørte eksplosioner. Jeg kiggede ud af hendes vindue, og jeg så røg komme fra disse flyvende Folkevogne, som blev skudt ned, fyldt med sprængstof, og hver gang de landede, eksploderede de i paddehatteformede skyer. De kom tættere og tættere på vores hus, helt hen til skolegården. Og da de kom helt hen, klar til at eksplodere foran vores hus, så vågnede jeg af drømmen.

- Det var min generations angst, og i dag taler mine børn om Islamisk Stat, og medierne er helt anderledes tilgængelige. Selvom du prøver at skærme dine børn, finder de informationerne på deres iPhone lynhurtigt. Der er en direkte tilgængelighed i forhold til en verden i uorden for alle, og måske er det en god ting. Du kan ikke bare lege struds og stikke hovedet i sandet, selvom det også sker. Men jeg husker ikke som barn at have grædt over tanken om et atombombe-Holocaust, men jeg ser at følelsen af moderne terrorisme får tårerne frem i børn i dag, så måske gør den tilgængelige information af nyheder virkeligheden mere virkelig i unge menneskers øjne i dag. For mig hænger det nok også sammen med, at jeg er gift og har tre børn i dag, så du hele tiden lever med ansvar og ikke bare dig selv.


Barndomsangst og den hårde tråd

Er den følelse af barndomsangst, du beskriver, baggrund for din drivkraft mod hård musik?

⁃ Nok mest følelsen af personlig fiasko som barn og så angsten, vi har snakket om, helt sikkert, det er det der giver mest mening. Min drivkraft i Soundgarden var meget båret af aggressioner og energi. Jeg gad ikke musikteori som barn, selvom jeg lærte hurtigt, skrev sange som ti-årig på guitar, men det var trommerne, der for alvor fangede mig først, det gik hurtigt og var et aggressivt instrument. Jeg var fyldt af en blanding af personligt nederlag og af at vokse op i 70'erne i en atmosfære af frygt for koldkrig og atombomber. Det, som jeg gør i dag, havde jeg aldrig forestillet mig dengang. Med Soundgarden var det virkelig muligt at få alle aggressioner ud, og bandet eksisterer stadigvæk. Vi arbejder på et nyt album nu, men det er anderledes i dag, der står ikke Jack Daniel's-flasker over det hele


Ny tilgang

⁃ Efter Audioslave sluttede i 2007, samme år, som jeg udsendte mit andet soloalbum Carry On, ændrede jeg min artistiske tilgang ret markant. Tidligere var det meget vigtigt for mig at holde mig til en ting ad gangen. Som flagbærer der forsøger at plante sit flag i jorden og håber, at det står fast. Sådan opfatter jeg det ikke længere. Nu ser jeg hele bagkataloget og andres sange, som jeg får lyst til at fortolke, som dele af mit artistiske liv. De er alle relevante, og jeg vil deltage i alle dele når jeg kan.

Når du spiller igennem så meget materiale, som tilfældet er på koncerterne, kunne jeg forestille mig, at du kommer godt mentalt rundt i krogene?

⁃ Det er ny verden, der er så meget, man kan spille og udtrykke. Sådan en koncertaften kan være lidt af en rejse, og selv gamle sange kan føles helt nye og friske. I forhold til at fortolke for eksempel gammelt Soundgarden kan det typisk være at gentænke sangene i en mere blues/roots-sammenhæng, sætte dem ned i tempo, som vi snakkede om. Samme form for friskhed oplever jeg med Temple of the Dog-sangene. Vi spillede dem aldrig rigtig live, og jeg har sjældent taget dem op.


Temple of the Dog/Pearl Jam

Pearl Jam og Soundgarden har kørt et meget tæt både musikalsk og personligt parløb. Albummet Temple of the Dog – med storhittet "Hunger Strike" - var en kombination af de to bands hyldest til Andrew Wood, der døde af en overdosis og var Chris Cornells roommate. Wood var sanger i Mother Love Bone, forløberen til det der året efter blev Pearl Jam.

- På dette tidspunkt var både vi i Soundgarden og Pearl Jam meget fokuserede på, at vores næste studieplader i egne navne skulle være stærke. Vi havde troen på, at vores musik kunne udspille sig på en verdensscene og blive vigtig for musik. Med Temple of the Dog var det mere to øvere, et show og så få albummet i kassen. Vi lavede det album meget hurtigt, uden nogen tanke på fremtiden eller ambitioner. Den vigtige læring her er, at besættelse og store ambitioner med ting ikke nødvendigvis gør resultatet bedre, end hvis din tilgang er at have det sjovt sammen med nogle venner. Men når jeg ser tilbage, er de sange, jeg skrev til Temple of the Dog en slags første tilgang til en singer-songwriter-stil med akkorder, melodier og tekster i fokus, som jeg har dyrket meget de senere år.

Som på "Higher Truth"-albummet? 

⁃ Ja, det en slags forlængelse af den American Songbook turnérække, jeg har spillet meget de senere år. Jeg vil gerne lave nye ting, der ånder frem for kun akustiske greatest hits, selvom jeg heller ikke har noget i mod det.

Chris Cornell leverede en forrygende koncert få timer efter dette interview i Koncerthuset og kan opleves i samme set-up i Aalborg den 3. april og to dage efter i Koncerthuset igen, og hvem ved? Måske i Operaen en dag, og lur mig om han og Soundgarden ikke står på en festival i nærheden af dig inden for de næste par år. Chris Cornell havde samme dag været ude at løbe i København klokken 6 om morgenen, hvor han tidligere var kommet dinglende hjem fra et værtshus på samme tidspunkt. Der er ikke noget, der tyder på, at manden er på vej på pension, alt tyder på, at der er masser af musik tilbage i power-stationen fra Seattle. På den anden side, som Tim Commerford så elegant udtrykker om den gode Mr. Cornell, "You never know about Chris". Og det er på en måde meget fedt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA