x

Idealistens imperium – portræt af XL-pladeselskabs-chefen og musikeren Richard Russell

Idealistens imperium – portræt af XL-pladeselskabs-chefen og musikeren Richard Russell

Du ville måske ikke genkende Richard Russell, hvis han gik forbi dig på gaden, men han er manden bag forretningsimperiet XL Recordings, der har opdaget og udgivet navne som Adele, Prodigy, M.I.A., The xx og danske Liss. Nu har han forladt direktørstolen og udgivet sit debutalbum under aliaset Everything is Recorded.

En tung duft af røgelse er det første, der møder mig, da jeg træder ind på det svenske havnehotel. Efter sigende skulle Richard Russell have tændt ild til de dufttunge røgelsespinde i det øjeblik, han trådte ind på værelset til stor frustration for personalet, der brugte hele eftermiddagen på at modtage klager fra gæsterne i værelserne ovenpå, der var ved at blive kvalt i lugten, som steg op mellem gulvbrædderne. Da jeg senere sidder ansigt til ansigt med Russell har han trukket benene op under sig til en skrædderstilling, mens han lader fingrene lege med de udbrændte tændstikker fra bordet foran sig. Der sidder vi som to miniaturedukker på hotellets forvoksede møblement, mellem malerier i guldrammer, porcelænsfigurer og til lyden af pejsens knitrende flammer.

Sammenstødet mellem duften af røgelse og den stringente, voluminøse indretning virker samtidig som de rette rammer for Russell, der gennem hele sin karriere har banket en forretning op, der har trukket på skuldrene af forretningsmodeller og strategier.

Richard Russell brugte sine ungdomsår i forladte lagerbygninger til rave-fester, da den elektroniske dansemusik strøg ind i hjerterne på den britiske ungdom. I 1989 afleverede han et kassettebånd med et selvproduceret rave-track til selskabet City Beat. Det kastede ikke nogen aftale af sig, men i stedet blev han ansat som talentspejder, samme år som selskabet skabte endnu et skud på stammen, deres nye underselskab XL Recordings. I 1994 faldt selskabet i hans hænder, og han formulerede en vision, der minimerede antallet af udgivelser og besluttede samtidig at selskabet skulle have sit eget indspilningsstudie.

– Forretningsmodeller handler om vækst og tanken om, at alting skal vokse sig større hele tiden. Jeg tror, det ville være ødelæggende for en virksomhed som XL, hvis du lod det pres være dominerende. Du har ingen kontrol over, hvad der bliver populært og kommer til at sælge, så alt, du kan gøre, er at skabe i små mængder, så du kan udvinde kvalitet af dem, der er der. Jeg tror, at tanken om, at succeskriterierne for en virksomhed er at skabe de samme eller bedre resultater året efter er uholdbare i musik, for du aner ikke, om det overhovedet er muligt. Du kan ikke forudsige, hvad folk vil kunne lide, og jeg har aldrig bildt mig ind, at jeg kunne gøre det. Jeg ved, hvad jeg kan lide, og det kan jeg ikke bygge en forretningsmodel på, forklarer han.

I stedet valgte Russell at fokusere sin energi på mennesker med stærke karaktertræk. Han har givet kunstnerne handlefrihed og tid til at eksperimentere for at finde ud til grænsepunkterne af deres personlighed. Han har derfor altid vægtet personligt og originalt udtryk over pengestrømme.

– Musikken er et udtryk for personligheden. Hvis lyden er original, er det, fordi du har fundet en måde at udtrykke det, der gør dig unik, og det er spændende, for alle mennesker er i virkeligheden interessante – det handler bare om at finde en måde at udtrykke det på og ikke ende i et desperat forsøg på at undgå sig selv ved at holde lytteren i armslængde ved at efterligne noget, der allerede er lavet. Det er det uperfekte, der gør et menneske interessant.

Fra direktørstolen til mikserpulten

Selvom Russell brød de britiske radioflader med nummeret ”The Bouncer” som del af duoen Kicks Like A Mule i 1992, er det først i de seneste ti år, at han endnu en gang har taget musikken op. I 2007 begyndte han at producere albummet I’m Not Here, der blev det sidste fra poeten Gil Scott-Heron.

– Det er nok i studiet, at jeg er mest lykkelig. Da jeg arbejdede med Gil, fik jeg virkelig lyst til at fordybe mig i processen og lære mere om det, for da jeg begyndte at producere musik som ung, var det meget intuitivt og spontant – der var ingen tanker eller visioner bag. Vi lavede det hele hurtigt, spillede det og sendte det ud. Denne gang er jeg gået ind i det med alt, hvad jeg har. Jeg har virkelig lagt min ånd i hvert album, jeg har lavet.

Han begyndte senere at producere for Damon Albarn og Bobby Womack, men det sidste skub kom i 2013, da han blev paralyseret og brugte flere måneder i en hospitalsseng ude af stand til at bevæge sig og med stærke smerter. Han blev senere diagnosticeret med nervesygdommen Guillain-Barré-syndrom. Den traumatiserende oplevelse ledte til beslutningen om, at han ikke længere kunne nedprioritere sin egen musik.

I dag har Russell trukket sig fra alle arbejdsopgaver og tilbringer alle ugens dage i sit studie Copper House, der ligger et stenkast fra XL i hjertet af London. Han skaber musik under navnet Everything is Recorded, der bygger på de samme værdier, der har været med til at skabe hans forretningsimperium – en betegnelse, han i øvrigt ikke kan fordrage. Det lå til gengæld ikke i kortene, at han skulle lave sit eget, men trangen fornemmede han, da han lagde sidste hånd på den fransk-cubanske duo Ibeyis debutalbum.

– Selvom albummet var færdigt, arbejdede vi med forskellige samples, jeg havde liggende, og jeg følte hurtigt, at der lå noget andet og ulmede. Jeg fortsatte med musikken, mens forskellige mennesker bevægede sig ud og ind ad studiet. I begyndelsen havde jeg sessions uden at vide, hvorfor jeg gjorde det, eller hvad det skulle bruges til. Jeg forsøgte ikke at tænke over det, men i stedet bare være til stede i åndehullet mellem opgaver. Vi improviserede og eksperimenterede, og Everything is Recorded voksede langsomt ud af det.

Albummet er blevet et sammensat værk, hvor Russell har brugt sine stærke instinkter til at finkæmme de mange timers indspilninger for at skabe fuldendte kombinationer mellem dem, men også mellem menneskerne, der har været med til at skabe værket sammen med ham. Dem, der også klarede sig igennem nåleøjet på selskabet. Med ørenlyd fra forskellige kamre som sangeren Sampha, jazz-saxofonisten Kamasi Washington til rapperen Wiki.

– Der er over hundrede timers musik. Jeg havde studiet, tiden og muligheden for at invitere artister ind og lave musik. Jeg tænkte det ikke umiddelbart som en samarbejdende proces, men det skete naturligt. Jeg er overbevidst om, at havde jeg haft en plan fra begyndelsen, havde det ikke haft samme tyngde. De mange udtryk er blevet kernen af musikken. Jeg vidste instinktivt, hvad der skulle være med og hvilke elementer, der ville fungere sammen, så helhedsoplevelsen ville føles inkluderende.

LÆS OGSÅ: Elegante svaj i ensomhed – anmeldelse af Everything is Recordeds debutalbum

Ensomhedens paradoks

De mange optagelser, sene nætter og famlende bevægelse mod resultatet var en langsommelig proces, men efterhånden som tiden skred frem, og de mange timer blev kortet ned, begyndte der at tegne sig et billede. Det gennemløbende tema virkede til gengæld stærkt paradoksalt.

– Det, som jeg altid har kunne relatere til i musik, er ensomheden. Ensomheden, der kan spores i menneskers stemmer. Det er den hårdeste ting at føle sig alene, selvom man er sammen med andre. Alle føler sig alene, når de kæmper med sig selv. Jeg kæmpede selv med det, da jeg var i slutningen af tyverne. Det er meget lettere for mig at håndtere bekymringer nu, fordi jeg ikke føler mig alene. Det er måske nyttigt for mennesker at få fortalt, at de skal tage det alvorligt, når de føler sig ensomme, for det er ikke meningen, at vi skal føle os ensomme. Det er meningen, at vi skal føle os forbundet til andre mennesker.

Det er budskabet, der bugter sig gennem lydlandskaberne på albummet. Ord, der bliver fortalt uden en stemme, for Russell forholder sig tavs og lader andre bruge deres stemmer, og dem er der mange af i hans store samplebibliotek. Nummeret ”Close But Not Quite” går helt i dybden med hans betragtning af musikhistorien og den erkendelse, han har fundet frem til i sin tid hos XL – at intet kan forudsiges, og at den uforudsigelighed ikke er et benspænd, men befriende. Det var også et tankestrejf, der gjorde, at Sampha kom til at synge duet med Curtis Mayfield.

– Da jeg hørte Samphas ”(No One Knows Me) Like the Piano”, var den første sætning, der dukkede op på min nethinde, Curtis Mayfield med ”These words that I try to recite, they’re close but not quite”. Det var det første sample, jeg loopede og lavede et beat af. Jeg spillede det for Sampha, som følte en naturlig forbindelse til udtrykket. Vi endte med at indspille nummeret på en dag.

Det nummer, Russell til gengæld mener for alvor rammer ned i albummets nerve og kollektive natur, er ”Everything is Recorded”. Det er sangen, der sætter punktum for albummet, og som han mener får tilfældighedernes spil til at gå op.  

– Det taler ned i albummets kerne og tanken om, at hvert øjeblik og hver sang handler om noget meningsfuldt. Jeg tror, det er sange, som mange kan få noget ud af. Orkestreringen og teksten er meget stærk på den sang. Nogle gange kan man se glimt af en kvalitet, der er svær at definere. Du ved, de basale elementer som basgang og vokal er til stede, men på en måde er det ikke det, det handler om. Sangen handler om sin egen andethed, den magi du får ud af nummeret, som du ikke kan beskrive. Det er synergien, atmosfæren og følelsen, den skaber. Du kan have vidunderlige elementer på en sang, men hvis de ikke er kombineret rigtigt med den rette følelse og energi, føler du måske ingenting, når du lytter til det. Det handler i virkeligheden ikke om det tekniske, så jeg er hele tiden gået efter at få skabt den der følelse. De mange timers improvisation har givet en masse tilfældighed, som er en god måde at skabe magi på.

At svømme mod strømmen

Det virker da også, som om Russell har en helt særlig sensibilitet for magien, der har bragt ham et skridt foran sine konkurrenter, når pladekontrakter skulle underskrives. I løbet af sin tid har han fået Adele, M.I.A., Prodigy og King Krule i stald hos XL Recordings.

– Jeg synes, det meste af det, man hører på radioen er teknisk i orden, men mangler følelsen. Der er en overvægt af musik, der er på den måde – det har der altid været. Der vil altid være en mainstream, der taler til flertallet, og så er der noget mere interessant, men du skal lede i udkanten efter det. Det er måske sværere at finde, men det er det værd.

Han er tøvende, da jeg spørger, om han mener, det er populærmusikkens strukturer, der holder sig selv fængslet fra fornyelse. Han gnider sig i hænderne og svarer eftertænksomt:

– Struktur kan være brugbart så længe, der ligger en kvalitet bag. Et nutidigt album, hvor det virkelig er lykkedes nogen at vende strukturerne ryggen, er Frank Oceans Blonde. Det er en virkelig stor præstation, for der er ikke mange traditionelle sangstrukturer på albummet, men det er stadig fantastisk at lytte til. Fantastisk. Det er et vildt landskab, man drages ind i, og det er virkelig svært. Du kan forsøge at lave et par bukser, der ikke har to ben, men det vil være besværligt at få dem til at fungere på samme måde som et par bukser, der har to ben. Vi er vant til at høre et vers og et omkvæd. Du kan sagtens lave original musik inden for de strukturer, men kan du befri dig fuldstændig fra dem, er den stor præstation, som er meget sjælden.

Det virker som en betragtning, der også har smittet af på Russells måde at drive forretning på. XL har skabt et nåleøje for nye talenter som et modsvar på de store selskabers fortravlede udgivelseskalender. De har kun skrevet kontrakt med en håndfuld om året. Til gengæld er de ikke blevet mødt med en forventning om at ramme kogepunktet på popularitetsbarometeret med det samme. De har fået tid til at modne, og det er et kriterium, Russell mener er nødvendigt, ikke bare for artisterne, men for musikken i det hele taget.

– Hvis du forsøger at piske mod toppen i det øjeblik, hvor udgivelsen udkommer, skal det være nemt at forstå, og ofte er det bedste det, som ikke umiddelbart er let at forstå. Det er måske lettere at forstå ti år efter. Det er meget værdifuldt og vigtigt, at det ikke altid står klart, hvad det er før senere, og det har altid været tilfældet med musik. At noget har en stor indflydelse, der fortsætter i tid. Den langsigtede effekt er jeg mere interesseret i end at skabe et hit-album, du ved. Helt usædvanlige ting kan finde et publikum, og det er sundt. Can, kender du dem? Det er et tysk band fra halvfjerdserne, og de har haft stor indvirkning på den musik, jeg lytter til, men jeg tror ikke, at de var noget særligt, da de først udkom.

Udtryk uden ord

– En del af min stemme er at opstøve samples og bruge dem i den rette kontekst, på den rette måde og på det rette tidspunkt. Jeg elsker elektronisk og eksperimenterende musik, fordi det er meget udtryksfuldt. Der er selvfølgelig mange, der udtrykker sig med deres vokal, men ligesom stemmen kan bruges som instrument, kan man også udtrykke sig instrumentalt. Der findes mange udtryksfulde producere. Et godt eksempel er Four Tet, der er meget ekspressiv, men uden vokal. Jeg ønskede at skabe et stærkt udtryk gennem lyd og fandt samtidig ud af, at det falder mig naturligt at skabe sammen med andre mennesker. Det har jeg udforsket, og selvom det kan være svært at formulere, håber jeg, at man kan fornemme ånden, der løber gennem albummet. Jeg tænkte, at den mest værdifulde del af processen ville være at kombinere min brug af samples, min stemme, med lyden af de skabende artister, og det er et grundlæggende tema på albummet.

Det er heller ikke svært at spore både beundring og ydmyghed, når snakken falder på de mennesker, Russell har arbejdet sammen med i årernes løb. Han taler i et roligt toneleje, overvejer spørgsmålene længe og lægger stor entusiasme i sine svar. På samme måde som hvert et sample er en puslespilsbrik, og som hvert lille brudstykke er del af et større værk, på samme måde trækker han tråde på tværs af tid og rum, når han taler om og arbejder med musik.

– At være bindeleddet mellem forskellige modpoler inspirerer det, jeg laver. Jeg tror altid, jeg har gjort det, men jeg blev mere bevidst omkring det, da jeg fik Jamie xx til at remixe Gill Scott-Heron. Jeg havde en fornemmelse af, at det ville blive godt. Du bliver simpelthen nødt til at forsøge, så det er en serie af eksperimenter, du udfører på baggrund af følelsen af, at det kan lykkes. Albummet er også et eksperiment. Et forsøg på at skabe forbindelser mellem mennesker og se, hvad der sker. Forhåbentlig er det også medvirkende til, at albummet ikke lyder som et hvilket som helst andet, fordi det har en særlig kombination af mennesker bag sig.

Den stærke holdånd og mavefornemmelser

Den samme beskedenhed, der hviler over Russell, når han taler om sin rolle som producer, gælder også, når snakken falder på rollen som direktør. Ikke en eneste gang tager han æren selv, men udviser i stedet en stor holdånd.

– Alt, jeg nogensinde har gjort, har været resultatet af samarbejde. Selvom det kan se ud, som om noget er skabt af et menneske alene, vil der altid være et hold bag. Den erkendelse, tror jeg vi mangler at få med gennem uddannelse. Det er ikke noget, vi lærer. I sport lærer du det, men når du går i skole, er alting på egen hånd. Du lærer på egen hånd, går til eksamen alene, du konkurrerer mod andre, og det forbereder dig ikke på, hvordan verden i virkeligheden er. Ude i verden klarer du dig langt bedre, hvis du samarbejder.

Det bliver indledningen til en længere snak omkring den vægtstang, en producer må holde i hænderne for at være tro mod artistens udtryk, men samtidig få sat sit eget fingeraftryk på musikken. En skrøbelig balance, der kræver både indsigt og mod til at træffe svære beslutninger.

– Jeg synes, det er dit ansvar som producer at få din personlighed og lyd ind i udtrykket, så det kunstnerisk er tro mod dig selv, men samtidig det rette album for dem, der har skrevet det. Det er en meget skrøbelig balance, du leder efter. Jeg kan godt lide at tænke på, at selv hvis artisten elsker lyden, er det ikke nok. Lyden skal elske dem. Nogle gange kan en artist være meget betaget af lyden, men det betyder ikke, at det er den rette for dem. Det må man basere på en følelse. Jeg elsker at lytte til et album, der har en sammenhængende atmosfære, og som giver dig en bestemt følelse, når du lytter til helheden. For at ramme det, skal du have en entusiasme og et mod på at eksperimentere, der gør dig villig til at redigere og tage beslutninger. Du skal have en forståelse for mennesket, der står foran dig.

Den forståelse for både lyd og menneske handler for Russell om tiden i studiet, tæt på musikken og tilfældighederne.

– Det handler om at være i øjeblikket. Jeg er studerende. Jeg lærer hver eneste dag. Jeg lærer om musik, og jo mere, jeg lærer, jo mere indser jeg, at jeg i virkeligheden ikke ved noget. Det er farligt at se sig selv som ekspert især i musik. Det eneste, du kan forholde dig til, er dine følelser omkring den.  

 

Richard Russell CV:

Richard Russell er 46 år gammel.

I 1992 fik han et mindre radiohit med "The Bouncer" som del af duoen Kicks Like A Mule. 

Har siden 1994 været direktør for XL Recordings, der blandt andet står bag udgivelser fra Adele, Jack White, Radiohead, The xx, Jai Paul, The Prodigy og danske Liss.

Ifølge "Sunday Times Rich List" fra 2015 er Russell estimeret til at være mere end 600 millioner kroner værd. 

Russell har produceret for Gil Scott-Heron, Bobby Womack, Damon Albarn og Ibeyi. 

I 2017 udgav han sin debut-ep Everything is Recorded fulgt op af et album med samme titel i februar 2018.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA