x

Nekrolog: Gone too soon

Nekrolog: Gone too soon

Fredag formiddag lokal tid blev Pittsburgh-rapper, sanger og producer Mac Miller – med det borgerlige navn Malcolm James McCormick – erklæret død, efter en formodet overdosis. Et stort tab af en umådeligt talentfuld musiker, som med årene etablerede sig som en af sin generations mest innovative og musikalsk begavede rappere, der med sine blot 26 år i denne verden formåede at sætte et kunstnerisk aftryk, som kun er de færreste forundt.

En rapper - men også en person - som vurderet ud fra de endeløse kondolencer, hyldester og hjælpeløse begrædelser på Twitter og andre sociale platforme - gjorde et massivt indtryk på de folk, han var i kontakt med, med sit varme væsen, humor og indstilling til livet.

For selvom han kun blev 26 år – med mindre end et halvt år op til de berygtede 27 – var det som om, at han bare har været der hele tiden. Først med fremkomsten af KIDS-livsstilen (KIDS er en forkortelse for Kicking Incredibly Dope Shit) i starten af dette årti: blasfemisk, som det vil lyde for nogen, er det for mange i den yngre generation Mac Miller og ikke Lord Finesse, som hører til på “Hip 2 Da Game”-beatet fra 1995, hvor beatet til gennembrudshittet “Kool Aid & Frozen Pizza” var "lånt" fra. Til Lord Finesse store utilfredshed, i øvrigt. Netop “Kool Aid & Frozen Pizza” var nummeret, der katapulterede den unge Pittsburgh-MC ind i den virale bevidsthed, og det fik med sin drengede charme og sit relaterbare tekstunivers vundet mange yngre fans – deriblandt undertegnede – over. Sidenhen var det hyldesten til det gode liv på toppen, og ikke manden selv, “Donald Trump”, der satte YouTube-afspillere verden over på overarbejde, og sørgede for stabil søgetrafik til mixtape-portalen datpiff.com for at hente både “KIDS”-mixtapet og selvfølgelig “Best Day Ever”, hvor nummeret var på. Miller selv har udtalt, at hans liv ændrede sig omkring 15-års alderen, hvor han indså, at det at være rapper var mere en job og en livsstil end en hobby. Derfra så han sig ikke tilbage…

Netop hele Frat Boy Rap-labelet blev hurtigt puttet på Miller og var et, han skulle kæmpe meget med i de første år som etableret kunstner. Det affødte et massivt pres på den blot 19-årige rappers skuldre, og selvom debut-albummet “Blue Slide Park” solgte massivt, og klarede sig som det bedste uafhængigt releasede album i 16 år, affødte det hårde anmeldelser og en del kritik på Miller som person – noget, rapperen selv talte åbent om var med til at skubbe ham ud i sin første periode af misbrug, kort efter sin 20 års fødselsdag, hvor han udviklede en stærk afhængighed af den famøse opiat-cocktail Lean – receptpligtig hostesaft blandet med Sprite.

I 2012 udgav Mac Miller det definerende mixtape “Macadelic”, som vendte op og ned på frat boy image’et og kastede Mac ud i et narkotikainduceret univers, som affødte et helt eminent mixtape, der velsagtens kan kendetegnes som McCormicks bedste udgivelse til dato. Og så igen – Miller formåede at udvikle sig så meget kunstnerisk over så kort en periode, at også “GO:OD AM”, “Faces” “The Divine Feminine” og senest 2018s “Swimming” kandiderer til titlen. Især sidstnævnte rummede en masse underspillet smerte og vil bestemt høres med helt andre ører, næste gang den kommer på anlægget med gårsdagens begivenheder in mente.

Swimming handler nemlig blandt andet om at få det bedste ud af en emotionelt meget svær situation, og bruddet med Ariana Grande var alt andet end pænt, hvilket en DUI-sag tilbage i maj, hvor rapperen kørte galt i sin Mercedes, og forlod scenen påvirket, vidnede alt om. I forbindelse med parrets brud annoncerede Grande selv, at hun elskede Mac, og så ham som en nær ven, men at forholdet var giftigt, og at der ingen anden udvej var end et brud. Desuden blev også stofmisbruget hos rapperen nævnt som en bidragende faktor til bruddet. Millers død opsummerer med andre ord også et ufatteligt hårdt år for Ariana Grande, med 2017s Manchester-terrorangreb oveni, og enhver idé om at lægge mere pres på hendes stakkels skuldre i denne hårde tid, og spekulere i hendes indirekte skyld i rapperens dødsfald, bedes man holde sig langt fra…

Miller selv blev også med tiden glad for at rappe i et mørkt og dybt tekstunivers, blandt andet efter udgivelsen af føromtalte “Macadelic” og 2014-ep’en “Faces”, som stort set kun var en afhandling om livet på, med og mod stofferne. Fantasier om egen død, og forestillinger om at møde Skaberen selv var hyppigt tilbagevendende temaer, til et sådan punkt at nogle af tekstpassagerne ligefrem får det til at løbe koldt ned ad ryggen, taget gårsdagen og de seneste måneders begivenheder i betragtning. Tag for eksempel “Godspeed / Perfect Circle” fra “GO:OD AM”:

Everybody say I need rehab

Cause I’m speedin' with a blindfold on and won’t be long ‘til they watching me crash

And they don’t wanna see that

They don’t want me to OD and have to talk to my mother

Telling her they could have done more to help me

And she’ll be crying saying that she’ll do anything to have me back”

Selv udtalte han for nyligt i et interview med Vulture, at han godt var klar over, at han helt åbenlyst tidligere rappede om nogle ufatteligt mørke ting, men at det var cool, fordi det var den fase, han nu engang befandt sig i, og at ens musikalske udtryk skal bestå af følelser. Det gør også netop en selvopfyldende profeti som denne på nummeret “Brand Name” ekstra ubehagelig lørdag formiddag:

You don't want this life I live

You'd rather have the wife and kid

Shootin' dice with Jesus Christ, put 20 on the midnight

To everyone to sell me drugs

Don't mix it with that bullshit I hopin' not to join the twenty seven club

Just want the coke dealer house with the velvet rug

Fuck the world there's no one else but us”

Det er svært at sætte en finger på præcis, hvad det var, der gjorde, at vi var så mange, der relaterede til musikken, og finder hans død særligt hård. Det var, som om man forstod smerten, og nærmest følte man havde mødt Miller, hængt ud med ham, røget weed og vendt verdenssituationen, blot ved at lytte til hans kække punchlines og kvindehyldende stodderrap. Jeg kunne i hvert fald både synge med på de utallige oralsex-referencer, men også sætte mig ind i historierne om de knuste hjerter, de missede kald, tankerne fra balkonen og ønsket om at ens bedre halvdel eller store forelskelse ville “stay, just a little while, just a little while baby”.

Hans karakteristiske vokal, med den tykke amerikanske twang og det ofte syngende flow, som kunne gøre dig i tvivl om, om manden egentlig besad en solid sangvokal eller bare jokede med dig, og så naturligvis de utallige produktioner, som Mac selv stod for under pseduonymet Larry Fisherman. Netop anerkendelsen af Miller som en helstøbt musiker i de bredere kredse var en vedvarende proces, men der kan ikke herske tvivl om, at han blandt folk i branchen, og alle som havde en personlig relation til ham, var dybt respekteret for både sin rummelige og vedkommende personlighed, men også sin musikalitet og ubestridte talent. Han søgte konstant at udvikle sig og blive bedre til det han lavede og var en perfektionist, når det kom til alt sit kunstneriske output, fra produktioner til vokaler, over videoer og artwork.

Og lad os gribe faklen for kaste lidt lys på problemet. Mange kæmper med mentale problemer og drukner sorgerne i opiater eller andre, farlige (blandings)misbrug. Folk med en platform er nødt til at række ud, inden flere af denne generations rapikoner ender som et trist minde med et flot bagkatalog. Mange kan huske, hvor de var, da World Trade Center styrtede eller Michael Jacksons død. Jeg vil altid huske, hvor jeg var, da nyheden om Mac Millers død ramte verden.

Gone too soon. Dang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA