x

Per Vers: Fra fortiden til samtiden

Per Vers: Fra fortiden til samtiden

Det har taget Per Vers ti år at skille det hele ad. Han har brugt ti år på at finde frem til danske klassikere – kendte som ukendte – slå dem i stykker og mikse det med hans krøllede tankegang. I dag er det blevet til knuste kunstværker, der strækker sig meget længere end de 12 sange, han har fået ud af det.

På bordet imellem os ligger poser med chips og matadormix købt til kilopris. Udenfor er skyggerne ved at blive lange, som sensommersolen bevæger sig ned bag byens tage. Imens sidder Per Vers og venter på, at det bliver hans tur til at træde op på scenen. Vi sidder imellem Store Vega og Ideal Bar. Imellem hver sine takes på hiphop, der i dag har indtaget bygningen på Vesterbro. Per Vers har inviteret mig til at hænge ud på Vega, der i dag er hans arbejdsplads. Det store enmandsfirma er mødt op med en rulle plakater og en taske fuld af Knust Kunst, der stadig er rygende fra trykken. I aften bevæger Per Vers sig igennem hiphoppens historie – som dommer til Beat Battle, hvor beatbryggende stjerneskud kan gå derfra med en producertjans for ham, inden han udfolder sig som surprise act for Grandmaster Flash, der startede det, Knust Kunst bygger på.

Knust Kunst er formidlingen af dansk musikhistorie. Igennem ti år har Per Vers haft fingrene nede i mekanikken for at finde frem til de 12 numre, der igennem hans kunstnerhjerte formidler 12 bud på den danske musikarv. Nu befinder vi os en uge fra release, og Knust Kunst er stadig varm fra pressen. Og med Vega som forsøgsdyr skal Per Vers i dag fungere som det perfekte bindeled mellem fremtiden i Beat Battle og manden, der definerede hiphoppen – Grandmaster Flash. Igennem væggen kan vi mærke bassen pumpe fra det sæt, Grandmaster Flash om nogle timer sætter ild under. Per Vers tager det stille og roligt og napper en guldkaramel.

– Havde du spurgt mig som teenager, havde jeg kigget dig iskoldt i ansigtet og sagt, at jeg ikke har nogen idoler. Jeg ser ikke op til nogen, siger Per Vers til mig. – Og det er egentlig en modus operandi, jeg stadig arbejder med. Jeg får ikke kriller i maven over, at jeg lige har sagt hej til Grandmaster Flash, fordi det, jeg elsker, er det, han har gjort. Det er ikke hans kødelige korpus. Sådan har jeg egentlig aldrig haft det.

Artiklen fortsætter under videoen

Det, som ingen kender

Jeg tænker over den proces, der ligger bag Knust Kunst. Hvordan fodarbejdet har nået Danmark rundt, inden Per begyndte at pendle mellem studierne i Vanløse og Gammel Kongevej. Hvordan det sikkert kræver lidt balls at give Annisette Koppel et kald eller finde frem til Peter Bellis adresse. Også selvom man hedder Per Vers og hvert år passerer musikkens mastodonter bag ved Orange på Roskilde Festival. Men som Per Vers fortæller mig om baggrunden for Knust Kunst: Hvordan det startede som en passion for at genoplive den danske musikhistorie, gennem nyfortolkninger og med tydelige træk til samtiden, balanceres det konstant mod den modus operandi, han har gjort til et arbejdsdogme.

– Det er det der crate digging, som Grandmaster Flash startede. Det der med at finde noget, som de andre ikke kender, fortæller Per Vers. – Det er ikke interessant, hvornår sangen er lavet, og hvem der har lavet den. Og hvilken plads sangen har i musikhistorien. For mig handler det om lyden og det der med, at jo mindre kendt det er, jo federe er det. Jeg giver mig selv nul point for at sample Carpark North, fordi det er et radiohit. Jeg tror, det var det mest afspillede på P3 det år, så det er jo sådan et nummer, alle kender. Der skal man tilføje noget andet. Der skal man virkelig være kreativ med at klippe det op på en måde, andre ikke ville kunne gøre eller udtænke. Og derimod giver jeg mig selv hundrede point for at sample en 7-tommer fra 1966. Det er fedt at kunne få lov til at genoplive sådan noget.

Per Vers fortæller mig om dengang, han opsøgte Kim Larsen på et værtshus. For tyve år siden, som en ung purk, der gerne ville bruge en bid af "Midt om natten" til et nummer. – Nej, det må du sgu ikke, sagde Kim Larsen. – Hvis du vil lave musik, så lær at spille guitar.

Og som en del af den samme generation tænker jeg, hvordan det mon har været at ringe op til Janus & venner, der måske ikke engang kan huske, at de lavede en plade i en koger i 1973.

– Der er en helt anden forståelse for samples i dag. Der er færre og færre, der synes, det er totalt eksotisk og betragter det som utænkeligt gravrøveri, forklarer Per Vers. – Da jeg henvendte mig til Kim Larsen for tyve år siden som en ung purk, vidste han jo heller ikke, hvad han sagde nej til. Han havde jo bare det der spillemandshåndværk, som jeg ikke kunne, og derfor var jeg ikke musiker. Men med Knust Kunst handlede det også om at få en snebold til at rulle. Ved de første, jeg henvendte mig til, var jeg meget vævende og bad dem stole på mig, fordi jeg havde en god idé. Og det gjorde de. Og til sidst blev der mindre og mindre grund til at sige nej, fordi vi jo giver musikken nyt liv. Man kan jo se over Atlanten, hvor de, der er blevet samplet meget, har fået en længere karriere. Hvis du er teenager og synes, at Ice Cube og westcoast-hiphop er det fedeste, bliver du jo programmeret til at nikke med hovedet til Roger Troutman og Parliament Funkadelic. Det er det sygeste gateway drug til originalerne.

Artiklen fortsætter under videoen

Fremadskuende tilbageblik

Per Vers har skabt et dogme om at formidle den danske musikhistorie ud fra hiphoppens klassiske formel. Dén formel, der i begyndelsen opstod af the Bronx og ingenting. Fra Afrika Bambaataa til the Furious Five. Fra James Brown over George Clinton til Wildstyle og Yo! MTV Raps, før det til sidst ramte Danmark. Knust Kunst er en hilsen tilbage til dengang, men pakket ind i sin egen samtid. Knust Kunst befinder sig langt fra lyden af golden age, selvom idealerne er opstået af samme tanke.

– Min kamp var at finde en angrebstaktik, så det ikke ville lyde som et album fra 90’erne, hvor samplebaseret hiphop var den eneste type hiphop, der fandtes, forklarer Per Vers. – Det trækker på nogle pladesamler-idealer fra hiphoppens golden age, men det skulle for alt i verden ikke lyde golden age. Det havde jeg virkelig ikke lyst til, for der er mange, der dyrker den periode og laver tributes hele tiden ved at nægte at tænke videre. Det er egentlig tragisk. Grunden til, at vi kalder det for the golden age, er, fordi folk var visionære og ikke bange for at prøve nye ting. Dengang tog man hele tiden et skridt fremad. At tro, at du holder det real, fordi du laver noget, der lyder som dengang, du var 12, er kontraintuitivt for nu at bruge et forfærdeligt bogormeord.

– Det handlede om, hvordan vi kunne tage den her approach til at lave hiphop, der er væsensforskelligt og som i sin natur er en generation ældre, end når Baby Bino eller Hennedub sætter sig ned med sit plug-in og sin laptop, uden at få det til at lyde som et throwback, fortsætter Per Vers. – Det skal lyde moderne og fremadskuende og samtidig kigge tilbage. Den skulle jeg have knækket. Men så stod det også klart for mig, at gennem inddragelsen af nogle dygtige instrumentalister, udformede der sig så mange byggeklodser, at det endelige værk endte med at være helt sit eget. Selvom numrene er opstået ud fra samples af gamle plader, er slutresultatet på ingen måde old school. Det minder ikke noget, og det tror jeg egentlig er det vigtigste for mig.

Per Vers har taget fortiden og sat den sammen med nutiden. Han har taget problemerne fra dengang. De problemer, John Nørgaard og Jomfru Ane Band synger om. Per Vers har taget de problemer og spejlet dem i sin egen hverdag. I vores samfund og i hans egen familie.

– Nogle gange bruger jeg det, der rumsterer ude i omverdenen, og andre gange er det helt inde på matriklen, forklarer Per Vers. – Alt kan blive til en tekst, hvis vinklen er original. På det her projekt er der en helt masse eksplicit inspiration fra de plader, jeg har forelsket mig i. Når noget bare skal samples, tvinger jeg samtidig mig selv til at gå i dialog med det, der bliver sunget. Jeg kalder det at snakke med skiver, hvor målet er at skrive noget, der smelter sammen med den originale tekst. Det skal lyde naturligt og let, selvom det er et kæmpe benspænd, jeg giver mig selv.

Artiklen fortsætter under videoen

Forbindelsen til Grandmaster Flash

Omkring os er Grandmaster Flash ved at have sin egen historie kørt i stilling. Han træder tilbage og bevæger sig ned ad trappen med favnen fuld af chips og dåsecola – af sted mod hotellet. Inden længe skal Per Vers til at have styr på sit show. Turkman Souljah står i hjørnet og drejer lidt på nogle knapper. – Jeg har haft så meget at se til, at vi slet ikke har nået at øve, fortæller Per Vers. Jeg hilser på Turkman Souljah, der sender en kompliment af sted til mit overskæg. Jeg rødmer lidt og siger, at han da bare selv skal begynde at rocke det.

Om få timer får publikum på Vega en overraskelse. De har betalt for at høre de nye skud mikse noget fra hiphoppens undergrund. De har betalt for at blive ført igennem hiphoppens historie, når Grandmaster Flash vender sin pladesamling. Men der er ikke mange, der ved, hvad der kommer til at ske imellem. – Jeg spiller et surprise show, inden Grandmaster Flash går på, siger Per Vers. – Eller så surprise som det nu kan være, når Turkman Souljah lige har råbt på sin Insta story, at han i aften skal røre ved Flashs pladespillere.

Igennem de ti år, det har taget Per Vers at skabe en virkelighed omkring Knust Kunst, opstår spørgsmålet om modtagelsen. Progressionen i hiphopmiljøet ånder kunsten i nakken, og risikoen for det forældede våger over det endelige resultat. Der har været grund til de overvejelser, der har centreret sig omkring Knust Kunst. Men målet har været styret af motivationen for at skabe noget, der ikke er blevet set før. I Danmark er det her en ny måde at formidle historierne fra fortiden. Det er en ny måde at tilgå en kultur, der i mange år blev set negativt på. Det er en måde at skille historierne ad for igen at sammensætte dem ud fra et nyt mindset. Ligesom Knust Kunst omfavner samplingens tidløshed, er det en udødeliggørelse af dansk musikhistorie. Det er et resultat af perfektionismen, der adskiller sig totalt fra tidens tricks og tendenser.

Knust Kunst er det modsatte af, at hvad der kommer let, går let, forklarer Per Vers. – Og på den måde er det også min fornemmelse, at det ikke er en skid hot. Musikken har ligget klar i næsten et år, og for en gangs skyld har vi ikke fremskyndet at få pladen ud. Jeg har taget min tid og lavet et roll out, så man skulle tro, det var en major label-udgivelse. Det der med at lave fem musikvideoer og et website kun til den her plade. Det har jeg aldrig kunnet før, fordi jeg altid har halset efter mig selv – jeg er mig, mig selv og mig. Selvfølgelig er der nogle, der giver mig gode råd og hvisker mig ting i øret, men det er ligesom det store, fede enmandsfirma. Først og fremmest handler det om en glad dreng, der gerne vil rappe.

Knust kunstforskning

– Jeg har været i kontakt med Folkemindesamlingen, der vil gøre det her til et projekt, fortæller Per Vers. – De føler, det er forskningsværdigt. Der skal sidde to universitetsforskere og grave i det her. Og heldigvis har jeg rigtig mange versioner, fordi tingene har muteret så meget undervejs.

Den nye generation af dansk rap

– Der er rigtig mange, der er tilfredse med at sample en hel stil, siger Per Vers. – Hvis der er noget, der er hot, så sampler vi hele lydbilledet og fordansker det. Det kan godt være fedt, men der er helt klart mange, der ikke rigtigt har deres egen identitet i musikken. Hvor man tænker: bliver din producer sur på dig eller skrider for at få flere penge et andet sted, hvor er du så henne? Hvor mange af dine hits er på grund af dig? Jeg er gladere for ny dansk rap lige nu, end jeg har været længe. Der er rigtig mange fra den nye generation, der lever det og tager det seriøst og tror på det. Der bliver jeg rigtig glad. Det er fedt, at der er mange forskellige angrebsvinkler på det lige nu.

Crate digging

– Hver gang jeg selv fandt et eller andet dansk citat, følte jeg, at det var noget, vi havde for os selv, og som vi kan være stolte af, fortæller Per Vers. – Det er noget, vi kan trække nogle tråde tilbage til. Da jeg i sin tid forelskede mig i amerikansk rap, gik der jo kun et par år, før jeg pludselig var forelsket i al sort amerikansk musik. Jeg opdagede, hvordan de alle sammen rappede over James Brown. Og så fandt jeg ud af, at det, han laver, er fucking sindssygt. Det var mindst lige så fedt, det var bare 25 år ældre. Og så blev det lige pludselig fedt at tage på plademesser eller forbi et antikvariat med en masse mormorting og hæklet lort, fordi der måske lige stod en enkelt papkasse fyldt med Richard Clayderman inde bagved, hvor måske var der et eller andet med en afro på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA