x

KOMMENTAR: Lad de regionale spillesteder dø (og genopstå)

KOMMENTAR: Lad de regionale spillesteder dø (og genopstå)

OBS: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning. Marc Facchini er sanger og sangskriver.

Mange af landets statsstøttede spillesteder står på randen af fallit. Det er en god anledning til at vælge en ny tilgang til, hvordan vi sikrer et rigt og mangfoldigt koncertudbud i hele landet.

Lad os bare være ærlige: De regionale spillesteder er ineffektive og identitetsløse. Overhovedet ikke fordi spillestedernes ansatte er inkompetente; tværtimod sidder nogle af landets dygtigste kulturentrepenører p.t. hjemme på sofaerne; hjemsendte med lønkompensation, i smug arbejdende, på Facebook klagende, om fremtiden frygtende.

Hvorfor bruger de (med få undtagelser) ikke tiden på at lave nogle koncerter inden for de besværlige, men dog gældende rammer? Fordi de er fanget i et system med alt for lidt råderum, både økonomisk og logistisk. Malet op i et hjørne mellem Fanden på væggen og det offentlige system.

Det typiske regionale spillested får sine støttekroner ved at love et stærkt musikudbud til hele sit geografiske område. Koncerterne skal være af høj kunstnerisk kvalitet, og spillestedet vil sørge for mangfoldighed inden for blandt andet genrer, køn og etnicitet. Også på publikumsfronten vil man gøre sit ypperste for at lave om på, at rigtig mange koncertgængere i Danmark er hvide mænd over 35.

I praksis har dette vist sig at være en enormt svær opgave. Statistikkerne viser måske, at der bliver brugt flere og flere penge på koncertbilletter. Men forholder det sig egentlig ikke sådan, at folk faktisk går til færre og færre koncerter? Til gengæld vil man gerne bruge rigtig mange penge på de to-tre koncertbilletter man køber om året. Godt for de store. Skidt for alle andre.

De regionale spillesteder er i deres nuværende inkarnation ikke i stand til at levere et kulturprodukt, der kan konkurrere med hverken bodegaen, diskoteket, eller Netflix på sofaen. Blandt andet fordi de i deres fysiske form er alt for store til den mængde publikum, de oftest har inde. “Det kan ikke være anderledes” siger spillestedslederne. De har ret. Salen er nødt til at være stor, hvis der skal være plads til de 10-12 udsolgte koncerter om året, der redder hele regnskabet. Men prisen for den store sal udgør ikke kun en væsentlig budgetpost.

Den betyder også, at både optrædende og gæster får en lidt dårligere oplevelse ved alle årets øvrige koncerter, hvor oplevelsen starter med en konstatering af, at rummet simpelthen er for stort til de mennesker, der skal være derinde. Hvad værre er, at det er meget svært at skabe en unik visuel identitet på et sted, hvor man præsenterer alt fra blød rock til hård jazz, hvor de store artister vil have (og får) mulighed for at homogenisere deres sceneopbygning, hvor folk alligevel aldrig rigtig bliver og hænger ud, når koncerten er slut…

Det moderne regionale spillested er simpelt og fleksibelt. En lastbil på et lager med lyd- og lysudstyr. Nogle få kontorpladser. Og så selvfølgelig alle de fantastiske frivillige ildsjæle, som er ethvert spillesteds egentlige eksistensgrundlag. Spillestedets egen koncertsal er forsvundet, men det er ikke, fordi vi er ude i en spareøvelse. Det moderne regionale spillested får mindst lige så mange støttemidler som dets forgænger. Outputtet, oplevelserne, til gengæld. De er bare så meget federe. Hvorfor?



Fordi det moderne regionale spillested ved at give afkald på sin egen koncertsal endelig hengiver sig 100% til hele sit lokalområde (og oven i købet slipper for at skulle leje en kæmpestor koncertsal til kommunale overpriser). Enhver region i Danmark har potentielle spillesteder i massevis. Beværtninger, diskoteker, kirker, teatre, caféer, sportshaller, medborgerhuse, butikker, dagligstuer og restauranter, hvor spillestederne kan bringe musikken direkte ud til folket, i de bygninger som allerede rummer den kultur og historie, som de gamle spillesteder hungrede efter.

I disse varme sommernætter kommer musikken endda helt ud i regionernes smukke natur: Vi skal ud i parkerne, på torvene. I markerne, i skovene. Ja, det er lige så fuglene synger! I kraft af sin konstruktion lægger det moderne regionale spillested op til at være meget bedre til stede i hele sin region, i stedet for at lave størstedelen af koncerterne i den regionale hovedstad.

Nu er koncertens location altid en medspiller. Det handler ikke længere bare om at vælge, hvem der skal stå på scenen. Det handler om at skabe en fantastisk musikoplevelse. Fuldstændig u-standardiseret. I samarbejde og dialog med sit lokalområde. Hver gang. Det er hårdt arbejde, ingen tvivl om det. Men det har det altid været i denne skøre musikbranche, der lugter så underligt, ikke kun fordi vi sveder. Vi er mestre i at genopfinde os selv. Hvis der er nogen der kan gøre det, så er det os. Det er tid til at gøre det igen.

LÆS OGSÅ: LEDER: Musikbranchens kollaps er en trussel mod vores mentale helbred

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA