x

KRISTIAN LETH-INTERVIEW: "Stormen er noget, der river alt op – og passerer"

KRISTIAN LETH-INTERVIEW: "Stormen er noget, der river alt op – og passerer"

Kristian Leth er aktuel med sit tredje soloalbum i eget navn, Stormen. Vi har fået en samtale med ham om at skabe et album under lockdown, om dansk integrationspolitik, om tro og meget mere

The William Blakes-sanger, forfatter, podcastvært med mere Kristian Leth er aktuel med sit tredje soloalbum i eget navn, Stormen. Et album skrevet og indspillet i New York, hvor Leth har været bosat de sidste syv år. New York har været under hård nedlukning, siden coronaen ramte i marts 2020 og er først nu så småt er ved at genåbne. Albummet er dermed blevet et lockdown-album grundet omstændighederne, men sådan var det ikke tænkt, fortæller Leth over Skype i skjorteærmer fra et forårsramt New York.

– Jeg havde aldrig tænkt, at dette skulle være et lockdown-album. Jeg så tidligt, at mange musikere ville konkurrere om at lave lockdown-plader, og det tiltalte mig ikke. Det er for småt til mig, når musikken kun vil én ting, og de lockdown-plader, jeg har hørt, synes jeg heller ikke er særlig gode. Hvem gider høre på dem om et år? Jeg ville hellere skrive sange, som handlede om, hvor jeg var som person, og hvor jeg har været igennem en heftig og mørk tid, også før coronaen. Men det er da klart, at eksempelvis titelnummeret kan handle om pandemien, men også om at blive voksen. Og jeg nævner også stormen i sangen ”Den episke”, der åbner albummet.

Ja, hvad er det, der kan gå hen og blive episk og gå ned i historiebøgerne, som du synger om i ”Den episke”?

– Det er denne her tid; noget, der har en sammenhæng ud over det, der bare sker. På en måde ser jeg sangen som en troserklæring, et manifest, og det en bevægelse mere end en konklusion. En powersang, en styrkesang. Der er mange, der hører det optimistiske i sangen, men den er skrevet fra et ret presserende sted. Det er jo ikke en tekst, der siger, at alt er på en bestemt måde, den siger: det eneste, jeg ved, når solen går ned over mit troløse sind – for det gør den – så er du der stadig. Det er en slags protestsang, et råb i ørkenen, en insisteren på, at der skal være en menig med det hele, siger Kristian Leth og fortsætter:

– Jeg begyndte at arbejde på albummet i marts 2020, da alt lukkede ned. I starten var det en meget angstfyldt tid, der var lockdown og sirener fra ambulancer over det hele. Først nu er skolerne begyndt at åbne igen, og alle har stadig masker på. Da pladen så var ved at blive færdig, blev Joe Biden valgt som præsident, vaccinerne var det at blive udviklet, foråret var ude i horisonten og pludselig kunne jeg se, at sangen havde en positiv betydning. Det er en sang til folk, der sidder i mørket, en sang der insisterer på, at der er retning.

Artiklen fortsætter under sangen

Hvorfor er Stormen også blevet titlen på hele albummet?

– For mig personligt handler pladen om de sidste to år. Det er klart, at stormen kan handle om pandemien, men også om at være midt i livet og være kommet igennem nogle kapitler om at etablere sig og så sadle om. Jeg tænkte stormen som et godt billede på, hvor jeg var følelsesmæssigt i mit liv. Stormen er noget, der river alt op. Det er også noget, der passerer – og altså lægger sig igen.

Mange siger, de har lært noget af pandemien og lockdown-perioden. Hvad har du lært?

– Corona har lært mig, hvor afhængig jeg er af at være sammen med andre mennesker. 

Skamfuld dansk integrationspolitik

”Den episke” var første singleforløber for albummet og udkom i januar. I marts blev den fulgt op af den anderledes mørke og vrede ”Her hvor vi bor”, der blandt andet indeholder følgende linjer: ”Her hvor vi bor / Har vi ikke så meget plads, her er ikke så stort / Og vi beder dig høfligt forstå / Hvis du har kræfter til at komme / Kan du fandme også gå”.

Artiklen fortsætter under sangen

Kristian Leth fortæller: 

– Det var den sang, jeg skrev og indspillede hurtigst, på en-to dage. Den skulle bare ud. Jeg skriver sange fra, hvor jeg er, også i The William Blakes, hvor vi jo tit har udgivet politiske sange, uden at vi tænker på os selv som et politisk band. Sangen er inspireret af den uheldige, skamfulde udvikling i dansk integrationspolitik og den udvikling, Socialdemokraterne har været ude i over de senere år, hvor de tydeligvis har forsøgt at kapre vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti.

– Socialdemokraterne mente, at det ikke var nok at stramme lidt her og der, de skulle simpelthen overtage DF’s retorik for at få stemmer, og det har desværre virket. Det paradoksale er jo, at integrationen i Danmark i høj grad fungerer godt, og de få problemer, der er, om kriminalitet og overførselsindkomster blandt nydanskere, bliver så blæst ud af proportioner.

– Bjarne Corydon- og Helle Thorning-generationen var åbenbart ikke klar til det, men det er den nye generation af socialdemokrater altså. Den aktuelle sag om de syriske børn er jo noget, der påvirker meget få mennesker, og det kunne Socialdemokraterne meget let ændre, men ved at holde fast i noget, der for mig virker umenneskeligt, har de beskyttet sig mod angreb fra højrefløjen. Der er ikke nogen, der kan kalde dem blødsødne. Det har store konsekvenser for, hvordan vi i Danmark taler om minoriteter, eller rettere muslimer, for det er jo det, det handler om. Det er en tragisk pragmatisme, som desværre virker. Så kunne man sige, at når man som jeg er venstreorienteret, så kunne man glæde sig over nogle andre ting værdipolitisk og økonomisk, men det er at spille hasard med vores nationale moral.

– Da jeg var ung, var højreekstremister sådan nogle som Jonni Hansen (tidligere formand for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, red.), som man ikke tog alvorligt, fordi de var så latterlige, og i dag taler vi om mennesker af anden etnisk herkomst på samme måde. Vi får at vide, at vi ikke må kritisere tonen i integrationsdebatten, men jeg tror, tonen har en kæmpestor effekt, når det er blevet kosher at tale om muslimer som problemer.

Men hvis man fræk, kunne man spørge, hvorfor du overhovedet blander dig i den danske integrationsdebat, når du har boet i New York de sidste syv år? Du stillede også op i en P1 Debat-udsendelse om emnet mod Socialdemokraternes integrationsordfører Rasmus Stoklund for nylig.

– Der er også mange danskere, der har en mening om amerikansk politik. Jeg er jo dansker, og det er det eneste land, jeg nogensinde har kunnet stemme i. Jeg giver jo bare min mening til kende, jeg stiller ikke op til valg. Du kan jo spørge P1, hvorfor de har valgt at interviewe mig, men det var nok fordi, der var noget i den kritik, man kunne forholde sig til. Det er bizart at skulle kunne miste retten til at have en mening. Det gør man i Danmark, synes nogle, hvis man enten ikke er politiker, hvis man er politiker, der skifter parti, eller hvis man lever af at underholde. Den indstilling er jo idioti.

Tro er ikke et tilvalg

Flere sange på albummet kredser om tro og religion. Sangen ”Som Paulus” refererer til fortællingen om Paulus, der blev blind, fik synet igen og omvendte sig til kristendommen. I afslutningsnummeret ”Uendelige” synger Leth i sidste vers: ”Jeg er ikke religiøs, ved ikke hvad navn, det skal have, men det var klogere end os, jeg takker det hver dag”. Hvad skal man lægge i disse referencer til tro og kristendom hos Leth, der blandt andet har undersøgt åndelighed i DRK-serien Den 2. Dimension tilbage i 2013?

– Tro er det, der definerer os, det er ikke det samme som religion. Mange har en fodboldklubagtig indstilling, hvor tro er den religion, man vælger at satse pengene på, om det så er kristendom, islam, buddhisme eller noget helt fjerde. Vi tror, at tro er en slags tilvalg, der kommer oven på det, vi er. Men tro er det, vi alle sammen gør, vores grundforståelse af livet. En glødende ateist har også en tro, for ateisme kan heller ikke bevises. Tro er ofte noget, der kun kan ændres, hvis man får et kæmpe chok eller en åbenbaring, eller mister en nær pårørende. Tro er det, vi taler ud fra, troen på at mennesket er godt, at kærligheden er vigtig, for alt det har ikke noget med videnskab at gøre, forklarer Leth.

Artiklen fortsætter under sangen

Vil ikke have sort på sort

Musikalsk har Kristian Leth hentet inspiration fra mange forskellige steder, fortæller han. Han laver altid nogle playlister til inspiration, når han forbereder sig til et album, og op til dette album har han blandt andet hørt Silver Jews, Mac DeMarco, Bisse, Father John Misty, Fleetwood Mac, I Got You On Tape, CV Jørgensen og David Bowie.

– Når man så går i gang, rammer man virkeligheden, og det kan man både se som en begrænsning og som en gave. ”Som Paulus” var eksempelvis tænkt som et 90’er-slackernummer, men det blev så noget andet. Jeg bliver altid inspireret af dem, jeg spiller sammen med. Musikerne har indspillet deres bidrag hjemmefra grundet lockdown, da studierne i New York har været lukkede, og så har de sendt deres bidrag til mig. Musikerne har haft stor indflydelse på udtrykket, fordi jeg ikke ville lave alt for meget om på deres bidrag under disse lockdownforhold. Det startede med meget digitale skitser, som der så blev bygget på, og så blev skitserne som regel fjernet, fortæller Leth.

På albummet medvirker en række markante danske og amerikanske musikere, blandt andre bassist Jacob Silver (Lee Fields, Emmylou Harris, Lauryn Hill), guitarist Kirk Douglas (The Roots), guitarist Jacob Funch (Moi Caprice, I Got You On Tape) og guitarist Frederik Nordsø (The William Blakes, The Mountains, Choir of Young Believers).

Musikken virker gennemgående ret optimistisk i forhold til de mere alvorlige tekster, synes jeg, er du enig?

– Der er i hvert fald et spænd mellem, når noget er smukt og lyder godt, og når der bliver sagt noget, som er mere skrøbeligt, sårbart og mørkt i teksten. Hvis folk laver sort på sort, så mister man nogle gange alvoren. Et nummer som ”There’s a Light That Never Goes Out” med The Smiths er jo den sødeste popmelodi, spillet let, med strygere og synths, uptempo, og så er det en mørk tekst om døden. Det spænd kan jeg godt lide, og det oplever man også hos navne som Talking Heads, Beach Boys, David Bowie. Og på mit nye album er der i hvert fald en fremdrift, som har været nødvendig, en insisteren på grund af det følelsesmæssige indhold.

Stormen har som cover et udsnit af et maleri, Stormen malet i 1880 af franske Pierre Auguste Cot. Leth fortæller:

– Jeg fandt det sammen med min gode ven, billedhistorikeren Sarah Giersing. Det er to elskende, der løber gennem en mørk storm og skærmer sig, og det er samtidig meget romantisk, et godt billede på den mere psykologiske fortælling: at løbe sammen gennem en storm, siger Kristian Leth og fortæller, at han kan opleves live til sommer i Danmark til flere koncerter, hvis ellers restriktionerne tillader det. Og så er hans produktive band The William Blakes også snart klart med et nyt album – det tredje på tre år efter fem års pause inden da. Det er allerede indspillet, nu skal gruppen lige overveje, hvordan det skal udsendes – som en stribe singler eller en helhed.

Er det egentlig meningen, at du skal blive boende i New York permanent?

– I min branche er der jo ikke noget, der hedder permanent, men indtil videre bliver jeg her.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Flere sange fra isolationen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA