x

Hannah Schneider - Væk fra folk-stilen og ind i et keyboardunivers

Hannah Schneider - Væk fra folk-stilen og ind i et keyboardunivers

Hun er vokset op med en mor, der er violinist. Og en far, der er pianist. Hun har selv spillet begge instrumenter, men hendes store kærlighed ligger et helt andet sted. I folk-musikken.

- Vi hørte meget klassisk musik derhjemme. Det var et klassisk hjem. Når vi alligevel nogle gange hørte nogle ganske få folk-plader - noget Neil Young og sådan nogle helt gamle ting med guitar og skeer nærmest: Så fangede det mig virkelig, siger Hannah Schneider. Vi sidder på cafeen Wascator på Nørrebro og snakker om hendes selvbetitlede debutalbum og om hendes musiksmag.

- Jeg synes, der er noget både melodisk i de her ofte helt vildt simple melodier og noget meget hjerteskærende over teksterne. Det rører mig virkelig. Jeg kan godt lide den genre.

Sådan begyndte det også. Med en rocket variant af folk-musik. Det var stilen i hendes gamle band Wired Little Lady, men hun følte, der var så mange om buddet, så mange mennesker, der udøver genren, at det var vanskeligt at markere sig med noget musikalsk nyskabende. Ikke at genren var død. På ingen måde. Det var bare svært. Derfor startede hun forfra og skabte et anderledes univers, afleverede en demo til producer Kåre Kabel Mai, som straks var begejstret. Det nye univers var bygget ganske anderledes op:

- Jeg begyndte at rode med min computer, som jo ikke er nogen ny ting. Det er der mange, der har gjort på det sidste, men mit udgangspunkt var keyboards. At lave små figurer, som kunne passe sammen. Siden er der kommet en masse instrumentalt udenom. Så det er en stor lyd bygget af keyboardroller.

En poppet tilgang med elektroniske klangflader, som ikke misvisende kan sammenlignes med hendes gode veninde Katrine Ottosen i Call Me Kat:

- Jeg tror, det rammer meget godt. Vi har begge samme tilgang til det her keyboardunivers, og det er meget på den måde, musikken er opbygget.

Smed med violin
Hvis vi går tilbage til udgangspunktet, fik Hannah Schneider altså en opvækst trænet i klassisk musik. Så hvorfor endte hun ikke med at gå den klassiske konservatorievej?

- For det første fordi jeg er sindssygt utålmodig. Jeg kunne slet ikke holde ud, at jeg ikke kunne spille kæmpe symfonier på min violin fra starten af. Jeg ville kunne spille svære, sindssyge ting helt vildt hurtigt og voldsomt, og det lød bare ad helvede til. Jeg ville mere, end jeg kunne med min violin, og det blev jeg simpelthen så gal over, at jeg smed med den.

Har du temperament?

- Ja, det har jeg, siger hun bestemt. Tilføjer et smil og et let grin, inden hun fortsætter:

- Og så skete det helt naturligt, at jeg begyndte at synge. Jeg kunne også spille klaver og begyndte faktisk at skrive rigtig tidligt. Det dér med, at man havde magten over, hvad man spillede, fordi man selv lavede det, det var det, der gjorde, at jeg skulle gøre det. Altså gøre noget andet end at spille klassisk musik, hvor man får et partitur og skal gøre, hvad der står.

Du har fortalt, at da du gik på Musikalsk Grundkursus (MGK) oplevede du en snobben mod jazz. Er det rigtigt?

- Jo, men så skarpt kan man ikke sætte det op. Det var meget den hurtige, svære, virtuose musik, der blev hyldet, og det havde jeg lidt svært ved at sætte mig ind i, men altså, det var sådan, jeg opfattede det. Det kan jo have været den årgang, jeg var på, men jeg synes, det var en rigtig svær tid.

Hvad så med den rytmiske musikverden. Findes der ikke en snobben der?

- Jeg synes nogle gange - nu kan jeg godt komme ud i noget farligt - der kan være lidt en snobben nedad i den verden, og at det kan være lidt af en hæmsko. At hvis man er for dygtig, så er det per definition noget lort. Jeg synes ikke, det er fedt at være dygtig bare for at være dygtig, men nogle gange kan det være fedt at høre en artist, som har en teknisk kunnen, der gør, at han eller hun kan komme ind til kernen i sit budskab. Det kræver dog, at man som kunstner kan sætte sig ud over sin tekniske kunnen og ikke fedter rundt i sin dygtighed, men altså: Jeg synes ikke per definition, det er dårligt at perfektionere et instrument, siger Hannah Schneider og pointerer:

- Jeg er helt enig i, at hvis musikken lever på teknikken, så er det fuldstændig ligegyldigt. Lidt ligesom at se nogen, der løber helt vildt hurtigt i sport. Men jeg synes, det skal justeres lidt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA