Nyhed

Stewart Copeland sviner egen koncert

The Police-trommeslageren er ikke imponeret over bandets første koncert i Vancouver

De fleste anmeldere inklusive GAFFAs udsendte var temmelig positivt indstillet over for den første koncert med det gendannede The Police, der blev afviklet i Vancouver 28. maj.

Bandets trommeslager var dog ikke helt så imponeret over hverken sin egen eller resten af bandets indsats til koncerten, hvilket han selv beskriver som en total katastrofe på sin personlige webside.

Det gik åbenbart galt for Copeland lige fra start, hvor han nærmest falder ind på scenen, og derefter ikke får ordentlig ram på sin gong gong, så indledningen bliver en flad omgang.


Derefter brager trioen gennem "Message In A Bottle" og "Synchronicity" uden den rette feeling, og det indøvede spring, Sting skal tage som afslutning, går så galt, at han i følge Copeland ligner en tøsedreng mere end en rockgud.

Derefter kommer en stribe fejl i en række numre fra alle tre medlemmer, hvilket medførte, at de tre musikere bare faldt sammen af grin efter koncerten.

Copeland slutter dog af med at sige, at trioen havde nydt det alligevel, og det jo trods alt bare er musik. Men lad os da håbe, at den slags fejl bliver luget ud i løbet af de næste måneder, så de tre musikere er skarpe som samuraisværd, når de dukker op i Århus 1. september.


Læs hele Stewart Copelands indlæg

ANNONCE