Nyhed

Prince sælger millioner af album i USA

Efter sin død er Prince atter i toppen af den amerikanske hitliste, og hans gamle album bliver solgt i store mængder

Det er ofte tilfældet med nyligt afdøde kunstnere, at de får nyt liv på hitlisterne. Det samme er naturligvis sket for Prince, som atter ligger i toppen af den amerikanske Billboard Top 200. Derudover rapporterer Billboard, at musikikonet har solgt næsten 3,5 millioner album i USA efter sin død.

De tre album, "The Very Best of Prince", "Purple Rain" og "The Hits/The B-Sides", er atter gået ind på Billboard Top 200, hvor de ligger på henholdsvis en 1., 2. og 6.-plads. Den amerikanske countrymusiker Sturgill Simpson, der ellers var udset til at skrive countrymusikhistorie ved at ramme førstepladsen, må derfor se sig slået af den afdøde legende og resignere til en 3. plads.

"Purple Rain", "When Doves Cry" og "Little Red Corvette" er at finde på 1. 4. og 6. pladsen af bedstsælgende sange ved udgangen af sidste uge.

Ifølge Nielsen Music er der blevet solgt 654.000 album i USA mellem den 15. april og den 24. april, mens individuelle sange er blevet solgt som downloads 2,82 millioner gange i samme tidsrum.


Ved ugens udgang den 21. april havde Prince solgt 256.000 album - i modsætning til kun 5000 ugen forinden. Man kan forestille sig, at den massive stigning i albumsalg skete omkring tidspunktet, hvor nyheden om Princes tragiske død blev kendt.

I forhold til downloads blev der solgt 1.04 millioner ved ugens udgang den 21. april - en stigning fra 14.000 ugen forinden.

Dagen efter Princes død (fredag den 22. april) solgte han 227.000 album, mens hans sange blev downloadet 960.000 gange. Dagen efter: 113.000 album og 521.000 sange. Og den 24. april: 58.000 album og 301.000 sange.

Prince blev fundet død i en elevator i sin ejendom torsdag den 21. april. En officiel dødsårsag er endnu ikke blevet offentliggjort, men i går kunne vi skrive, at Prince angiveligt skulle have været vågen hele seks dage i træk op til sin død.


 

ANNONCE