Nyhed

Henrik Marstal svarer på pladeselskabskritik

Musikdebattør svarer tilbage på angreb fra Copenhagen Records’ Jakob Sørensen

Billede: Martin Dam Kristensen

Tidligere på dagen modtog GAFFA et skarpt debatindlæg mod musikdebattøren Henrik Marstal, der i GAFFAs novembernummer udtaler, at Radioheads meget omtalte digitale selvudgivelse af deres nye album ”In Rainbows” og kalder det ”en af de største enkeltstående begivenheder siden Internettets fremkomst” og ”pladebranchens Titanic”.

Dette fik Jakob Sørensen fra Copenhagen Records til at kalde Marstals kommentarer for ”populistisk og unuanceret vås”. Sørensen mener, rygterne om pladebranchens død er stærkt overdrevne og skriver, at Marstal for let lader sig dupere af et stagneret band, der primært vender pladebranchen ryggen for at pleje deres egne egoer.


Sørensens indlæg har nu fået Henrik Marstal til at svare tilbage. Marstal skriver blandt andet, at Sørensens udtalelser er ”hæmmet af at være mere følelsesmæssigt end forstandsmæssigt funderet, med det resultat, at sagligheden i hans kritik undermineres.” Han fortsætter:

”Sørensen har muligvis en pointe, når han hævder, at artisternes egoer ofte driver værket i de spektakulære tiltag fra flere navne, der i de senere år er sket i retning af at lægge sin musik frit ud på nettet. Men jeg vil fastholde, at Radiohead er så trendsættende et band blandt utallige trendsættere inden for musiklytning og musikudøvelse verden over, at deres initiativ vil få mange af dem til at tænke seriøst over sammenhængen mellem pladebranchen og den musik, der skabes. Så Sørensen har efter min opfattelse slet ikke ret i, at Radiohead blot
er ét navn i rækken af nedadgående verdensstjerner som Prince og George Michael, der søger at fastholde publikumsinteressen med de gratis musikudgivelser.”

Og videre:
”Derfor er jeg lige så interesseret som Sørensen i, at publikum betaler for den musik, de hører. Men på den anden side har den teknologiske udvikling altid bestemt mønstrene i musikforbruget, og derfor giver det ikke mening at blive ved med at være bange for fremtiden i en nutid, hvor fortidens bedrifter ikke længere tæller. Så er det bedre at møde de nye udfordringer med et årvågent sind. For bundlinjen er, at musikken i disse år har det overvældende godt med flere aktører og mere god musik end måske nogensinde før.”


Læs hele Henrik Marstals indlæg

ANNONCE