Nyhed

Flere Weezer-demoer på vej

Frontmand Rivers Cuomo leder videre i Weezer-gemmerne

Tidligere på måneden udkom ”Alone – The Home Recordings Of Rivers Cuomo”, og nu er det Weezer-mandens håb, at udgivelsen blot markerede starten på en længere række retrospektive plader fra hans hånd.

”Jeg ville elske at sende mindst én til lignende plade på gaden, og jeg snakker netop nu med mit pladeselskab om sagen, og om hvorvidt det (pladeselskabet, red.) overhovedet skal involveres eller ej. Under alle omstændigheder er det mit håb, at jeg får mulighed for at få udgivet meget mere af alt dette materiale,” udtaler Rivers Cuomo.

”Alone – The Home Recordings Of Rivers Cuomo” tæller 18 demoer indspillet i perioden 1992-2007 – blandt andet en tidlig version af Weezer-hittet “Buddy Holly”.


Det er endnu uvist, hvornår det eventuelle andet kapitel ser dagens lys, men det må formodes at ligge et godt stykke ude i fremtiden.

Først venter nemlig udgivelsen af det kommende, ”rigtige” Weezer-album, der forventes at lande i butikkerne i april eller maj. Hertil kommer, at Rivers Cuomo til stadighed knokler på sit mere litterært orienterede projekt, der baseret på dagbogsskriverier byder manden at fortælle om tiden fra Weezers dannelse i 1992 til udgivelsen af det selvbetitlede debutalbum i 1994.

ANNONCE