GAFFA.dk - Alt om musik
Det har længe været et velkendt faktum, at punkens gudfar Iggy Pop har skandinaviske rødder – nu er disse rødder blevet gravet op, og det har vist sig, at Pops morfar var født og opvosket i Danmark.
Det er forfatter Jan Poulsen, der har stået for udgravningen af Iggy Pops rødder. Nærmere bestemt har han i arbejdet med den netop udsendte biografi "Iggy Pop – en overlever" om punkikonet været utallige kirkebøger igennem for at finde ud af præcis, hvilke skandinaviske rødder der var tale om.
”Jeg fandt frem til navnet Harald Legart Christensen, som blev født i Aarhus, helt præcist Åboulevarden 52, som i dag huser Café Viggo. Ud fra en folketælling i 1880 kunne jeg se fødselsdato, navnet på søskende, forældre og endda hvor mange mennesker, der boede i samme hjem som Harald,” fortæller Poulsen.
Harald Legart Christensen flyttede alene til USA, the land of oppurtunity, i en alder af 16 år, hvor han mødte en ung norsk kvinde, som han fik to døtre med. Den ene af disse, Louella Christensen, blev senere gift med James Newell Osterberg, og de to fik sønnen James Newell Osterberg Jr. Da Junior begyndte at lave musik, skiftede han navn til Iggy Pop.
Navnet Iggy fik han, fordi han i high shcool havde spillet trommer i bandet ”The Iguanas”, og Pop blev føjet til, da han barberede sine øjenbryn af for sin kammerat Jimmy Pop.
Iggy Pop har ofte besøgt sin morfars hjemland – han har nemlig i sin mere end 50 år lange karriere givet koncert på dansk jord 20 gange.
Jan Poulsen holder i øvrigt foredrag om Iggy Pop i aften 20. september klokken 20 på Turbinen i Randers.