x

Art Brut udgiver første album i syv år

Art Brut udgiver første album i syv år

Den engelske indiegruppe Art Brut har givet lyd fra sig igen – efter hele syv år stilhed, hvor bandet ikke har udgivet nyt materiale. 

Bournemouth-artrockerne er tilbage med den nye single "Wham! Bang! Pow! Let’s Rock Out!", som kan høres nederst i artiklen. 

Singlen er det første udspil fra deres kommende ep, som vil blive udgivet i løbet af efteråret. Om den nye single og deres tilbagevenden, udtaler frontmanden Eddie Argos følgende om: "Watch the fuck out! Vi er tilbage og meget forynget. Art Brut kommer til din fest, om du vil have os eller ej". 

LÆS OGSÅ: Art Brut: Brilliant! Tragic!

I pressemeddelelsen kommer Argos også ind på gruppens lange pause og forklarer, hvad han har brugt tiden på: "Jeg er flyttet til Berlin, jeg døde næsten af bughindebetændelse og var indlagt et stykke tid. Jeg har fået en søn. Jeg har været i et forhold. Jeg har skrevet en tegneserie, en musical og lavet et oneman-show". 

Det seneste studiealbum fra gruppen stammer tilbage fra 2011, Brilliant! Tragic!, som fik fire flotte stjerner af GAFFA, der udpegede flere interessante numre herunder "Sexy Sometimes" og kaldte nummeret "Art Bruts fineste stund til dato". Gruppen udgav i 2013 opsamlingsalbummet Top of the Pops, som inkluderer covers, demos og live-optagelser.

LÆS OGSÅ: Art Brut: Lille Vega, København

Art Bruts lineup er blevet ændret siden deres sidste albumudgivelse, da Jasper Future og Mikey Breyer forlod gruppen tilbage i 2013. Guitaristen Toby McFarlane (bassist for Graham Coxon) og trommeslageren Charlie Layton kendt fra The Wedding Present er de nye medlemmer af bandet, som i forvejen tæller bandmedlemmerne Ian Catskilkin, Freddy Feedback samt forsangeren Eddie Argos. 

Lyt herunder til den nye rockede single: 







Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA