Nyhed

Benal annoncerer to store danske koncerter

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Den anmelderroste hiphop-duo Benal har netop annonceret, at de giver to store danske koncerter i det nye år.

I 2019 drager Benal ud på deres "Det Næste Niveau Tour", som består af to koncerter. Den 19. april træder Benal ind på scenen i Scandinavian Congress Center i Aarhus, og dagen efter er det K.B.Hallens tur til at åbne dørene for den fremadstormende duo med de velskrevne tekster. 

Der er lagt op til et festbrag af koncerter, når duoen gæster Danmarks to største byer. Den ene halvdel af duoen, Benjamin Hav, fortæller: “Vi har fået så meget af folket. Nu er det på tide at give dem lidt igen. Og med ‘lidt’ mener jeg deres livs bedste oplevelse inklusive dengang, fætter Erik blev kontinent”. Albert, gruppens producer, tilføjer: “Vi har drømt om at lave noget vanvittigt, og nu er vi klar til at imødekomme folks små ansigter med en bredside af uanstændig ruskomsnusk serveret med en bas, der får Anette Heick til at undskylde over for Macha Vang i visheden om, at vor himmelske skaber har genvundet troen på mennesket”. 

LÆS OGSÅ: Der er ikke plads til så mange følelser under trøjen

I løbet af sommeren har duoen spillet rundt på landets festivaler, blandt andet Roskilde Festival. En storslået koncert på Arena, som høstede fuldt hus af GAFFAs anmelder med følgende ord: "Det ender op med at være den absolut bedste danske hiphop-koncert, jeg har været vidne til". 

For nogle måneder siden udgav Benal den nye single "Tænker lidt på dig", som måske kunne tyde på, at publikum også kan forvente spritnyt materiale fra duoen, når de rammer henholdsvis SCC og K.B. Hallen til april.

LÆS OGSÅ: Livet er Benalt

Billetsalget starter den 5. oktober klokken 10.

ANNONCE