Nyhed

NOAH siger undskyld til tidligere bandkollega

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

NOAH undskylder det forliste venskab med håndskrevet brev

Efter et dramatisk opbrud mellem vennerne Troels Gustavsen og Lasse Dyrholm (til venstre på foto) besluttede de for tre år siden at gå hver til sit – ikke kun som musikalske samarbejdspartnere i duoen NOAH, men også privat. Gustavsen har siden ført NOAH videre, mens Dyrholm arbejder i andre projekter, blandt andet som grafisk designer.

Efter tre års stilhed mellem de forhenværende bedste venner har Gustavsen på sin Facebookprofil netop delt et billede af et håndskrevet brev rettet mod Dyrholm, hvori der lyder et højt og rungende undskyld.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: NOAH leverer det dansksprogede metervarepopalbum nummer 100 i 2016

"Musikken, der altid havde bundet os sammen, skubbede os længere fra hinanden. Vi kunne ikke mere ses som venner – alt, vi gjorde sammen handlede om at skrive nye hits til radioen. Skrivekriser, tidspresset der voksede og forsøget på at opretholde succesen endte med, at vi fejlede i vores venskab. Spydige bemærkninger og korte lunter lå hele tiden som en tikkende bombe i lokalet, når vi mødtes," lyder det fra Gustavsen, der beklagende afslutter med ordene: "Nu står jeg her med minderne om en ven. Undskyld, Lasse. Et venskab blev spoleret for en drøm."

LÆS OGSÅ: Ét år med #MeToo: Hvad er der sket i musikbranchen?


Ud over det håndskrevne brev landede også sangen "Undskyld" fra det nu solobårne projekt NOAH – et nummer, der ligeledes handler om, hvordan arbejdspartnerskabet kørte venskabet af sporet.

Det danske popnavn fik sit gennembrud i 2012 med singlen ”Alt Er Forbi”, og det selvbetitlede debutalbum solgte til guld i 2013.

GAFFA har kontaktet Lasse Dyrholm, men han ønsker ikke at kommentere sagen i et offentligt forum.


Læs hele Facebookopslaget her:

ANNONCE