x

Den femstjernede rapper Little Simz giver dansk koncert

Den femstjernede rapper Little Simz giver dansk koncert

Den anmelderroste engelske rapper Little Simz giver koncert på Hotel Cecil i København 2. oktober.

Rapperen med det borgerlige navn Simbiatu Abisola Abiola Ajikawo blev født i Nordlondon i 1994 af nigerianske forældre, og allerede i 2010, bare 16 år gammel, udgav hun sit debut-mixtape, og flere fulgte.

I 2015 udgav hun sit første album A Curious Tale of Trials + Persons. I 2017 kom opfølgeren Stillness in Wonderland, og tidligere i år udsendte hun sit tredje album GREY Area med produktioner, der henter inspiration fra både pop, neo-soul, funk og grime. Begge de to sidstnævnte album har fået fem stjerner af GAFFA, og det samme gjorde hendes optræden på Distortion i 2017. I anmeldelsen af Grey Area konstaterede GAFFAs anmelder, at "Little Simz rapper simpelthen bare røven ud af bukserne".

LÆS OGSÅ: Enigmatisk magi og selvsikker kant

Little Simz har også både indspillet og turneret med Gorillaz og optrådte med dem i Royal Arena i november 2017 og på Roskilde Festival 2018.

Billetsalget begynder på Ticketmaster fredag den 5. april klokken 10.

Se musikvideoen til "Selfish" fra albummet GREY Area:

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA