Nyhed

Michael Jackson forlader Sony

Vred over manglende promovering

Efter over 25 år på Sony Music har Michael Jacksom nu forladt pladeselskabet, sagde han forleden ved et fanklub-arrangement i London ifølge worldpop.com.

Michael Jackson holdt ved arrangementet en for ham usædvanlig skarp tale, hvor han angreb Sony for ikke at have promoveret hans seneste album, "Invincible", godt nok. Albummet har solgt væsentligt mindre, end Jackson-album plejer.


"Et pladeselskab giver dig ikke noget valg, når de reelt giver op i forhold til at promovere din plade. Men jeg har altid sagt, at stor kunst aldrig dør, og dette er ikke enden på Michael Jackson," sagde Jackson blandt andet.


Michael Jacksons officielle hjemmeside, www.michaeljackson.com, er i øvrigt ikke blevet opdateret siden december sidste år.

Michael Jackson har endvidere for nylig allieret sig med den amerikanske præst Al Sharpton og advokaten Johnnie Cochran Jr., der vil lave en undersøgelse af, om kunstnere bliver udnyttet økonomisk af deres pladeselskaber.


Da Michael Jacksons forrige album, "HIStory", blev udgivet i 1995, blev det i øvrigt bl.a. lanceret med indsejling af kæmpemæssige Jackson-statuer i en række af verdens storbyhavne - så dengang kunne han da ikke klage over manglende promotion.

ANNONCE