x

Spiritualized på vej med nyt album

Spiritualized på vej med nyt album

Den engelske gruppe Spiritualized centreret omkring sangeren, sangskriveren og guitaristen Jason Pierce har et nyt album undervejs, skriver nme.com.

Albummet har fået titlen "Amazing Grace" og bliver bandets femte studiealbum. Det indeholder 11 numre med en samlet spilletid på kun lidt over 40 minutter, hvor de sidste par studiealbum fra gruppen har varet over en time. Det seneste, "Let It Come Down" fra efteråret 2001, indeholder i øvrigt også 11 sange, så den gennemsnitlige sanglængde er altså blevet noget kortere.

Da "Let It Come Down" udkom, var det fire år siden, Spiritualized sidste havde udgivet et studiealbum, men denne gang har pausen altså været noget kortere, og indspilningerne er gået noget stærkere ifølge en kilde tæt på bandet. Albummet beskrives som indspillet på kun nogle få uger og mere nøgent og garageagtigt end det storladne og gennemorkestrerede "Let It Come Down". Gospelstemningen fra dét album går dog igen på flere af sangene på det nye album, der også byder på sangen "Hold On" med countryinspiration. Samme sang udkom for nylig i England i en anden udgave på velgørenheds-cd’en "Hope"

Tracklisten er som følger:
01 "This Little Life of Mine"
02 "She Kissed Me (It Felt Like A Hit)"
03 "Hold On"
04 "Oh Baby"
05 "Never Goin’ Back"
06 "The Power And the Glory"
07 "Lord Let It Rain On Me"
08 "The Ballad Of Richie Lee"
09 "Cheapster"
10 "Rated X"
11 "Lay It Down Slow"

Spiritualized udgav i øvrigt for nylig den dobbelte opsamling "The Complete Works Vol. 1" med tidlige B-sider og sjældenheder.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA