Nyhed

Mew-album kommer til juni

Bandet har færdiggjort indspilningerne til deres kommende album, der udsendes til sommer

Selvom Mew hverken er klar med en albumtitel eller en udgivelsesdato til opfølgeren til "Mew And The Glasshanded Kites" fra 2005, så har de alligevel været ude med en enkelt koncertdato for 2009. Gruppen er nemlig blevet sat på plakaten til Beatday09, hvor man også vil kunne opleve Band Of Horses og Arctic Monkeys.

Men mon ikke titel og dato er lige på trapperne, for ifølge Spin.com, så er gruppens kommende plade nemlig nu færdigindspillet. Mew indspillede det meste af musikken i Brooklyn, New York i sommeren 2008, og har derefter mikset den på Manhattan, så den kan ligge klar til udgivelse til juni.

Til Spin siger Jonas Bjerre, at de imodsætning til sidst denne gang har valgt ikke at lade sangene hænge sammen, men i stedet lade dem stå som individuelle tracks. Samtidig skulle teksterne denne gang også være mere positive, også selvom man ikke altid vil kunne høre det på musikkens stemning.


Ifølge Spin er Bjerre nu vendt tilbage til Danmark for at begynde arbejdet på en række animationer, der skal bruges til gruppens koncerter. Dem vil man blandt andet kunne se, når Mew optræder til Beatday09, der afvikles i dagene 14.-15. august i Valby Parken.

ANNONCE