Nyhed

Kristian Leth udsender voodoo-debut

Under navnet Baron Criminel udgiver Kristian Leth et elektronika-album, der bærer præg af hans tilknytning til Haiti

Baron Criminel er navnet på en såkaldt Loa, en ånd fra den haitianske religion voodoo, men det er også et alias for den danske tv-vært, pladeselskabsmand, og musiker Kristian Leth, der snart udgiver sin første solo-plade. Han har besøgt halvøen Haiti flere gange, da hans far Jørgen Leth, som mange nok ved, er bosat her. Her har han deltaget i de lokales voodoo-ceremonier og opdagede en kilde til inspiration for sin musik.

Han bevæger sig med dette solo-udspil musikalsk noget væk fra, hvad han ellers har lavet med bandet The William Blakes, der havde deres debut i starten af 2008. De har siden da lavet endnu et album, og senest blandt andet været et smut i Canada for at spille koncerter. Her landede de sig i øvrigt en distributionsaftale med Last Gang Records, som vil stå for at udgive gruppens to albums i Nordamerika.

Men nu slår Leth altså et slag for en solo-karriere, og musikken beskrives af A:Larm Music, der udgiver pladen, som elektronisk musik med voodoo-rytmer og tekster om magi:


"Baron Criminel er voodootronics. Det er trance-musik. Målet er at kunne give sig hen. Til det gale og det velsignede."

Så er tonen vist angivet. Voodoo-trommerytmer er meget vigtige i de ritualer, der omgiver religionen, og dem har Leth valgt at bruge som et udgangspunkt i den nye plade, der kommer til at hedde "Rapture". Det skulle efter sigende være ekstase-fremkaldende rytmer, og Leth har samplet dem direkte fra voodoo-ceremonier der har fundet sted i en jungle omkring byen Jacmel i Haiti. Her er loaen Baron Criminel meget populær, derfor er han valgt som alias.

Albummet "Rapture" udkommer til download den 19. oktober, og det kan hentes via iTunes.


ANNONCE