Nyhed

Rihanna får hjælp af Slash

Rockstjernen har indspillet med sangerinden, der i denne uge taler ud om at blive overfaldet af Chris Brown

Rihanna udsender 23. november albummet "Rated R", og ifølge Rolling Stone får hun på dette album hjælp af Will.i.am og Young Jeezy samt Velvet Revolver-guitaristen Slash, der ganske passende medvirker på sangen "Rockstar 101". Derudover har navne som Stargate, The-Dream og Ne-Yo været inde over sangskrivningen.

Sidstnævnte har været med til at skrive sangen "Russian Roulette", der er første single fra sangerindens kommende album. Videoen til sangen har officiel premiere 13. november i programmet "20/20" på den amerikanske tv-station ABC, og det er på samme netværk, at Rihanna i denne uge for første gang taler ud om, hvad der sker mellem hende og Chris Brown 8. februar.

Rihanna er nemlig gæst hos Diane Sawyer torsdag 5. november i programmet "Good Morning America", hvor hun i et eksklusivt interview vil fortælle, hvad der skete den aften, og hvordan hun har forholdt sig til episoden efterfølgende.


Et kig på det kommende albums trackliste indikerer, at episoden også har haft en vis indflydelse på hendes sangskrivning. Der er i hvert fald titler som "Stupid In Love" og "Rude Boy", og hvis man gør sig i overfortolkninger også "Fire Bomb".

Det er tidligere blevet rapporteret, at Justin Timberlake havde indspillet nogle sange med Rihanna, men det vides endnu ikke, om de har fundet vej til pladen.

ANNONCE