Nyhed

Lise Westzynthius på Danmarksturné

Tourstart i Studenterhuset Aalborg 6. maj

Den tidligere Luksus-sangerinde Lise Westzynthius udgav i marts sit andet soloalbum, det anmelderroste "Rock, You Can Fly", hvor hun blander både lette, sfæriske og mere melankolske sange med diskret guitarstøj og skrattende lyde i tæt samarbejde med engelske Ian Caple, kendt for produktioner for Stina Nordenstam, Tindersticks og Sort Sol.

Nu er hun så klar med en mini-Danmarkturné, hvor hun ledsages af sit band The Flying Rocks bestående af hendes gamle musikalske makker, bassisten Moogie Johnson og de i Westzynthius-sammenhæng nye folk, jazztrommeslageren Rune Kielsgaard og hvad hun selv præsenterer som "det fremragende århusianske kærestepar Anna og Søren" på hhv. orgel og guitar og for begges vedkommende kor. Westzynthius vil selv givetvis være at finde bag klaver/keyboard.

Lise Westzynthius’ turné bringer hende til flg. byer – i øvrigt hendes eneste koncerter i sommer:
6. maj: Studenterhuset, Aalborg
7. maj: Musikhusets Lille Sal, Aarhus (RECession-festival)
13. maj: Rytmeposten, Odense
14. maj: Loppen, Christiania


Det skal tilføjes, at man ikke behøver at købe partoutkort til RECession, hvis man vil høre Lise Westzynthius i Århus, man kan nøjes med at købe en endagesbillet til fredagen og også få adgang til koncerter med bla. PowerSolo, Bob Log III og Arab Strap. Eller billet til Westzynthius' koncert alene, i døren, hvis der ikke er udsolgt. Lise Westzynthius giver desuden en gratis minikoncert i pladebutikken Music i Århus 8. maj kl. 13.

ANNONCE