x

Hannah Schneider spiller i sin vindueskarm

Hannah Schneider spiller i sin vindueskarm

Hannah Schneider fik pæn succes med sit et år gamle, selvbetitlede debutalbum, som fik forholdsvis gode anmeldelser og gav hende et pænt hit med "Waiting For You".

Denne sommer skød hun så sin "Window Session"-serie i gang, som i al sin enkelhed består i, at Hannah Schneider den første i hver måned lægger en ny video op på sin hjemmeside, hvor hun fremfører et nummer med en eller flere gæster siddende i hendes vindueskarm hjemme i hendes lejlighed.

Fjerde indslag er netop blevet klar, og her ser man Hannah Schneider fremføre sangen "Raindrops" sammen med Marie Fjeldsted på autoharpe og sang. Marie Fjeldsted er også kendt som kvinden bag projektet Penny Police.

"Raindrops" er i den nye version gået fra electropop til folk. På de tidligere indslag kan man opleve navne som Starfighters-finalisten Anna Stengade, den danske gruppe Shanghai og Hannah Schneiders søskende Bastian og Kirstine Schneider.

GAFFAs Jan Opstrup Poulsen gav Hannah Schneiders album tre stjerner og skrev blandt andet: "Det er pop med en smag af friske bær. Sangeren og sangskriveren er et forholdsvist ubeskrevet blad, men debuterer med et ganske stilsikkert album, der forener singer-songwriteren med en elektronisk klangflade."

Se alle videoerne på Hannah Schneiders hjemmeside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA