Nyhed

Tegneserier battler rappen i Århus

Per Vers skal freestyle sammen med tre tegneseriekunstnere den 25. november til arrangementet "Tegneseriebeats"

Godsbanen i Århus lægger den 25. november lokaler til en event, der sjældent er set før. Det er nemlig et arrangement, hvor tre tegneseriekunstere skal freestyle med Per Vers i en fælles improvisatorisk opførelse.

Arrangørerne er hiphop-aficionadosgruppen Transit, der beskriver arrangementet som "et subkulturelt clash mellem rapmusik og seriestriber", og de giver det selv overskriften "Tegneseriebeats". De beskriver desuden aftenen således i en pressemeddelelse:

"Der er dømt hygge og caféstemning på Godsbanen, når Transit 25. november afholder det unikke arrangement 'Tegneseriebeats'. - Et originalt koncept, hvor tre habile tegnere og én dansk rapper fremviser deres respektive talenter igennem forskellige discipliner. For eksempel 'Fold mig en freestyle', hvor tegnerne først får lov at lege den gamle folde-tegneleg, der går ud på at man hver især tilføjer en kropsdel (hoved, over- og underkrop), og derefter er det så rapperens tur til at freestyle om resultatet. Eller 'Fortæl mig hvad jeg tegner', hvor tegnerne hver især får et stikord af publikum, hvorudfra de skaber en figur, som rapperen så får til opgave at freestyle om."


Det er som sagt Per Vers, der skal tage sig af den lyriske eksekvering, mens de tre lokale tegnere Stine Spedtsberg, kendt fra Stinestregen, Thomas Nøhr og Dan Knudsen er de tre upcoming stribekunstnere, Transit har indbudt til arrangementet, hvor de vil få mulighed for at vise noget, deres kunst også kan bruges til. Musik og beats bliver leveret af DJ Turkman Souljah.

Arrangørerne skriver, at det ikke er en vild festaften, men et hyggeligt arrangement hvor man har mulighed for at opleve hiphopmusik og tegneseriekunst i en hidtil ukendt parring. Arrangementet varer tre timer, og det foregår torsdag den 25. november på Godsbanen i Århus, hvor dørene åbner kl. 19:00. Billetsalget foregår i døren. Se yderligere info her.

ANNONCE