Nyhed

Walisisk trussekonge til Horsens

Tom Jones does Jylland i september

Horsens Ny Teater er ligeså stille og roligt ved at markere sig som et spillested i den mere eksklusive kaliber. Først var der den usædvanligt velbesøgte Bob Dylan-koncert sidste år, og nu kommer hans royale walisiske trussekonge såmænd også; ja, det ER Tom Jones der menes. Storcrooneren kan nemlig opleves på det fine lille østjyske teater den 4. september.

Endskønt Jones er fyldt 60 år, kan han stadig fylde salene til bristepunktet – endda med hvinende (hovedsagelig) kvinder, i alle aldre. Han begejstrede således senest herhjemme sidste år, på henholdsvis Midtfyns Festivalen og i Valby Hallen.


Ligesom det var tilfældet med Dylan-koncerten sidste år, spås det at der vil blive stor rift om de få billetter dog vil selvsamme billetters horribelt høje valør nok afholde én og anden fra at troppe op: hele 1500 inflationsramte danske kroner kommer de nemlig til at stå den (heldige?) i. Billetterne vil blive solgt fra teatrets eget billetsalg, fra og med den 16. juni, klokken 10 om formiddagen.


ANNONCE