Nyhed

Ny musikvideo fra "The King Of Pop"

Michael Jacksons eftermæle vil ikke dø. I dag ser en musikvideo til sangen "Hollywood Tonight" dagens lys.

I december sidste år kunne fans af Michael Jackson lindre lidt af sorgen over "The King Of Pops" alt for tidlige død med albummet "Michael", der bestod af mere eller mindre færdigskrevne sange fra Jacksons hånd. Og popfænomenets eftermæle er tilsyneladende stadig spillevende.

I dag er der således premiere på en dugfrisk musikvideo til nummeret "Hollywood Tonight", der netop stammer fra "Michael". Videoen er skudt af instruktøren Wayne Isham, som i 1995 også drejede billedsiden til Jacksons "You Are Not Alone", og fortællingen cirkler om en ung kvindes bestræbelser på at begå sig i det forjættede Hollywood.

"Hollywood Tonight" var oprindeligt tiltænkt en plads på Michael Jacksons "Invincible"-album fra 2001, men sangen blev undervejs lagt i skrivebordskuffen, inden "The King Of Pop" atter hev den frem fra arkiverne i 2007 for at arbejde videre på nummeret sammen med produceren Ron "Neff-U" Feemster.

Videoen til "Hollywood Tonight" kan ses på Michael Jacksons hjemmeside.

ANNONCE