Nyhed

Morrissey angriber det engelske kongehus

Sangeren kalder den engelske dronning for ”den ultimative diktator”

Morrissey langer nu ud efter det engelske kongehus i et interview med The Daily Telegraph. Her kalder han blandt andet den engelske dronning for "den ultimative diktator", skriver gigwise.com.

"Den kongelige familie er ikke England for mig, og de er ikke flaget. Folk kan blive vildledt til at tro, at dronningen er hjertet af England, og at hun repræsenterer England. Men det gør hun ikke det mindste", udtaler den engelske sanger, og fortsætter:

"Vi er mange, der ikke er lette at narre. Vi ser dronningen som den ultimative diktator. Og det er diktatur. Det er påtvunget det britiske folk. Og selvfølgelig, hvis det britiske folk besluttede i morgen, at dronningen måtte gå af, så ville dronningen ikke tøve med at vende sine kampvogne imod folket. Det ville ske. Fordi politiet er befalet at beskytte dronningen imod det engelske folk. Det er deres første og mest fremtrædende opgave. Og det finder jeg absolut absurd".


Tidligere på året kritiserede Morrissey kongehuset i forbindelse med Prins William og Kate Middletons bryllup.

 

 


ANNONCE