Nyhed

Markante danske musikere varmer op for Andy Fletcher

Medlemmer af Nephew og Spleen United varmer op til Depeche Mode-stjernens dj-sæt på Train

5. august har Andy Fletcher fra stilskabende Depche Mode annonceret et dj-sæt på århusianske Train, men inden han indtager scenen vil nogle af gruppens danske disciple meget passende forsøge at bringe publikum i stemning. Det drejer sig om Spleen Uniteds Kasper Nørlund, der ligesom aftenens hovedperson vil give den som dj, og duoen North Ace (billedet).

Og hvis sidstnævnte navn ikke lige siger Dem noget, gør medlemmernes måske. Der er nemlig tale om et sideprojekt for Nephews René Thalund og Kristian Riis. Mens Thalund har rødder i den elektroniske musik medbringer Riis mere rockede inspirationer, og Norths Aces musikalske udtryk ligger da også et sted mellem Daft Punk og Digitalism, Guns'n' Roses og Arcade Fire, hedder det i en pressmeddelelse.

- North Ace er vores mulighed for at blande vores vidt forskellige musikalske baggrund, siger Thalund, som suppleres af Riis:

- På den ene side er vores setup et eksperiment, med det er et grundpræmis, at outputtet skal være festligt og udadvendt.

Hør hvad der menes på Toldbodgade den 5. august, hvor de nævnte endvidere får selskab af Klub Stöj dj's John Fogde og Jesper Hvam. Billetter koster 100 kroner i forsalg og 130 i døren.

ANNONCE