Nyhed

Michael Jacksons læge skal fire år i fængsel

I går blev Conrad Murray idømt fire års fængsel for uagtsomt manddrab

En snart to måneder lang retssag er nu ovre, og en endelig domsafsigelse er nu offentliggjort. Den 53-årige Conrad Murray (th. på billedet), der har været Michael Jacksons personlige læge, har fået en dom på fire års fængsel for uagtsomt manddrab i sagen om Michael Jacksons død. Det oplyser Ritzau.

Koncertarrangøren AEG Live hyrede i starten af juni 2009 Murray til at være Jacksons personlige læge i forbindelse med sangerens comeback-showrække "This Is It". Men den 25. juni 2009, blot en lille måned efter, døde Michael Jackson i sit hjem af en overdosis sovemedicin.

Den 8. februar 2010 blev Murray sigtet for uagtsomt manddrab, og retssagen startede den 27. september i Los Angeles, hvor den fik en enorm mediedækning.


"Doktor Murray forlod sin patient, der stolede på ham og var sårbar", sagde dommer Michael Pastor, da han i går læste dommen op i retssalen. Dommeren tilføjede også, at der var tale om flere tilfælde af svigt, mens Murray var Popkongens personlige læge.

Murray skal afsone sin straf i Los Angeles County Jail og får ikke mulighed for at blive løsladt på prøve.

ANNONCE