Nyhed

Tom Jones til Odense

Oplev den 71-årige crooner, når han gæster den Fynske Landsby den 28. juni

Manden med den kraftfulde stemme, Sir Tom Jones, vil den 28. juni indtage den Fynske Landsby i Odense med sine hits som "It's Not Unusual", "What's New Pussycat?" og "Sex Bomb". Jones behøver næsten ingen præsentation. Siden gennembruddet i 1965 har han haft et væld af hits i mange forskellige musikgenrer og været vært på tv-programmet "This Is Tom Jones".

For næsten to måneder siden kunne JVB Concerts præsentere den kommende koncert med Sting på Engen ved Fruens Bøge. Nu kan JVB igen præsentere en af musikkens sværvægtere, som spiller kun et stenkast derfra i den Fynske Landsby.

"Vi har arbejdet på at booke Tom i et stykke tid, så det er dejligt, at vi nu kan sætte dato på. Koncerter i Landsbyen er altid noget helt specielt, og når kunstneren har Tom Jones' power og evne til at få publikum med, så tør jeg godt love, at det bliver en stor aften," fortæller Hans Quistgaard, direktør i JVB Concerts.


Sidste år optrådte den walisiske sanger på Skanderborg Festival, hvor han høstede roser for en stemme, som stadig kan hamle op med kollegaer, der er 30 år yngre. GAFFAs Erik Barkman var også med til koncerten på Bøgescenerne, og gav Jones fire stjerner, mens læserne tildelte ham 5,50 stjerner. Om koncerten skrev Barkman: "Måske er hans arbejdsradius ikke så stor længere. Men den garvede showrotte mangler bestemt ikke overskud, da han indtager Skanderborgs Bøgescene denne regnfulde søndag eftermiddag. Faktisk udstråler Sir Thomas John Woodward stor pondus, som han står dér og knejser bag mikrofonstativet, og vokalen er nærmest mirakuløst kraftfuld." 

Sangeren har snart 50 år i rampelyset, hvor han har udgivet hele 39 studiealbums og udsendt 107 singler. Seneste album fra sangeren er 2010s "Praise And Blame", som GAFFAs Lars Löbner Jeppesen gav fire stjerner. Jones udgiver snart en ny single, som er skrevet i samarbejde med Jack White, som eksklusivt vil blive udgivet på en trefarvet vinylplade og kun solgt fra en enkelt butik. Hvad titlen er på singlen og hvornår den udkommer vides ikke endnu.

Men monstro den ikke vil blive spillet, når Sir Tom Jones indtager den Fynske Landsby i Odense den 28. juni.


Billetsalget starter mandag den 26. marts klokken 10, hvor billetter kan købes via GAFFA Live

ANNONCE