Nyhed

Dúnés Spil Dansk-dagbog fra Berlin

I anledning af, at Spil Dansk Dagen i år også rammer Berlin, skriver de optrædende dagbog til GAFFA. Vi fortsætter med Duné

Spil Dansk Dagen har i løbet af årene udviklet sig til en større musikbegivenhed. I år er festlighederne nået helt til Berlin, og hele syv markante danske navne spillede optaktskoncerter til Spil Dansk Dagen i den tyske hovedstad. De fandt sted under overskriften "Danish Music Day" lørdag den 20. oktober.

Dúné, Bjørn Svin, Straight From The Harp og Shotgun Revolution spillede i klubben Bi Nuu ved Schlesisches Tor.

Clara Sofie, Sidsel Storm og Sylvester Larsen optrådte på Danmarks Ambassade i Rauchstrasse 1.  

Kunstnerne hører til den unge generation, men de repræsenterer vidt forskellige genrer. Dúné spiller melodisk synthrock, og gruppen har allerede givet mange koncerter i Tyskland. Denne gang spiller Dúné dog akustisk. Bjørn Svin er en uforudsigelig og eksperimenterende electronica-pioner. Straight From The Harp er en garagerockduo med mundharpe som en markant del af udtrykket, og Shotgun Revolution er heftig rock'n'roll. Singer-songwriter Clara Sofie har hittet stort med melodisk dancepop i samarbejde med produceren Rune RK og er aktuel med solo-ep'en "Overgiver Mig Aldrig". Sidsel Storm er jazz-sangerinde, og Sylvester Larsen er singer-songwriter.

GAFFA har fået de medvirkende til at skrive dagbog om deres oplevelser, og har kommer et indlæg fra Duné:

Berlin, 22.10.2012

Det har endnu engang været forrygende vejr i Berlin, hvilket ikke kunne have lagt en bedre ramme for dagen, der blev afsluttet med en koncert på det nye spillested Bi Nuu nede i Kreuzberg.

En aften, der har været lidt speciel for os. For det første er det altid lidt specielt at spille en koncert kun 10 min. væk fra hvor du bor (og så oven i købet til Spil Dansk Dagen). Desuden spillede vi et akustisk sæt som fuldt band for første gang, og så spillede vi næsten kun nye sange, hvilket altid giver anledning til kriller i maven. Ydermere valgte vi at medbringe noget så eksotisk som en beatboxer, for at give ekstra kød på de nye krikker før de skulle vises frem for første gang.

Halv fire om eftermiddagen havde vi en forrygende øver med Sebastian (beatboxeren), hvor vi fik de sidste detaljer på plads før afgang ned mod Bi Nuu.

Vi skulle først på scenen omkring midnat. Så vi havde god tid til at hænge lidt ud med de andre danske navne på plakaten. Trods de musikalsk helt utroligt varierede artister havde alle én ting til fælles: At de virkelig er flinke mennesker. Derfor fløj timerne nemt af sted, mens vi så Shotgun Revolution spille taget af med et imponerende output (leveret med hjælp af legendariske Flemming Rasmussen bag lydpulten), Bjørn Svin danse megafedt til sine syrede kompositioner og Straight From The Harp hamre den af med svedig ambient harmonikablues (?).

Kl. 23.59 gik vi på med svedige håndflader. Mange mennesker havde efterhånden samlet sig i lokalet og tog glimrende imod os. Det var dejligt at se at det bestemt ikke kun var danskere, der var mødt op til arrangementet. Snarere tværtimod. Vi lagde ud med vores kommende single "HELL NO!" (der udkommer d. 10. november), og fortsatte med endnu flere nye kompositioner før vi sluttede af med sangen "Dry Lips" fra vores debutplade. Før vi vidste af det var vi færdige med en kort, men virkelig tilfredsstillende koncert. Specielt vores ekstra feature, beatboxeren Sebastian, fik store klapsalver med på vejen… så det må vi gøre igen.

Da Danish Music Day officielt var afsluttet fortsatte vi til den lyse morgen i det berlinske natteliv… Det skal jo fejres når Danerne indtager Preussernes hovedstad med store succes.

Tak til KODA, DJBFA & DPA for at invitere os ned!

- Matt / Dúné


ANNONCE